Svar: Vores barn er meget kræsen

---

Kære forældre

Tak for jeres meget fyldestgørende brev. Jeg kan til fulde sætte mig ind i jeres situation, for det med maden har fyldt rigtig meget altid, dethar som I selv skriver, altid været rigtig svært og af flere forskellige årsager, har I måtte have stor fokus på det. Det betyder også at der sagtens kan være noget rigtigt i det I skriver med, at jeres dreng er vokset op med fokus på maden og det pres der ligger omkring det at spise. Samtidig har han nu nået en alder, hvor han er helt bevidst om hvad det gør ved jer, når han lukker munden sammen.

Der er ingen tvivl om at netop det at lukke munden og skubbe maden væk nok er det største 'magtmiddel' som børn kan have. De kan nægte at få ble på, nægte overtøjet og huen men disse ting kan man jo, ved at holde dem, påføre dem. Det kan man ikke med maden. Man kan ikke 'tvinge' barnet til at spise og slet ikke til at synke og det betyder at forældre jo ofte gør alverdens krumspring for at få barnet til at tage føde til sig. Helt naturligt, fordi man jo ønsker at barnet skal trives og have det godt.

Uanset hvad man gør som forældre, om det er at lokke med en belønning, lave specielle retter til barnet eller andet, så er barnet blevet centrum for middagsbordet og hvem vil ikke gerne være det:o) Derfor er det ofte meget nødvendigt, at man prøver at fjerne fokus fra barnet og barnets indtag og samtidig at man ikke diskuterer hen over bordet om barnet spiser eller ej og hvad barnet spiser. Det er vigtigt at servere en tallerken med lidt forskelligt foran barnet og så lade barnet gå igang.

Når det er sagt, så er der jo også børn der af forskellige årsager kan være meget selektive i deres madvaner. Altså hvor det 'ligger i barnet selv' og ikke skyldes påvirkning af jer forældre. Der er f.eks. børn som i perioder spiser meget efter farver. Det slår mig, når jeg læser jeres brev, at jeres dreng er mest glad for havregrød, rugbrød med leverpostej, franskbrød og så frugt - er det alt slags frugt eller er det f.eks. mest æbler, pærer, lys melon? Jeg spørger naturligvis fordi jeg tænker at havregrød, brød, leverpostej, æble og pærer osv. er lys og grålig, let brunlig mad. Så kunne det tænkes at han vælger mad efter disse farver og således generelt vælger de meget stærke farver fra?

Grøntsager har jo f.eks. meget stærke farver og det har noget frugt også, men jo ikke al slags frugt. Så det er en af de ting, jeg synes I kan medtænke.

Hvis det viser sig, at han vælger meget efter farve i øjeblikket, så prøv at lade noget af maden tage udgangspunkt i de lyse og brunlige farver. Ved siden af at han får dette, så må han naturligvis gerne tilbydes noget andet, som en kontrast. Det kunne f.eks. være lidt rød peberfrugt eller lidt ærter - altså noget som lyser op ved siden af den anden mad på tallerkenen, noget som skiller sig ud.

I forhold til det med at 'det ligger i ham selv' så lyder jeres egen forklaring med hans udvikling jo plausibel. Det kan godt være at han er lidt mere umoden, når det handler om maden. Men det betyder jo også at tiden vil arbejde for jer, selvom det nok bliver en lidt lang proces:o)

Derfor tænker jeg også at han gerne må være med til at lave noget mad. Hvis han selv begynder at deltage lidt i køkkenet, så kunne der måske glide lidt ned undervejs. Hvis han f.eks. sad på/ved køkkenbordet imens du skar agurk, tomat osv. til en salat og han hjalp med at komme det i salatskålen, så kunne en lille bid måske ryge ind i ...

---

---

... munden og I kunne tale om grøntsagerne, hvad de hedder, mmm smager godt osv. I begyndelsen vil han sikkert ikke putte det i munden, men hvis det er sjovt, så vil det måske stille og roligt komme. Måske kunne I også finde en lille kniv som han selv kunne prøve at skære med. Det tager tid, men det skal være sjovt at spise og det bliver ofte lidt sjovere, hvis man selv har været med i processen. Er der samtidig gledet noget ned lidt før, så er det ikke nødvendigt at have samme fokus på, hvad der glider ned ved middagsbordet.

Hvordan man skal gøre opdragelsesmæssigt er jo en balance imellem at stille krav, som han kan klare, være konsekvent og så også tage hensyn til at han måske er lidt umoden og måske har interesse for mad efter farve.

Helt overordnet, så mener jeg ikke det er forkert at kræve at man sidder ved bordet, når man spiser. Jeg er ikke tilhænger af at børn render rundt og får en ske eller en bid mad tilbudt i farten, når de passerer bordet. Derfor synes jeg det hører med til opdragelsen at I spiser sammen og I forhold til dette bør være en vis konsekvens.

Det vil dog samtidig være nødvendigt at I serverer noget mad, som I ved han kan lide. Da I ved at han gerne spiser brød, så kunne det f.eks. være en idé at der altid er mulighed for at få lidt brød sammen med sin aftensmad. Et lille stykke flûtes, en ½ skive rugbrød med lidt smør eller lignende, som tilbehør til den øvrige mad. Simpelthen for at undgå en situation med at han græder i stuen efter rosiner og I er i køkkenet. Så er der noget at komme efter.

---

---

Der er ingen garanti for at han spiser andet og her kræver det så at I er meget tålmodige. Ros ham for at have siddet ved bordet sammen med jer, det var rigtig dejligt og når han så er færdig med at spise, så lad ham gå i stuen. Selvom han ikke er så gammel, så tænker jeg at det vil være rigtig godt at I begynder at fokusere på det gode han gør, sætter ord på. Også når han kommer tilbage og måske viser interesse for at være med ved bordet igen - "har du lyst til at være med, dejligt, så sæt du dig på din stol". Og IKKE "hvis du har rejst dig, så er du færdig med at spise". Igen en balance, for han skal jo også lære at så længe han spiser sit brød, så sidder han ved bordet, brøddet skal ikke med ind i stuen.

Derudover så tror jeg I virkelig skal prøve at sige til jer selv, at I har en dreng som ikke spiser særlig meget. Det er svært nogle gange, men det er okay. Han vokser fint som han skal og han er en rigtig sød og dejlig dreng. I kan ikke tvinge ham til at spise og han er som han er. I tilbyder ham rigtig god mad, har rigtigt gode holdninger til kost og ernæring, I sørger for at spise sammen, I er opmærksomme på hans behov og tilbyder - men mere kan I heller ikke gøre. I bliver derfor nødt til at tro på, at han nok skal klare sig og det skal nok komme stille og roligt. At han spiser godt om morgenen er jo virkelig et plus og frugt er jo også en rigtig god ting:o)

Nogle gange er det rigtig svært, når børnene ikke er som vi gerne vil have dem til at være, når de gør det modsatte af hvad vi vil have dem til. Når det handler om mad, så er det også et stort problem, hvis det går ud over barnets trivsel og ender med at kræve indlæggelse, men det er jo slet ikke sådan hos jer og derfor må I prøve at finde roen i jeres hjerter og tro på at det nok skal gå. Hold fast i alt det gode han gør og at han rent faktisk spiser.

Rigtig meget held og lykke med ham fremover:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---