Svar: Dagpleje, natamning, fravær af mor
Kære SK
Tak for dit brev.
Det er utrolig hårdt for jer at skulle kører jeres lille dreng ind i dagpleje - det er, tror jeg hårdt for jer alle sammen.
For det første er der jo din lille dreng. Han er vokset trygt op med mor og far og nu skal han så til at blive passet ude. Det er en rigtig stor omvæltning. Han kender ingen af de ting, der er der, kender ikke dagplejeren, de andre børn, de faste rutiner osv. Alt er nyt og han er stadig så lille at man ikke kan forklare ham det.
Du har fuldstændig ret i det du skriver med at man som forældre må forvente et vist engagement i ens barn og at en betegnelse som 'hysterisk' ikke hører hjemme. Du har også fuldstændig ret i at en langsom indkøring er vigtig for jer og det viser sig jo også at dette fungerer langt bedre end bare at aflevere din dreng - det må dagplejeren også kunne se. Samtidig tror jeg dog også du har fuldstændig ret i at det stresser og påvirker hende at du er tilstede og måske I skulle tage en snak omkring det.
Jeg hæfter mig ved at du skriver: "Hun roser børnene meget (rigtig meget), tager dem op og trøster dem, hvis de falder. Hun taler generelt pænt til dem". Det lyder jo som om hun gerne vil børnene og at hun faktisk er rigtig sød ved dem. Og det må i sidste ende være det vigtigste - du skal have tillid til at din dreng vil have det godt hos hende og at hun vil tage sig kærligt at ham, trøste ham når han er ked af det, berolige ham når han er utryg, putte ham kærligt, når han skal sove der osv.
Familier er altid forskellige, vi har forskellig baggrund, forskellig måde at opdrage på, bruger i kraft af vores baggrund forskellige ord - f.eks. hysterisk. For nogen vil netop dette ord virke voldsomt frastødende, for andre er det et helt naturligt ord at bruge - netop derfor kan det være udmærket at tage en snak om hvordan det virker, hvad det gør ved dig at høre hende sige sådan om din dreng.
Nogle gange bliver man naturligvis mundlam og når ikke at reagere, men hvis du oplever det igen, så kunne du måske spørge ind til det "Tror du virkelig en dreng på 14 måneder optræder hysterisk?" "Jeg tænker at det faktisk handler mere om at han er utryg, at det hele er så nyt for ham osv."
I forhold til det rent praktiske, så lyder det ikke så rart at hun ikke har tid til at hygge om morgenen, fordi hun skal sende sine egne børn af sted... igen er det måske et ...
... spørgsmål om ordvalg. Og et eller andet sted, så har hun vel også åbent fra kl. 7 eller 7.30, hvorfor hun også skal være i stand til at tage sig af børnene derfra...
Generelt så tænker jeg at du måske skulle ringe og tale med den tilsynsførende pædagog. Alle dagplejere har jo en pædagog tilknyttet, måske var hun der, da I startede? Jeg synes det vil være udmærket at du taler lidt med hende om hvordan du oplever det og hun kan fortælle dig lidt om hvad pædagogiske tanker de gør sig.
I forhold til stop af natamning, så tænker jeg at det umiddelbart er et lidt stort offer at flytte mor ind i stuen - men igen hvis det fungerer for jer, så er det helt okay med mig. Det at han ikke ser dig om natten, vil være helt okay i forhold til indkøringen - trygheden og roen finder han jo tilsyneladende fint hos far, så det er rigtig godt.
Men hvordan sover du? Sover du godt nok inde i stuen. Når du skal begynde arbejde igen er det jo også vigtigt at du får en god nats søvn.
Ville det ikke være muligt at far fik jeres dreng til at sove videre om natten i egen seng - skal han ind til jer med det samme han vågner igen?
Den dag du arbejder seng, må din dreng naturligt undvære sin aftenamning. Og hvorvidt du skal amme ham, hvis han er vågen når du kommer hjem, det afhænger helt af situationen. Hvis han bliver ulykkelig over ikke at få brystet fordi du er der, så kan det jo være nødvendigt. Samtidig vil det dog være godt, hvis han stille og roligt kan vende sig til ikke at skulle ammes til natten - altså hvis det er din plan i løbet af forholdsvis kort til at stoppe helt med det.
Forhindre dig selv i at gå ind til ham, det synes jeg ikke du skal. Når du ikke har set ham hele dagen, så skal du da lige ind og se ham, kærtegne ham blidt og sige godnat uanset om han sover eller er vågen... det er en mor da nødt til:o)
Din dreng vil naturligvis savne dig, når han ikke ser dig en hel dag, men jeg tror ikke han på nogen måde tager skade. Det lyder som om at far og søn har det rigtig dejligt sammen og der er ingen tvivl om at den ene dag om ugen hvor de to har hinanden helt og fuldt, det vil give de to rigtig meget og styrke deres forhold. Det er guld værd og dejligt at far kan hente så tidligt.
Håber jeg kom igennem det hele og at mine tanker hjælper dig lidt videre. Rigtig meget held og lykke med det hele fortsat og rigtig god søndag:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
2. juli 2025 | Diverse | 7 mdr.
Hej Helen Her kommer så spørgsmål nummer 2: Hvordan er det med...
29. april 2025 | Diverse | 10 mdr.
Kære Helen. Tak for dit sidste svar angående mad. Jeg synes, at det går...
28. januar 2025 | Diverse | 0 mdr.
Kære Helen Så kom lillesøster til verden, og det er gået rigtig godt....
Viden om børn:
Børnevaccinationsprogram
I Danmark har vi følgende børnevaccinations program, som anbefales af sundhedsmyndighederne:
3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 1 og PCV-1
5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 2 og PCV-2
12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 3 og PCV-3
15 mdr.: MFR 1
4 år.: MFR 2
5 år.: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
12 år.: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3 (MFR 2 til...
RS virus
RS-virus eller respiratorisk syncytialvirus er i vintermånederne den hyppigste årsag til akut bronkitis hos små børn og RS-virus kan også udvikle sig til lungebetændelse.
RS-virus er meget smitsomt og det rammer typisk børn under to år og ofte er børnene under seks måneder. Det er især større søskende, som smitter de mindre søskende, som så kan blive rigtigt syge og kræve indlæggelse. RS-virus er dog sjældent livstruende og barnet kommer sig igen uden men.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer