Svar: Opdragelse og konstante konflikter

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev og den ærlighed du fortæller med. Jeg kan godt forstå du er frustreret og synes det er svært, men lad mig med det samme sige, at jeg bestemt ikke har indtryk af, at der er noget i vejen med hverken dig eller din søn. Det du oplever, oplever mange forældre og 4-5 års alderen er faktisk ofte en alder der er rigtig svær. Det handler om at børn i denne alder tænker meget, de stiller meget store spørgsmål om sig selv, om os forældre, om livet, om døden osv. Samtidig er de verbalt meget dygtige og kan diskutere og parlamentere så man som forældre er ved at blive vanvittige!

Børn er forskellige og det er dine drenge også. At storebror stiller så meget mere spørgsmål om alt og alting er således ikke ensbetydende med at lillebror vil gøre det samme, når den tid kommer. Men det er stadig normalt:o)

At komme godt ud af det med andre mennesker kræver at man har social intelligens. Social intelligens har ikke noget med klogskab at gøre, men handler om at barnet skal lære, hvordan man opfører sig sammen med andre mennesker. Hvordan man lytter, hvordan man følelsesmæssigt påvirker hinanden både i negativ og positiv retning osv. Man kan godt lære børn visse sociale færdigheder som at gå hen og spørge om nogen vil lege, eller at sige undskyld, når man kommer til at gøre noget som er forkert. Men social intelligens er mere end dette.

Din dreng lærer, hvordan han skal fungerer blandt andre, ved at se på dig og ved at spørge ind til ting. Når han således spørger "hvorfor kalder du ikke mig skat?" eller siger "Mor jeg elsker dig" så er det for at se hvordan du reagerer (det siger han jo ikke til børnene i børnehaven) - men det er også for at blive bekræftet i, at du er der for ham 100 pct. Den bekræftelse er der ikke noget i vejen med, det betyder ikke at du ikke siger det nok eller ikke viser din kærlighed tilstrækkeligt, men han har brug for at høre det og sådan har vi det jo alle sammen. Nogle gange har du sikkert også ekstra meget behov for at blive holdt om og få fortalt, at du er noget helt specielt og dejligt fordi du er dig - og jeg synes du skal se det som et stort plus, at din dreng kommer til dig direkte og fortæller at det er hans behov.

Derfor skal du naturligvis bekræfte dine følelser for ham. "Jeg synes også du er min skat, jeg er så heldig at jeg har 3 skatte, dig, lillebror og far" og så kan I tale om, hvor fantastisk det er, at man kan elske flere på en gang. På samme måde når han siger at han elsker dig, så bekræft ham i at du også elsker ham og at han er noget helt særligt, netop fordi han er den han er. Hvad skulle du dog gøre, hvis ikke du havde ham... Fortæl ham om dengang da han blev født, hvor dejligt det var, hvor lille han var og hvor smuk han var. Det elsker børn at høre om.

Nogle gange spørger børn også "hvad ville du gøre hvis jeg døde?" - igen et stort spørgsmål, som man må forsøge at svare ærligt på "jeg ville græde rigtig rigtig meget, det ville være forfærdeligt, måske ville jeg græde så meget at jeg aldrig holdt op igen" eller hvad du nu kunne sige.

Som forældre begår vi fejl og det er menneskeligt at fejle. Børn kan godt tåle at vi begår fejl og vi skal naturligvis undskylde og forklare, når vi gør noget forkert eller får sagt noget som vi ikke skulle have sagt. Det lærer han jo også af. Han behøver netop ikke vokse op og tro at du er ufejlbarlig, men i stedet kan du lærer ham, hvordan man handler, når man kommer til at gøre noget forkert og at det er okay. At man ikke bærer nag og at fejltagelser skal der være plads til.

Samtidig skal du ...

---

---

... jo så også lære ham at være en god holdspiller og lære ham at forhandle. Derfor er du nødt til at holde fast i, at du f.eks. ikke behøver sige undskyld for noget du ikke har gjort. Du må forklare ham at det er dit arbejde at fortælle ham, når han gør noget forkert - det er ikke fordi du er sur på ham, men fordi der er visse ting man skal lære, visse regler og sådan er det.

Nogle gange er det også en god idé at stille spørgsmålstegn ved det han siger, - f.eks. når du beder ham om ikke at trampe i gulvet og han så siger "lad være med at sige det grimt mor" - så spørg ham "synes du jeg sagde det grimt? Hvordan synes du jeg skal sige det?" og så kan I måske nå frem til at det endten var det du gjorde eller at det ikke er nødvendigt at sige sådan eller en aftale om, at det er sådan han gerne vil irettesættes...

Hans trusler om "Nu smadrer jeg mit legetøj" eller "så elsker jeg jer ikke mere"... disse ting siger han jo et eller andet sted, fordi han føler at dette er noget meget slemt. Og jeg tænker, at det her er enormt vigtigt at du forsøger at rumme det. Det betyder, at du skal kunne holde ud at han har det sådan, acceptere det uden at ville lave det om og uden at tage det personligt. Nogle gange må han være alene lidt og finde roen, andre gange vil det være en god idé at du fortæller ham at det er okay. "Jeg kan godt forstå du er vred, nogle gange kan man også blive så vred at man siger sådanne ting, men du skal vide at jeg elsker dig hele tiden".

Og det samme når han slår sit hoved og siger at hovedet siger dumme ting, så bekræft ham igen i at det er okay. Det er jo faktisk en meget fin måde han fortæller, hvad det er han oplever. Han kan ikke styre det og forløber sig, får sagt nogle dumme ting, som han så fortryder bagefter - og du skal fortælle ham at det er okay. Sige til ham at du også nogle gange kommer til at sige dumme ting, pyt med det, I er jo stadig gode venner osv.

Du skriver at din dreng aldrig græder, når han ikke får sin vilje, så truer han jer og bliver rasende og vil diskutere hele tiden... Er det også noget de oplever i børnehaven?

---

---

Jeg spørger fordi I naturligvis skal være opmærksom på om det er en opførsel han har lært sig for at få sin vilje - er det og har det være sådan at for at få ro, så har I givet efter, når han har skabt sig? Det er jo sådan at alle børn et eller andet sted prøver grænser, de vil undersøge, hvordan de påvirker deres forældre alt efter hvordan de opfører sig. Det er en vigtig del i det at lære social intelligens.

Nogle børn udvikler en evne til at få opmærksomhed, et bestemt stykke legetøj, anden mad osv. ved at råbe, skrige osv. og lærer ligesom at jo mere de skaber sig, jo mere får de. De har altså lært at deres opførsel belønnes. Det starter ofte med et "Nej!, Nej sagde jeg!" og ender med "Jamen så tag den da", for så er der fred og ro...

Børn skal naturligvis lære at de ikke altid kan få det de ønsker, på det tidspunkt de ønsker det,- og de skal også lære at det ikke er i orden at kontrollere andre mennesker for at få det de vil have.

Jeg har umiddelbart ikke indtryk af, at det foregår sådan hos jer, men jeg tænker at det er meget vigtigt at I overvejer og medtænker, hvor meget I giver efter for jeres drengs krav. Det er meget vigtigt at I overvejer, hvornår I siger nej og hvorfor og så holder fast i jeres nej. Det vil gøre ham vred og frustreret og ked af det og den reaktion skal I så kunne rumme. Det er vigtigt for jer alle også videre frem:o)

Jeg håber at mine tanker hjælper dig og familien lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---