Svar: Svært at være mor

---

Kære KH

Tak for dit ærlige og beskrivende brev:o)

Det første jeg vil sige til dig er, at jeg er ret sikker på at du er en god mor. Du har jo fuldstændig ret i at en som lader sit eget barn ligge og skrige i en barnevogn skal ikke passe dit barn - det lyder jo nærmest som magtanvendelse og bestemt ikke som omsorg.

Da du er uddannet pædagog, så ved du jo rigtig mange ting om børn, børns udvikling, tilknytning, samspil, dannelse af relationer, deres behov osv. Og selvom du nu står i en ny situation som mor og ikke som pædagog (der er stor forskel på de to ting) så har du trods alt en faglig ballast og en faglig viden - og den må du simpelthen holde fast i!

Du må et eller andet sted finde din styrke i teorierne og det du tror på og du må holde fast i at det du vælger at gøre for dit barn, det vælger du fordi du ved og tror på at det er det bedste. Derfor ved du også at INGEN børn tager skade af at blive vugget, tværtimod. Det har intet med forkælelse at gøre og det er ikke dårlig vane på den måde, at barnet ikke vokser fra det, for naturligvis gør de det.

Hvor mange børn man har siger ikke noget om hvor god en mor man er. Så det må du lige lægge fra dig. At være en god mor handler om at kunne se sit barn, være i stand til at tage vare om det, vurdere om det er sulten, skal have skiftet en ble, skal vugges lidt, hjælpes med at finde roen, tale med det når det har brug for det, hjælpe det med at sove, når det er behovet.

At være en god mor handler også om at kunne rumme barnets følelser. At kunne rumme når barnet er ked af det, vred, frustreret ligesåvel som at kunne rumme, når det smiler, kluk-ler og pludrer lystigt. At kunne rumme handler om at kunne bære det uden at ville ændre det og uden at tage det personligt.

Nogle gange ved man jo ikke hvorfor barnet 'brokker sig' og der er i princippet ikke noget i vejen med at sige 'hvad brokker du dig nu over?' - det handler om hvordan man siger det. I princippet så hjælper det faktisk nogle gange at sige tingene højt og tale med sit barn og det er faktisk anbefalelsesværdigt f.eks. at sige 'Er du bare så ked af det', 'bliver du bare så sur lige nu', 'Hvad er det du vil fortælle mig..' osv. Men du skal naturligvis gøre det med rolig stemmeføring og ikke med en frustration som 'hvis du ikke tier stille nu, smider jeg dig ud af vinduet'. Hvis du får sådanne tanker, så må du søge hjælp og i første omgang hos egen læge.

Det er et stort problem at du ikke finder opbakning hos din mand og det er altså ikke fair at få at vide 'du gør tingene helt forkert' - det er både sårende og nedværdigende og bestemt ikke befordrene for dit selvværd og din følelse som mor.

Og hvad er det lige du gør forkert? Ting kan jo gøres på mange måder og ting gøres også forskelligt, naturligt affødt af den baggrund man har, det antal børn ...

---

---

... man har osv. Det er klart at hvis man har 5 børn, så bliver man nødt til at have en vis form for ro, regelmæssighed og renlighed - ellers er det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Men det er vel ikke nødvendigvis til alles bedste?

Du har et barn og en anden opvækst. Selvom din mor sikkert også har haft sit at se til:o) så har din opvækst været anderledes fordi I er forskellige familier. Og sådan er det jo - vi gør tingene forskelligt. Derfor skal I også - du og din mand - finde ud af, hvordan I vil gøre. Og jeg tror det er meget vigtigt at I sætter jer og taler om, hvad syn I egentlig har på børneopdragelse osv.

Og det er her du skal bruge din faglighed. Du skal holde fast i hvad du ved om børn. Du skal holde fast i de teorier du kender. Og så skal du holde fast i hvad du fornemmer i dit hjerte! Du skal ikke gøre noget i forhold til din lille dreng, som giver dig en dårlig mavefornemmelse - du skal holde fast i det du som mor mener er bedst for ham og dig.

For selvfølgelig kan du passe din egen dreng. Selvfølgelig kan du det! Det er godt at du har god kontakt til din sundhedsplejerske og jeg tænker at du skal ringe til hende, eller måske har hun en mail og så bede hende aflægge dig et ekstra besøg. Det er vigtigt at du taler med hende om hvordan du har det og det er enormt vigtigt at hun fortæller dig, hvad hun ser du kan i samspillet med din søn, så du tror på at du kan.

---

---

Det er vigtigt at du er opmærksom på om du kan have en efterfødselsreaktion, måske en grad af en fødselsdepression. Det er svært for mig at vurdere gennem et brev. Men uanset hvad så lyder det som om at du har det rigtig svært lige nu og det bør du tale med nogen om. Din sundhedsplejerske eller din læge.

Og til sidst vil jeg lige sige at I forhold til det med at blive puttet i egen seng og blive vugget.... tja det med fjernsyn ovenpå er da en god idé, så I er i nærheden. Der er jo også forældre som monterer hjul på tremmesengen, men i første omgang er det nok ikke nødvendigt:o)

Prøv at sidde lidt med din dreng i armene ved siden af hans seng. Giv ham mad, så han er mæt og rolig. Svøb ham godt i dynen, selvom han sikkert er en stor dreng allerede, så er det godt at sidde lidt tæt pakket. Giv ham evt. lidt bryst igen. Måske har nogen i familien en gyngestol, som du kan låne. Så kan du sidde med ham i den og vugge stille og roligt, kærligt og omsorgsfuldt...

Se på ham, lyt til hans vejrtrækning og put ham, når du fornemmer at han er træt men endnu ikke sover helt. Han skal nå at fornemme at han bliver lagt i sin seng, men samtidig på et tidspunkt, hvor han så med en tætsluttende dyne og en hånd på kroppen og måske en sut vil acceptere at sove videre i sin seng.

Rigtig meget held og lykke og stort knus herfra. Jeg håber at du kan bruge mine tanker lidt videre. Pas godt på hinanden:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---