Svar: Problemer med madopstarten
Kære mor og familie
Tak for dit brev - og dejligt at høre fra dig igen. Det lyder som om, at jeres lille pige trives på alle måder, og udvikler sig i rigtig god retning. Dejligt:)
Hun er knap 6 måneder gammel, vejer 6.5-7 kg og drikker ca. 1000 ml modermælkserstatning i døgnet fordelt på 6 flasker jf. din dagsplan. Det lyder helt normalt og passende, og lige nu skal du derfor ikke ændre en masse her. De fleste børn har brug for de ca. 6 flasker i denne alder.
I takt med at hun begynder at spise mere mad, kan drikke vand af kop og få en del af sit væskebehov dækket her igennem, så vil antallet af flasker blive skruet ned. Og det betyder, at hun i 7 måneders alderen sandsynligvis vil trives med ca. 4 flasker, men der er jo en god månedstid endnu, og der kan ske meget de næste uger:)
Da hun er glad for grøntsagsmos, så synes jeg, at du skal forsøge at introducere lidt grøntsagsmos til frokost. Hun må gerne få grøntsagsmos både frokost og aften. Og det er en god idé at bygge videre på det, som fungerer. Samtidig kan det være med til at skubbe behovet for flasken før middagsluren, så rytmen nærmer sig det, du tænker på sigt vil fungere godt for jer:)
Det vil også være rigtig godt, hvis du giver hende mad i hånden. Du har fuldstændig ret i, at det kan være med til at bibeholde hendes interesse og give ekstra madglæde. Og det er helt rigtigt set, at hun synes det er sjovt at sidde med mad i hånden og selv prøve at føre den til munden. Det skal du bestemt lade hende gøre.
Du må gerne give hende ristede rugbrødsbjælker. Den kan du lave ud af et helt rugbrød uden kerner, som du skærer i bjælker af en voksens fingertykkelse. De bages i ovnen på risten i ca. 20 minutter ved 200 grader. Så de bliver lidt hårde i kanten, men stadig er lidt bløde i midten. De kan vænne hende til rugbrødssmagen, og når hun er vænnet lidt til det, så kan du f.eks. introducere lidt øllebrød til frokost i stedet for grøntsagsmosen en gang imellem - og når det fungerer, så give øllebrød til morgenmad. Og så her en gang imellem variere mellem øllebrød og havregrød.
Ellers er det vigtigt, at hun tilbydes blød mad i hånden. Hvis du kan klare griseriet, må hun i princippet gerne have grød eller mos på sine fingre, sidde og smage og sutte dette i sig. Du kan også lave grødkugler, hvor du bruger lidt mindre MME i grøden, opvarmer grøden lidt ekstra i mikroovnen, så grøden bliver mere fast, og du derefter kan forme den til kugler, som hun kan sidde med i hånden.
Det er også en god idé at give hende kogte eller bagte grøntsager. Hvis I laver kartoffelbåde i ovnen, eller koger lidt broccoli eller blomkålsbuketter, så må hun gerne få lidt af dette. Meget gerne med lidt olie eller smør på.
Hun må også gerne få moden blød frugt. Det kan være banan, pære, fersken/nektarin - uden skræl. Æble kan være meget hårdt, så hård frugt bør koges eller bages i ovnen, så det bliver mere blødt. Hun må også gerne få bær f.eks. hindbær, jordbær eller blåbær. Men igen skal de være helt bløde eller moses lidt f.eks. med en gaffel, før hun får det i munden. Jordbær kan være meget hårde og blåbær er farlige, når de er runde og glatte - så mos dem, tryk dem flade, før du giver dem i denne alder.
En god tommelfingerregel er, at maden skal kunne moses let mellem din tommel- og pegefinger, så er den blød nok for hende at få. Og så skal hun naturligvis altid være under opsyn, når hun sidder med noget i hånden og spiser.
Så mit råd vil være, at du starter med at tilbyde hende lidt mad i hånden, når hun sættes i den høje stol. Tilbyd hende også vand af kop, så hun lærer at drikke vand, og det bliver en naturlig del af hendes væskeindtag. Og så følger du efter med lidt mad på en ske og giver hende også gerne f.eks. lidt frisk moset frugt eller bær ind i munden, som hun kan smage lidt på. Alt sammen i en konsistens, som hun kan kapere, men så hun oplever variation i smag og forbinder det at spise med noget spændende og trygt - præcis, som du beskriver, at du allerede er opmærksom på.
Hen ad vejen skal hun naturligvis også tilbydes morgengrød, ligesom hun skal begynde med kød og fisk i sin grøntsagsmos, men det kan sagtens vente nogle uger. Det vigtigste lige nu er, at hun oplever måltiderne som noget rart, og at hun får lyst til at være med igen. Det er ikke vigtigt, at hun spiser mange forskellige ting ...
... eller store portioner. Når interessen er tilbage, så kan du langsomt bygge videre med mere variation, men lige nu er det vigtigste ro, rytme og madglæde ved måltiderne:)
I forhold til jeres nuværende dagsplan, så kunne rytmen se således ud:
Tidlig morgen 05/06: Flaske og sover videre, indtil ca. 7.30, hvor dagen begynder og I står op.
Morgen 08: Tilbydes evt. lidt frisk blød frugt i hånden, vand af kop og du må gerne tilbyde lidt grød her - MEN - det vil også være helt fint at holde pause fra morgengrøden, hvis du oplever, at det lige nu virker som et pres for hende. Små skefulde er helt okay, men hvis hun ikke er interesseret, er det også okay.
Formiddag 9.30: Flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 12: Tilbydes kogte grøntsagsbuketter, ristede rugbrødsbjælker eller lignende i hånden og du følger efter med lidt grøntsagsmos. Igen tilbydes blot den mængde, som hun viser lyst til. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca. kl. 13-13.30
Eftermiddag 16-17: Flaske og puttes til en ekstra powernap. Det er naturligt, at hun lige nu stadig har behov for denne lur, men det kan godt ændre sig i løbet af den næste måned. Det er ikke sikkert, men du må se, hvad tiden bringer.
Aften 18-19: Grøntsagsmos. Meget gerne med udgangspunkt i de grøntsager, som I voksne spiser om aftenen. Og gerne suppleret med ristede rugbrødsbjælker, kogte eller bagte grøntsager i hånden. Vand af kop.
Flaske og puttes til nat. Lige nu kl. 20.30-21 - hvis hun begynder at springe powernappen om eftermiddagen over, vil hendes puttetidspunkt sandsynligvis komme til at ligge 19.30 (+/-).
Sen aften 23-01: Drømmeflaske. Tidspunktet for denne flaske kan også ændre sig i takt med at hun måske begynder at sove to lidt længere lure dagligt og springer powernappen om eftermiddagen over.
Så i forhold til jeres nuværende dagsplan, så er mit forslag, at du beholder flaskerne, men tilbyder grøntsagsmos til frokost før flasken og middagsluren. Du fortsætter med grøntsagsmos om aftenen, og grøden om morgenen kan I holde pause med lige nu og så forsøge at introducere stille og roligt uden pres om et par uger. Alternativt tilbyde lidt smagsprøver og mad i hånden, hvis hun virker interesseret.
Så I skal ikke skære ned i mælken lige nu. Hun har stadig brug for de 6 flasker i døgnet, og maden er stadig noget, hun er ved at lære:)
Husk at dagsplaner altid er vejledende og især i 6-månedersalderen kan appetit, søvn, antallet af flasker og mængden af skemad sagtens svinge fra dag til dag.
I forhold til maveproblemer og afføring, så har du helt ret i, at hun ikke lyder forstoppet, når hun har afføring hver morgen og afføringen ikke er hård. Presselyde er helt normalt, især fordi hun nu får mere fast føde og hendes mave, bækkenbund og tarm skal pludselig finde ud af at arbejde sammen på en ny måde. Du skal derfor se mere på, om hun begynder at græde, når hun skal af med sin afføring eller om der begynder at gå flere dage mellem afføringerne samtidig med, at hun måske virker utilpas.
Det er dog helt naturligt, at afføring vil ændre sig og blive tykkere, lugte anderledes, skifte farve og komme i et andet mønster, når hun går fra mælk til fastere føde:)
Når hun klynker, virker irriteret eller utilpas, og der nogle gange kommer tyk gylp, så kan det godt være, fordi mælken eller maveindholdet står og arbejder lidt ekstra i maven - og hun måske får lidt sure opstød, før det kommer ud som gylp. Når hun har gylpet det op, så falder der lidt ro i maven - og det er helt okay. Det kan sagtens ske i forbindelse med opstart af skemad.
Derfor er det rigtig godt, at du allerede er opmærksom på, at I skal gå lidt langsomt frem med skemaden. Det er bedre, at hun får lidt mad i hånden og mindre mængde grød og mos, ligesom lidt pauser undervejs og bagefter måltiderne er rigtig godt. Så du, præcis som nu, lader hendes mave få tid til at følge med:)
Du skal naturligvis være opmærksom, hvis hun begynder at virke smertepåvirket, græder meget, gylper voldsomt og pludselig virker til at trives dårligt. Så skal du kontakte jeres læge. Men ud fra det du beskriver, så lyder det lige nu helt okay og som noget naturligt i overgangen fra mælk til skemad.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og at jeg også har givet dig lidt ro med på vejen :)
Rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
Viden om børn:
Zoneterapi
Zoneterapi er en alternativ form for behandling, som bruges i flere situationer.
Nogle oplever, at det virker smertelindrende under fødslen, og andre synes, det hjælper, når deres barn græder meget på grund af mavekneb eller lignende.
Zoneterapeuter findes mange steder. Hvis man ønsker at få zoneterapi under sin fødsel, kan man spørge på fødestedet, om en jordemoder kan tilbyde dette. Hvis man ønsker at bruge zoneterapi til sit barn, så skal man selv finde en...
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








