Svar: Påvirkning af trist mor på baby

---

Kære søde du

Tusind tak for dit brev og for at skrive til mig :) Tak for dine meget ærlige og åbne tanker - det du beskriver er meget tungt at gå med alene, og det giver mening, at du føler dig overvældet, bange og usikker.

Jeg tager det du beskriver meget alvorligt, og jeg vil meget gerne svare dig og fortælle dig, hvad jeg tænker.

Det første jeg vil sige er, at der er intet, i det du beskriver, som tyder på, at din datter er følelsesmæssigt, udviklingsmæssigt eller socialt skadet. Det du beskriver, viser derimod, at hun har en mor, der mærker meget, en mor som rigtig gerne vil gøre det bedste, og en mor, der er meget presset, sårbar og hård ved sig selv. Det er ikke farligt for din datter - men det er hårdt for dig.

Du har ikke spoleret din datters appetit. Det er helt naturligt, at hun ved 6 måneders alderen protesterer, når flasken stopper - også selvom hun er mæt. Det er hyggeligt og rart, hun er glad for sin mælk, og at hun protesterer betyder ikke automatisk, at hun er mere sulten.

Nogle børn har også et stort suttebehov, og hvis hun bruger sut, så må du gerne give hende sutten, når hun har tømt sin flaske, så vil hun sandsynligvis falde til ro med den. Hendes suttebehov kan du også begynde at stille ved at tilbyde hende mad i hånden, som hun selv kan sidde med og gumle på, når hun spiser med ved middagsbordet. På den måde arbejder tiden lidt for jer her.

At hun virker gladere for at se andre end dig, hører jeg rigtig mange mødre sige. De tør ofte ikke sige det højt, men de skriver det til mig:) Det er helt naturligt, og det handler om, at du er din datters trygge base. Det er trygheden til dig, som gør, at hun tør vende sig ud mod verden, pludre og smile til andre. Derudover så er det helt naturligt, at andre kan være lidt mere spændende at studere og opleve, når hun er sammen med dig hele dagen. Det er ikke, fordi hun foretrækker andre, det handler mere om, at hun har en alder, hvor andre og alt det der er nyt og anderledes er ekstra spændende.

Med hensyn til pludren, så er børn meget forskellige. Nogle pludrer meget, andre er mere observerende, atter andre bruger deres energi på det motoriske. Det er naturligvis vigtigt, at du pludrer med hende hver dag og sætter ord på alt det, som I laver sammen. Du skal reagerer på hendes lyde, give hende tid til at svare og svare igen, som om du forstår alt, hvad hun siger til dig. Men det lyder det også som om, at du gør. Hvis hun har pludret og pludselig stopper med at pludre, så skal du være opmærksom, for det kan være tegn på, at hun har problemer med hørelsen.

Så er der dine grådanfald og din frygt for, at du skader din datter. Det er vigtigt, at du ved, at dine følelser ikke er farlige. Men det er ikke godt, hvis du står alene med dem. Derfor er det vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det. Ud over din mand, så kan du også ...

---

---

... tale med din læge. Bed om tid, så I kan tale tingene igennem, og tag evt. dette brev med, så det fremgår sort på hvidt, hvordan du faktisk har det.

Din datter tager ikke skade af, at du græder. Du fortæller også, at det ofte sker, når hun sover, når far er til stede, og at du og far taler fint sammen, I råber ikke ad hinanden, der er ikke nogen fare for, at I pludselig forsvinder fra hende eller lignende. Det er nemlig det, som børn tager skade af - hvis trygheden pludselig forsvinder eller hele tiden er uforudsigelig. Og du er der, som tryghed og som en omsorgsfuld og forudsigelig mor - og når du ikke er der, så er far der.

Stemningen derhjemme kan godt være presset, I kan godt være trætte, være stille sammen, der kan godt være tunge følelser imellem jer - men det der betyder mest er, at I er venlige overfor hinanden, at I er forudsigelige, og at der er plads til kram, ro og fysisk kontakt - og det beskriver du, at der er. Sådan læser jeg i hvert fald dit brev:)

Amningen er for dig en reel sorg. Det var en drøm, du havde, og du havde på ingen måde forestillet dig, at det ville være så svært. Måske har din mor, svigermor, søster, veninde eller andre givet udtryk for at amme, det kan man sagtens. Og det lyder som om, at du havde en forestilling om, at amning er det, der gør en til en rigtig mor.

Faktum er, at amning er rigtig svært, og der er mange faktorer, som skal fungere for, at det kan lade sig gøre. Der er derfor også rigtig mange ting, som spiller ind på, at det nogle gange ikke lykkes. Også selvom man kæmper og virkelig forsøger.

---

---

Faktum er også, at man ikke er en bedre mor, fordi man ammer sit barn! Moderfølelsen, omsorgen, kærligheden, at kunne se sit barn, lytte til og reagere hensigtsmæssigt på sit barn - det sidder altså ikke i brysterne - det sidder i hjertet. Der findes ingen undersøgelser, som viser, at børn får bedre følelsesmæssig trivsel af amning end af at få en tryg og kærlig flaske.

Jeg er ked af at høre, at du ikke føler dig taget alvorligt. Det er ikke rart at blive mødt med "det er helt normalt", eller "det skal du ikke bekymre dig om" eller lignende. Og det du beskriver, kan godt lyde som om, at du har en efterfødselsreaktion, en depression eller en belastningsreaktion - uanset hvad, så er det vigtigt, at du bliver taget alvorligt. Det er meget vigtigt, at du ikke føler dig alene.

Du er ikke forkert. Du har ikke ødelagt din datter. Du har ikke svigtet hende på nogen måde. Du er ikke alene - selvom du føler det sådan.

Jeg vil som sagt anbefale, at du beder om en samtale hos din læge. Du er ikke en dårlig mor, du er en mor, som har det svært, og derfor er det vigtigt, at du taler med din læge. Sammen med din læge kan I finde ud af, hvilken hjælp der er behov for, så du kan få det bedre:)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre og sender et stort knus herfra til dig!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---