Svar: Vil ikke spise aftensmad og opdragelse

---

Kære Mette

Din plan for maden i løbet af dagen ser umiddelbart fin ud og her fortsætter du bare på samme måde. Med hensyn til alder og kræsenhed, siger man normalt at det netop er vigtigt at tilbyde så meget forskelligt som muligt før barnet er et år, da de fleste børn efter 1 års alderen ikke længere har samme nysgerrighed for at smage nyt, de vokser ikke længere så meget og spiser derfor ikke så meget og de bliver langt mere selektive og lukker hyppigere munden.

Jeg synes det er rigtig vigtigt at I bliver ved med at lade ham få noget af jeres mad og så prøve at acceptere at han om aftenen ikke spiser særlig meget. Sådan er børn forskellige,- nogle børn spiser meget lidt om morgenen, men langt mere om aftenen, andre børn er rigtig gode til at spise om morgenen, men spiser så ikke så meget til aften. Det er okay, så længe han spiser og har interessen for det.

Så kan man diskutere hvorvidt du skal "servicere" i form af andet tilbud til ham om aftenen. Her er min holdning at du skal servere det samme for ham, som I andre får (med mindre det er sushi eller et eller andet andet specielt som ikke er for børn) og lade det være helt naturligt at I spiser det samme. Hvis han så efterfølgende er mere sulten, så er det fint at give ham lidt frugt. Det er sundt og godt og det ligger ikke for tung i maven.

Jeg har mødt familier, som når de kom på besøg hos nogen, havde leverpostejsmadder med hjemmefra. Og med beskeden "Det ved vi han godt kan lide og det er det eneste han spiser". Det synes jeg er et skråplan. Naturligvis kan en sund og rask dreng spise almindelig mad. Og måske er netop det at skulle spise ude, netop det som skal til for at bryde det ellers gængse mønster. Nå det var bare en lille historie:o)

Hvad er opdragelse? Altså hvad er det du mener med at opdragelse sker før 2 år? Umiddelbart tænker jeg at vi jo lærer hele livet og vi lærer ved at indgå i forskellige sociale sammenhænge, hvordan vi skal opføre os i forhold til andre mennesker. Jeg synes derfor ikke man kan sige at opdragelse skal være før 2 års alderen.

Når barnet er helt lille, så er det meget afhængigt af sine forældre. Det lille barn er hjælpeløst og kan ikke overleve uden at forældrene tager sig af det og vi er i forhold til mange andre pattedyr rigtig lang tid om at kunne klare os selv.

De lidt større børn som ...

---

---

... din dreng, har stadig brug for at man tager sig meget af dem, sikre at de ikke kommer til skade eller udsætter sig selv for farer. Sørger for at de får ren ble, mad, søvn osv. men samtidig også at de lærer at give mere udtryk for deres følelser, at de begynder at bruges sproget osv.

At være 2 år er en rigtig svær alder, både for barnet og for forældrene. På den ene side er din dreng dybt afhængig af dig og på den anden side øver han sig også i at kunne nogle ting selv. Han øver sig også I at adskille sig fra dig og finde sit eget jeg og derfor kan der let opstå konflikter.

Konflikter opstår f.eks. som hos jer med bleskift, eller når der skal støvler eller sko på, når flyverdragten ikke vil lynes eller når æblet er skrået i både og det skulle have været skrællet..... Det er en alder hvor der ikke er langt imellem grin, latter og charme og gråd, ulykkelighed, vrede.

Der er ingen tvivl om at din søn godt ved nu, at han ved at gøre nogle bestemte ting, kan få en reaktion fra jer. Når han f.eks. smidder maden på gulvet og bevidst ser på jer imens han gør det, så ved han godt at det giver opmærksomhed og det er netop hvad han ønsker at få.

---

---

Når han gør noget I ikke vil have, så skal I sige nej, eller stop. En kort melding, som viser at det vil I ikke have. I skal ikke være søde i stemmen, heller ikke vrede, men mere bestemte og sige nej! Slut. Gør han det igen, så lad en handling følge med, enten ved at flytte ham ned fra bordet, nu er han færdig med at spise, eller også ved at flytte tallerkenen.

Nu ved jeg ikke hvordan det er hos jer, men jeg oplever tit at forældre taler alt for meget. Når deres dreng hoppe i sofaen, så lyder det fra mor "peter, hvad laver du? Må du godt det der? Hvad er det vi har snakket om, Peeeeter, hvad er det nu du ikke må osv." Det duer ikke! I stedet bør man, efter min mening, gå hen til Peter, stille og roligt sige "Jeg vil ikke have at du hopper i sofaen, den går i stykker" og sætte ham ned på gulvet. Hopper han op igen, så tager man ham atter ned og siger Nej! og finder gerne et alternativ, som han kan gøre i stedet, eller som man sammen kan gøre i stedet.

Der er en bog som hedder "Ka selv, vil selv - men du må hjælpe mig", skrevet af Grethe Kragh Müller. Den handler netop om børn i alderen 1-3 år. Prøv at låne den på biblioteket.

Fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---