Svar: Mad og raseri, knap 11 måneder

---

Kære Ronjas mor

Tak for dit meget fint beskrevne brev.

Det er rigtig fint at Ronja selv har valgt amningen fra. Det går altid lettest på denne måde, altså vel at mærke hvis både mor og barn er parate til at stoppe. Mange børn siger selv fra omkring 10 mdr´s alderen, så Ronja er "lige efter bogen" - og det er hun faktisk meget.

Hun er en rigtig dejlig, livlig 10 mdr´s pige, med alt hvad det indeholder. Hun er nysgerrig, har gå på mod, prøver grænser, prøver sig selv af, prøver jer af, undersøger og oplever verden i stor stil. Fra at have været kravlende, er hun nu i oprejst stilling og oplever verden fra en ny vinkel. Det er super godt.

Hun ved rigtig meget og hun har allerede nu lært, at det gør noget ved jer, når hun kniber munden sammen. Ved du at netop det at knibe munden sammen er det største magtmiddel, som børn har? Det får alle forældre til at blive urolige. Vi ved jo at vores børn skal spise og drikke for at vokse og trives.

De første spiseproblemer grundlægges derfor ofte i 9-12 mdr´s alderen. Barnet kniber munden sammen når skeen kommer og samtidig giver de udtryk for at de selv ønsker at spise på den måde de nu motorisk kan meste det. De bekymrede forældre ser på hinanden hen over bordet og begynder ofte at diskutere hvad og hvordan barnet skal spise og det varer ikke længe før barnet finder ud af, at det ved sin adfærd kan komme i centrum ved middagsbordet.

Lyder det genkendeligt? Det er derfor rigtig vigtigt at I prøver at sætte maden på bordet for an jeres datter, når I andre også spiser og så lader I hende spise, hvad hun har lyst til.

Når det er sagt, så er det også meget vigtigt at portionerne ikke er for store og dermed for uoverskuelige for hende. Hvis hun er en lidt hurtig pige, så prøv at finde en ensfarvet tallerken og placer kun ganske lidt mad af gange på tallerkenen, simpelthen for at hun ikke skal miste fokus.

Dernæst skal der også være plads til maden. Jeg kan godt forstå at I er gået tilbage til flasken og det er naturligvis gjort i bedste mening, for et eller andet skal hun jo have! Men det duer bare ikke, desværre. Mælken giver hende en kortvarig mæthedsfornemmelse og måske lidt ro i maven, men den tager pladsen op for den egentlige mad og så har hun ikke lyst til at spise, hun føler ikke sult. I Danmark taler man om mælkedrankere:o)

Når jeg lægger mængden af mælk sammen, så får hun ca 800 ...

---

---

... ml på flaske samt mælk i form af yoghurt, i maden osv. Det er alt for meget. Hun behøver ikke mere end 500ml og det er alt incl. altså også en portion yoghurt, mælk på grøden osv. Så hendes indtag skal faktisk halveres.

Det er vigtigt at I skruer mælkeindtaget ned, da det vil give hende lyst til at spise mere af den fastere føde, som så vil mætte hende mere og i sidste ende være med til at give en bedre søvn til jer alle.

Prøv at fokusere mere på at hun spiser end på hvor meget der glider ned, - ½ dl grød er bedre end ingen ting. Prøv at tilbyde hende ekstra vand, så hun får væske nok, men ikke mættes på samme måde som hvis det er mælk.

Når hun protesterer mod maden ved bordet, så skyldes det ofte to ting. Enten at hun ikke er sulten nok, eller også at mængden er for uoverskuelig. Hvis du følger ovenstående, så burde det altså hjælpe jer videre.

Samtidig skal du også overveje om hun prøver grænser, altså om hun efterspørger en reaktion, hvad sker der hvis jeg gør sådan og sådan. Det samme, når hun sparker og slår. Hvis hun prøver dig af, så er det vigtigt at du siger stop! så hun ved at her gik grænsen. Det nytter ikke noget med lange forklaringer i den alder det kan hun slet ikke forholde sig til, men kort og præcist, og hvis du samtidig kan få en handling til at følge med, så vil hun bedre kunne huske det. Ikke at hun så ikke førsøger igen, men på et tidspunkt vil der være et 'lille nej', som lyder inden i hende og hun vil måske kunne nå at stoppe sig selv.

---

---

En handling kunne være at flytte hende. Hvis hun f.eks. smidder med maden, så kan hun komme ned fra bordet og så er hun færdig med at spise. Eller du kan flytte hendes tallerken. Hvis hun sidder på skødet, er på puslebordet eller lignende og sparker, slår mv. så sæt hende ned på gulvet, med et stop! eller nej! Hun skal jo også lære at det vil I ikke have.

Hun gør det ikke bevidst på den måde at hun ved hun rammer jer og det gør ondt. Men det kan I jo lære hende ved at sige Højt AV! og Stop! eller lignende.

Bær endelig ikke nag, med vær parat til at tage imod hende med det samme.

Og prøv så at tage det lidt roligt med maden, selvom det er rigtig svært. For hun lyder ikke til at mange noget umiddelbart:o)

Fortsat held og lykke:o) Og jeg kan godt se ud af dit brev at du har været flittig læser af brevkassen, - det er dejligt at du har kunne bruge nogle af mine råd. Tak:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---