Svar: Brystbetændelse og modermælkserstatning
Kære Karin
Tillykke med den lille pige og dejligt at høre at fødslen forløb godt, men naturligvis ikke så rart at du nu har fået problemer med brystbetændelse og jeg kan godt forstå du synes det er hårdt.
Det er sådan at man kan skelne imellem to former for brystbetændelse. Den ene form er det man kalder for en inflammatorisk brystbetændelse, som skyldes at en mælkegang er klemt af og der sker en ophobning af mælk som står og presser på inde i brystet uden at kunne komme ud. Det kan også være at mælkekirtlerne er blevet så overfyldte at der trænger mælk ud i den omkringliggende væv og brystvævet bliver irriteret.
Man ved ikke helt hvorfor denne tilstand opstår, men ofte hænger det sammen med at barnet dier med forkert sutteteknik eller at barnet ikke kommer til brystet, som der egentlig er behov for - hvis man f.eks. forsøger at springe et måltid over. Det kan også skyldes at man f.eks. går med en for stram eller for lille BH, evt. en bøjlebh, som klemmer ind på brystet.
Den inflammatoriske brystbetændelse kan ikke behandles med antibiotika men skal netop behandles med varme, massage, lade barnet spise hyppigt, evt. udmalkning osv.
Den anden form for brystbetændelse opstår på grund af bakterier og det vil sige, hvor der er sår eller revne i brystvorten hvorigennem bakterier trænger ind i brystet. Her er behandlingen den samme med varme, bade, massage, lægge til hyppigt og evt. udmalkning men her vil man ofte også behandle med antibiotika, som er nødvendigt for at slå bakterierne ihjel.
Jeg kan ikke ud af dit brev helt vurdere hvordan du har det nu. Hvis du fortsat har sår på brysterne og oplever at dit bryst virker rødt, varmt og irriteret og du generelt har det lidt skidt, så synes jeg det vil være helt relevant du bliver sat i antibiotisk behandling. Du skriver jo at du har haft sår på brystet og dermed indgangsmulighed for bakterier og samtidig fortæller du også at det ikke er helt godt endnu. Normalt siger man at hvis behandlingen med massage, varme osv ikke hjælper inden for et halvt til 1 døgns tid, så skal der startes antibiotisk behandling!
Det kan være uhyre svært at diagnosticere brystbetændelse og derofr må man behandle ud fra den tilstand kvinden beskriver og det man ser. Jeg vil også lige nævne at det ikke er ligegyldigt hvilken antibiotika du får. Når man har en bakteriel brystbetændelse så anbefales det at det behandles med Dicillin/dicloxacillin, det er desværre ikke alle læger som er opmærksomme på dette.
Det er helt normalt at mælkemængden falder i den periode, hvor kvinden har brystbetændelse og at man ser nogle dage at barnets vægt stagnerer. Dette bør dog ikke fortsætte og det er meget vigtigt at du får mælken til at løbe igen.
Det er ikke usædvanligt at mælken virker til at flyde meget langsomt, for det første er man jo anspændt på grund af feber og smerter og at sidde med en malkemaskine er for mange også rigtig svært og noget som man rent mentalt godt kan blokere overfor. Det er en rigtig god idé at sidde med varme omslag på brystet inden du skal amme eller vil malke ud og hvis din datter er meget urolig ved brystet og ikke rigtig har tålmodighed til at vente på at mælken løber, så kan det være en fordel at du endten går lidt rundt med hende ved brystet, at du skifter ammestillinger og prøver at lægge hende til forskellig vis eller at du tager en 2 ml sprøjte og drypper lidt af din udmalkede mælk ind i mundvigene på hende, så hun kan smage at der er noget ...
... at komme efter og derfor tager fat og spiser.
Du kan også hos lægen få en syntocinon-spray som er en næsespray, hvor du tager et pust i hvert næsebor lige inden du lægger hende til. Dette hjælper din nedløbsrefleks igang.
Sørg for at du ikke fryser og ikke får træk, men at du holder dig varm både på brysterne og på dine hænder og fødder. Sørg for at få hvile, få nogen til at hjælpe med lidt mad, indkøb, rengøring osv. så du fuldt og helt kan hellige dig selv og din lille datter og amning. Hold besøg af gæster på et minimum og sørg for at hvis de skal have noget til kaffen, så har de det selv med:o)
Læg dig i sengen med din datter og giv hende så meget hud mod hud kontakt som muligt - det er lidt ligesom at starte forfra. Lad hende søge brystet og spise, når hun har lyst. Selvom det kan virke absurd at skulle gå i seng og starte forfra, så kan det have en meget stor effekt.
Du spørger om du skal give din datter erstatning og umiddelbart tænker jeg at du lige skal give amningen en chance og forsøge at få den op at køre igen. Samtidig tænker jeg dog også at det afhænger helt af hvordan du har det, hvordan din datter virker, om du fornemmer at der er mælk at komme efter, om du tænker at det ville være rart at kunne give lidt erstatning fordi det ville give dig lidt ro og dermed fornyede kræfter og dermed også mere mælk.. det er altså et skøn.
Hvis du ikke ved at følge ovenstående og måske medicinsk behandling (antibiotika og syntocinonspray) kan få gang i mælken igen, så vil det være nødvendigt at du giver din datter modermælkserstatning.
Hendes døgnbehov svarer til ca 1/6 af hendes vægt. Nogle børn spiser lidt mere, andre lidt mindre. Du skal altså regne med at hun skal have ca 650ml i døgnet med den vægt hun har nu. Når man ammer så ved man jo aldrig helt hvor meget barnet får og du må derfor se på hvordan hun spiser, kan du se mælk i hendes mundvige, kan du høre at hun synker, virker hun mæt og træt, når hun er færdig ved brystet, har hun gode tunge tissebleer - alt sammen en udtryk for at hun får mælk hos dig.
Hvis du fornemmer at det ville være godt med erstatning så er det sådan at hvis din datter er i risiko for at udvikle allergi, så anbefales det at man køber de specielle erstatninger Nutramigen eller Profylac på apoteket. Hun er i risiko hvis du, hendes far eller jer begge eller større søskende har eller har haft en kendt behandlingskrævende allergisk sygdom: Astma, fødevareallergi, børneeksem.
Hvis hun ikke er i risikogruppen for at kunne udvikle allergi, så kan hun ernæres fuldstændig ligesom alle andre børn og kan her tilbydes almindelig modermælkserstatning som du køber i supermarkedet. Der er især 3 firmaer i Danmark og alle produkter er ernæringsmæssigt lige gode. Du kan således roligt vælge imellem Nan (Nestle), Allomin (Beauvais) eller Hipp - du skal bare vælge modermælkserstatning af type 1, som er fuldgyldig.
Du kan evt. vælge at købe 1 eller 2 brikker og se om hun vil drikke det og om amningen så kommer igang, du behøver således ikke starte med at købe en helt box, hvis det ikke viser sig nødvendigt. Der kan dog være en psykologisk effekt i at have en brik stående, det kan få dig til at slappe lidt mere af at vide at der er noget at give hende, hvis hun skulle få behov:o)
Jeg håber at du hermed er hjulpet videre på vej, rigtig meget held og lykke og rigtig god bedring til dig - håber at du snart får det meget bedre igen:o) Knus herfra, det skal nok gå alt sammen.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
28. august 2025 | Amning | 14 mdr.
Kære Helen. Tak for dine tidligere, meget dybdegående og brugbare svar....
13. august 2025 | Amning | 13 mdr.
Kære Helen. Vores datter ammes fortsat delvist. Hun ammes slet ikke om...
Viden om børn:
Rabarber
Rabarber er velegnede til grød, kompot, suppe og marmelade. Hvis I ofte bruger rabarber i madlavningen, er det en god idé at tilsætte 'Nonoxal' (kalkchlorid) under kogning.
Dette forhindrer at saften i rabarber reagerer med kroppens kalk, som bl.a. giver ubehagelige reaktioner på tænderne.
Rabarber er bedst tidligt i sæsonen fra april og indtil omkring Skt. Hans. Rabarber indeholder små mængder oxalsyre, og i højsommeren stiger mængden af oxalsyre i stilkene. Hvis...
Sushi til børn
Børn må gerne få sushi - men der er nogle ting du skal overveje:
- Fisken der bruges skal have været frosset ned til - 20 grader i mindst 24 timer. Der kan forekomme parasitter i fisk og disse dræbes ved frysning.
- Sushien skal fremstilles under hygiejniske forhold. Den bør spises samme dag som den er lavet og køber du den færdigpakket skal du være opmærksom på korrekt opbevaringstemperatur og holdbarhedsdato.
- Børn under 3 år må højst spise 25...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!
Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".
Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.
Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.
Venlig hilsen
Helt Utrolig Lettet




