Svar: Selvstændighedsfase og børnehaveopstart

---

Kære forældre

Tak for jeres brev og meget grundige beskrivelse af jeres datter:)

Jeg får en meget bedre indtryk af jeres datter, når jeg læser, hvad I skriver i dag. Som jeg læser jeres brev, så har jeres datter rigtig meget brug for tryghed, forudsigelighed og kontrol. Og hun har naturligt endnu ikke vænnet sig til at være i børnehaven, som er en ny og stor verden, selvom hun kender institutionen. Jeg er helt med på, at nogle af hendes reaktioner kan handle om alder, selvstændighed og afprøvning af egen vilje, men det lyder også som om, at jeres datter på forskellig måde forsøger at sige "det her kan jeg slet ikke overskue endnu".

Jeg vil prøve at gå igennem nogle af de udfordringer, som I beskriver og tage dem et af gangen.

1. I forhold til børnehaven så synes jeg, at I skal bede om et egentlig møde omkring hendes trivsel. Ikke fordi 6 uger er for lang en indkøring, men fordi der er nogle ting, som jeg tænker, at institutionen er nødt til at hjælpe med.

I fortæller noget meget positivt, nemlig at jeres datter har fundet en god veninde, som hun leger rigtig godt. Hun kan også afleveres uden større problemer, når veninden eller en tryg voksen er til stede. Og hun har en enkelt gang kunne deltage i samling og lydbogslæsning. Det viser, at hun faktisk godt kan, når hun føler sig tilstrækkeligt tryg.

Men, det er vigtigt at reagere på, at hun fortsat undgår alle situationer, som er voksenstyrede. Hun deltager ikke i samling, hun deltager ikke i måltiderne, hun deltager ikke i lydbogslæsning og på legepladsen - i stedet opholder hun sig alene i garderoben.

Jeg synes, at der ligger en pædagogisk opgave i at hjælpe hende her. Hun skal naturligvis ikke tvingens ind i fællesskabet, men hun skal hjælpes derind. Det er desværre nok ikke noget, som kommer til at ske af sig selv.

Derfor tænker jeg, at I skal tale med lederen og stuepædagogen om, hvordan de tænker, at de kan hjælpe hende. Hun behøver ikke gå fra garderoben til at sidde med i rundkredsen eller ved middagsbordet fra den ene dag til den anden. En løsning kunne f.eks. være, at hun deltager i rummet, at hun sidder sammen med en kendt voksen eller med sin veninde ved siden af sig. At hun måske deltager i 10 minutter eller til de har sunget to sange. Og næste gang er hun så med lidt længere.

Ved middagsbordet kunne reglen være, at hun sidder med, men at hun ikke behøver spise. Hun kan igen sidde ved siden af en kendt voksen, have sin trygge drikkedunk, sidde på en stol fremfor den taburet, som hun har været utryg ved osv. Når de skal på legepladsen, kan hun måske sammen med en voksen få en konkret opgave "du kan hjælpe mig med at tage spandene ud". Igen, så hun gradvist deltager i aktiviteterne og støttes i at være der.

Normeringen lyder dog til at være et problem. Hvis der i de perioder, hvor jeres datter har allermest brug for hjælp, reelt står én voksen til 20 børn, så er det svært at give jeres datter den støtte, som hun har behov for. Derfor synes jeg godt, at I kan spørge lederen af institutionen, hvordan de kan organisere sig, så jeres datter får hjælp til at deltage og ikke sidder alene. Det er helt okay, at hun måske ser garderoben som en sikker base, men hun skal hjælpes ud derfra.

Derudover så skal hendes indtag af mad og væske tages alvorligt. Hvis hun kommer hjem og tydeligt er både sulten og tørstig, fordi hun intet har indtaget i børnehaven, så er man også nødt til at lave en plan for dette. Her ville jeg f.eks. ikke kræve, at hun skal drikke af samme glas eller kop som de andre børn. Hvis hendes drikkedunk giver hende væske, så må den prioriteres fremfor glasset. Måske kan hun også spise en lille smule kendt mad, før hun præsenteres for en masse nye fødevarer og smage.

Hvis pædagogerne laver en målrettet pædagogisk indsats, og der stort set ikke sker nogen ændring, så tænker jeg, at PPR skal inddrages. Der er tilknyttet børnepsykolog til institutionen, og det kan være en god idé at få en sådan tilknyttet jeres datter for at forstå, hvad jeres datter egentlig har brug for, for at kunne deltage sammen med de andre børn.

2. I forhold til struktur derhjemme, så vil jeg anbefale, at I indfører en helt fast rutine, når I træder ind ad døren. Det kan f.eks. være at I kommer ind, jakke og sko tages af og placeres et fast sted. Hun kommer på badeværelset og får vasket hænder, og så sætter I en tallerken på middagsbordet. I skal ikke længere spørger hende, hvad hun vil have, at spise, når I kommer hjem fra børnehaven. I siger blot "I dag er der bolle, æg og agurk." Så hun altid får mindst en ting, som hun kan lide - og så sin trygge drikkedunk. Hun sætter sig på sin stol.

I må vurdere, om I skal sidde sammen med hende, eller om hun vil have det bedre med at sidde der alene, imens I laver lidt praktisk, så hun mærker, at I stadig er der for hende, men at I ikke sidder og "overvåger" hende. ...

---

---

... Hvis det virker trygt for hende, at I sidder der, så kan I spise sammen, eller I kan læse en historie højt, som et lille fast ritual. Det lyder som om, at hun ofte nyder at få læst en bog.

3. Jeg synes ikke, at I skal tage sutten fra hende lige nu. Hun bruger sin sut til at finde ro efter en lang dag, og der er ikke grund til at fjerne den nu. Men I må gerne begynde at give sutten nogle rammer. Det er f.eks. godt, at hun ikke har sut i munden, når hun løber rundt og leger. Hun skal heller ikke have sutten i munden, når hun taler til jer. "Du skal lige tage sutten ud, så jeg kan høre, hvad du siger" :) Sutten er til, når hun skal hvile sig, skal sove eller måske sidder sammen med jer i sofaen og får læst en bog og finde ro. Men når der er ro over hende, så skal sutten lægges et bestemt sted, hvor den så ligger klar til næste gang hun har brug for den.

4. Jeg tænker ikke, at I har givet hende vanskeligheder med børnehaven, fordi I er for eftergivende. I har naturligt forsøgt at finde de løsninger, som har givet jer færrest konflikter, og det er helt forståeligt.

Når det er sagt, så lyder det dog som om, at jeres datter har brug for at I bliver lidt mere tydelige i jeres opdragelse. I en alder af 34 måneder, er det ikke ret meget, som hun behøver tage stilling til. Der er rigtig mange beslutninger i hverdagen, som I skal tage uden at spørge hende. Det betyder ikke, at I ikke må spørge hende, hvad hun gerne vil have på at tøj, eller hvad hun gerne vil have at spise - det handler mere om, hvad det reelt er, I spørger hende om.

I stedet for at spørge "hvad vil du have på?", så kan I spørge "vil du have de grønne eller de blå bukser?". Hun har et valg mellem to dele, men I bestemmer, at hun skal have bukser på.

I stedet for at spørge "hvad vil du spise?", så kan I som nævnt sætte en tallerken foran hende "der er brød, æg og tomat" - og så kan hun selv bestemme, hvad hun vil spise. En anden mulighed er f.eks. at spørge "vil du have yoghurt eller brød?" og så kan hun vælge mellem disse to ting. I bestemmer hendes valgmuligheder.

I stedet for at acceptere, når hun siger, at hun vil hjem, når I er nogen steder, så kan I f.eks. sige "du vil rigtig gerne hjem. Det kan jeg godt høre. Vi bliver, til vi har drukket kaffe, så tager vi hjem." På den måde vil hun høre, at I lytter til hende, I forstår, at hun er ved at være træt, men det er jer, der bestemmer, hvornår I kører.

---

---

Det betyder ikke, at I skal overhøre, hvis hun er fuldstændig overvældet. Nogle gange kan det være nødvendigt at køre. Men hun har brug for også at opleve, at selvom det er svært for hende, så har I styr på det, I kan godt bevare roen og er der stadig for hende. Måske kan hun sidde på skødet og på den måde være der lidt længere tid sammen med jer.

Anerkendelsen af jeres datter og hendes behov ligger ikke i, at I giver hende hendes vilje. Den ligger i, at I ser hende, forstår hende, lytter til hende, samtidig med at det stadig er jer, der bestemmer.

5. Når hun slår, sparker og bider, så er det vigtigt, at I forsøger at afkode, hvad der sker i den enkelte situation. Hun må gerne være fjollet og glad og lege med glimt i øjet, ligesom hun også meget gerne må være vred, frustreret, ked af det. Alle følelser er helt okay, men hun må ikke slå, sparke eller bide. Det er en helt okay grænse at sætte.

Det er helt naturligt, at børn i denne alder afprøver grænser, og det er helt naturligt, at de kan have svært ved at styre deres følelser. Når jeres datter gør det med et "glimt i øjet", så er det sandsynligvis fordi hun undersøger, hvad der sker, når hun gør sådan. Derfor er det vigtigt, at I her svarer tydeligt "jeg vil ikke have, at du slår/sparker/bider. Det gør ondt!" Og hvis hun gør det igen, så stopper legen.

Jeg vil også fjerne ae og kilde. Det tror jeg forvirrer jeres datter. I stedet så prøv at hjælpe hende med de ord, som hun mangler. Sig f.eks. "Hvis du gerne vil lege vildt. Sig "tumle". eller "Du er vred. Du må trampe i gulvet. Jeg vil ikke have, at du sparker mig".

I situationer hvor hun slår mor, for at få mor til at gå, kan mor f.eks. sige "Du vil gerne være alene med far. Du må du gerne ønske, men du får ikke mor til at gå ved at slå." Derefter kan I forældre så sammen beslutte, om mor skal gå eller blive. I skal være meget opmærksomme på, at I ikke havner i en situation, hvor jeres datter lærer, at hun netop ved at slå, kan få mor til at gå. På den måde kan det at slå pludselig blive en måde at kommunikere på. I stedet kan hun her måske også lære ordene "stop" eller "gå væk" eller lignende i stedet for at slå.

Jeg vil anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Den tænker jeg kan hjælpe jer lidt videre, og måske kan I læse den sammen og drøfte nogle af de eksempler, jeg giver i bogen:)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---