Svar: Lille fyr skal rejse til verdens ende med mor og far
Hej Katja
Det lyder simpelthen så dejligt at I nu vil tage en lang oplevelsestur i det New Zealandske... kan du ikke lige spørge Jens'ens far om der er plads til mig, der har jeg aldrig været :o)
Det er simpelthen så berigende at rejse med børn. Det er en anden form for ferie og man kan ikke gøre de samme ting, som hvis man var alene to voksne, men det giver også så meget og jeg synes tit man oplever lokalbefolkningen på en helt anden måde fordi man rejser med et barn.
Det er rigtig godt at I har besluttet jer for at tiden skal være god for jer alle og at I vil have Jens passet nogle dage en gang imellem. Hvordan han vil tage imod det, må I se og så tage det hen af vejen, problemerne skal man ikke tage på forskud og så må man finde en løsning, hvis de opstår.
Jens er alt for lille til at I kan forberede ham og jeg tvivler på at din pludren på engelsk vil betyde særlig meget... skade gør det dog ikke, så du kan jo altid forsøge, men det kommer nok hurtigt til at virke lidt kunstigt og han har ikke brug for en 'kunstig' mor, så er det bedre at du er helt dig selv, så er han tryg.
I det hele taget handler det om at Jens skal være tryg og det her han, når han er sammen med jer. Derfor betyder det ikke så meget om det er i Danmark eller i udlandet, i flyvemaskinen eller hvor - hvis han kan se jer og oplever at I er rolige og har det godt, ja så er han også mere rolig og vil tage tingene som de kommer. Han bruger jer som et spejl og den mindste lille stress, træthed og manglende overskud hos jer, smitter direkte af på ham.
En 30 timers flyvetur er rigtig lang tid for sådan en størrelse og det bliver hårdt. Igen er det vigtigste dog at I er der for ham. Gør turen behagelig ved at sikre jer pladser i flyet med ekstra benplads, så han måske kan nå at sidde på gulvet på et tæppe foran jer og ikke ...
... skal sidde i sele hele vejen. Sørg for at have noget nyt og spændende legetøj med til ham, så nyhedens interesse er stor. Lav små pakker som han kan bruge tid på at åbne undervejs og også bruge tid på at studere eller spise indholdet af (en pakke kan være en pakke rosiner ligeså vel som det kan være noget nyt legetøj).
Man kan få tegnetavler, små magnetiske tavler og lignende som er praktiske at have med i et fly, alt for mange småting der ryger over det hele er svært at styre fordi man jo sidder på sin plads..
Det er især landingerne som er svære når man rejser med børn fordi de ikke er i stand til at udligne trykket i ørerne som vi andre er. Her hjælper det at få dem til at drikke noget så de synker, og måske vil Jens synes det er lidt sjovt hvis han her kan prøve at drikke lidt af et sugerør - en lille brikjuice kunne jo også være noget nyt og spændende - drik dog lige det ½ selv først så han ikke får klemt på den og sender en juicestråle ud over det hele...
Bøger er også altid gode at have med og måske nogle af de der træpuslespil med dutter på brikkerne. I må tage lidt forskud på julen og ud at købe gode 'fly-ting' inden I skal af sted.
Og så er der naturligvis det praktiske med bleskift osv. I skal have mulighed for skiftetøj undervejs og et par ekstra bleer. I kan overveje om I skal rejse med klapvogn hjemmefra - prøv at forhøre jer hos flyselskabet, der er forskellige regler og forskellige muligheder, når man rejser med børn. Det kunne dog være smart, hvis I under mellemlandinger havde mulighed for at kunne transportere Jens i en klapvogn, selvom han naturligvis skal have lov til at løbe så meget rundt som muligt, når der er mulighed for det, inden han atter skal side stille på sit flytsæde...
Det skal nok gå alt sammen, jeg glæder mig rigtig meget til at høre om det:o) Fortsat god weekend.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Viden om børn:
Sygt barn
Det er altid svært at vurdere hvad et lille barn fejler, og er du i tvivl er det altid en god idé at kontakte lægen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
De mest almindelige sygdomme hos børn er: Forkølelse, øjenbetændelse, mellemørebetændelse, lungebetændelse, maveinfektioner og skoldkopper.
Symptomerne er ofte: Manglende appetit, ondt i maven, opkastning og diarré samt feber.
Hvis det bliver nødvendigt at indlægge barent på sygehus er...
Graviditet uden for livmoderen
Graviditet uden for livmoderen er en meget alvorlig graviditetskomplikation, der optræder i ca 2 procent af alle graviditeter.
Det er forbundet med stor risiko for moderens liv og det er ikke muligt at gennemføre en sådan graviditet. Ofte er der faktisk heller ikke tale om et rigtigt foster, og dermed ikke om en rigtig graviditet.
Spiral udgør en risiko for at man bliver gravid uden for livmoderen. Derudover kan det spille ind, hvis man tidligere har haft...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.




