Svar: Afviser far og håndtering af temperament

---

Hej med dig - eller hej med jer:)

Tak for dit brev og fine beskrivelse af, hvad I oplever omkring jeres datter.

Det er helt almindeligt, at børn i perioder foretrækker den ene forælder frem for den anden. Det sker især, når det ene forældre tilbringer mere tid sammen med barnet, end den anden forælder gør.

I jeres familie er du den, der altid har stået for at opfylde jeres datters behov. Det er dig, der hjælper hende, når hun er sulten. Det er dig, som putter hende, når hun er træt. Det er dig, som skifter hendes ble. Det er dig, der trøster, når hun er ked af det. Jeres datter har, siden hun var ganske lille, fået rigtig mange erfaringer med sig om, at det er mor, som hjælper hende. Det betyder ikke, at hun ikke elsker sin far. Men hun har ikke lige så mange erfaringer med sig om, at far også kan hjælpe, når noget er svært.

Derudover, så har hun måske også fået en erfaring med sig om, at når far har forsøgt at hjælpe, og hun protesterer tilstrækkeligt, så kommer mor og tager over. Det kan give hende nogle erfaringer om, at mor er den, der plejer at hjælpe - og når noget er svært, så er det mor, som hun skal søge. Ligesom hun kan lære, at hendes protester får mor til at komme. Derfor giver det mening for hende også at protestere næste gang - for at få mor til at komme igen. Det bliver altså selvforstærkende.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at I er opmærksomme på fars følelser her. Det er meget smertefuldt at have glædet sig til at blive far og så opleve, at ens barn afviser en igen og igen. Derfor er det vigtigt, at far også kommer mere på banen i jeres familie.

Det er vigtigt, at far ved, at hendes afvisning ikke handler om kærlighed eller mangel på kærlighed - det handler om, at hun foretrækker det, hun har lært, det som er genkendeligt og som umiddelbart gør hende mest tryg. Det vil sige mor.

Når hun afviser kys eller kram, så må far gerne blive skuffet og ked af det. Det er helt naturligt at føle sådan. Men det er vigtigt, at han ikke bare trækker sig. Jeres datter bliver naturligt mere og mere bevidst, og også mere undersøgende. I takt med at hun bliver ældre, så vil hun naturligt forsøge at finde ud af, hvad der sker, når hun gør noget bestemt. Det gælder f.eks. "når jeg afviser far, så bliver han ked af det?" Ja det gjorde han, jeg prøver at afvise ham igen. Simpelthen for at lære, hvad det hun gør, gør ved andre.

Derfor er det vigtigt f.eks. at sige "du har ikke lyst til kram lige nu. Det er helt okay. Jeg er lige her." Så far ikke trækker sig men bliver i nærheden. En anden god ting vil være, at far f.eks. lærer hende at lave highfive eller lignende. Så han ikke holder op med at vise hende kærlighed og opmærksomhed, men i stedet forsøger at finde en måde, som de to har kontakt på.

Det er også vigtigt, at far nu får mulighed for at være hendes omsorgsperson, og her kommer f.eks. svømmehalsture ind. En fast rutine med besøg i svømmehallen i weekenden har mange fordele. For det første, så gør de to noget, som er far-datter-ting. Mor er ikke med - du laver noget andet imens. Og i svømmehallen er der er bad, omklædning, trøst, fysisk kontakt og masser af nærhed. Det handler ikke om kys og kram, men om at hun i svømmehallen er helt afhængig af far og fars hjælp - og hun kan netop der opleve, at det er trygt og dejligt at være tæt på far. Hun lærer, at fars arme, fars favn, også er et godt sted at være.

Samtidig så kan de pjaske og lege sammen. Han kan trøste, hvis det bliver lidt for meget. Og han kan vise hende, at han passer på hende. Det vil være guld værd for dem begge, fordi hun her netop får nogle erfaringer med sig om, at far naturligt også kan hjælpe hende, når noget er nyt, anderledes eller svært. Og far vil forhåbentlig opleve, at lillepigen smiler til ham, søger hans hjælp, griner sammen med ham og faktisk ...

---

---

... nyder at være sammen med ham - det vil styrke fars selvtillid.

Og så får du jo en reel pause, hvilket du har brug for:)

I kan også lave nye små aftaler, hvor far får nogle små faste opgaver i forhold til jeres datter. Det kan være, at far f.eks. står for at give morgenmaden i weekenden, eller at han står for et bestemt bleskift hver dag - at det f.eks. er ham, der giver hende aftenbad, skifter ble og gør hende klar til natten, hvorefter mor tager over. I skal ikke kæmpe om putningen, hvis det går bedst med mor så er det mor, der putter. Det kan også være, at far og datter kan have en fast daglig rutine, hvor de går i haven, triller en tur i barnevognen eller lignende. Noget som bliver deres faste tid, deres rutine.

Det hele skal naturligvis passes ind efter hendes reaktioner, I skal ikke kæmpe far igennem, hvis hun bliver helt fortvivlet. Men at skabe nogle ens rutiner vil hjælpe jer alle tre på sigt.

Hvad så, når hun græder og kræver mor... Det vil være godt, hvis du er i nærheden, så du kan bakke op om far. Du kan f.eks. sige "far hjælper dig, mor er lige her, det er helt okay". Det gælder uanset om det er bleskift, jakken og skoene, der skal på eller ved middagsbordet, hvor I sætter jer for at spise. Du skal sætte ord på, at far hjælper, og du er der, alt er fint.

På samme måde kan far også sætte ord på, hvis lillepigen protesterer. Far kan f.eks. sige "du vil gerne have mor. Det forstår jeg godt. Nu hjælper far dig." Sagt stille og roligt, så hun mærker roen - og samtidig hører, at I faktisk forstår hvad hun siger eller giver udtryk for. Og så fortælle hende "jeg skynder mig, så kommer du ind til mor bagefter".

---

---

Det er rigtig godt, hvis far også blot kan være i nærheden, lege lidt med klodser, bygge puslespil, trille med en bold, eller hvad det nu kan være. Lad jeres datter komme hen til far, blive nysgerrig på far og henvende sig selv til ham. Uden at far presser på og f.eks. spørger "vil du lege med far?". Far skal være tilgængelig, og så skal I prøve at lade jeres datter opsøge ham. Lad hende tage kontakt.

Når hun sparker, slår og samtidig griner, så er det, fordi hun stadig ikke forstår, hvad det er hun gør. Hun kan både være overvældet over en situation, eller hun kan være nysgerrig efter at undersøge jeres reaktioner. Det hører som nævnt alderen til, og det betyder ikke, at hun synes, det er sjovt at slå jer, eller at hun er ligeglad med jeres følelser.

Børn i denne alder har svært ved at stoppe en impuls - de er meget impulsstyrede. De reagerer med følelser, og samtidig mangler de sprog. Når hun slår ud, river eller sparker, så er det vigtigt, at I reagerer roligt, tydeligt og konsekvent. Hvis hun f.eks. hiver far i skægget, så skal han sige "AV. Det gør ondt. Jeg vil ikke have, du hiver i mit skæg." Samtidig skal han løsne hendes hånd, og hvis hun gør det igen, så skal han sætte hende fra sig. At sætte hende fra sig, altså at lade en handling følge med, når han siger AV eller NEJ, kan hjælpe hende med bedre at huske, at her skete noget, som far ikke brød sig om.

Og det samme skal du gøre. Hvis hun sparker eller slår ud efter dig. Så skal du ikke grine, ikke skælde højlydt ud, men bestemt og roligt forklare hende, at det her er forkert - fjerne hendes hånd, sætte hende fra dig eller flytte dig lidt væk. I kan også vise hende, hvad hun gerne må gøre "du må gerne ae mig" eller lignende.

Hvis slagene kommer, fordi hun ikke vil krammes eller løftes, så skal I lytte til dette. Så er det vigtigt at sætte hende ned, hvis det altså er et sikkert sted, ellers er I nødt til at holde hende fast, trods protester.

Jeg håber, at du/I kan bruge mine tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke til jer begge fortsat - og læs også meget gerne min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---