Svar: Lære at høre efter

---

Kære mor til 2årig

Tak for dit brev :)

Lad mig begynde med at sige, at du bestemt ikke gør noget forkert!

Det du beskriver er en helt naturlig adfærd for et barn på 2.5 år. Det er også meget tydeligt, at du har læst meget om emnerne børn, opdragelse og udvikling - og det lyder bestemt ikke til, at du mangler viden eller tålmodighed. Og dejligt at høre, at du har læst flere af mine bøger - tak for det:)

Din dreng er, som du selv skriver, i gang med at udvikle sin selvstændighed. Han vil rigtig gerne selv, øver sig i at kunne selv, viser mere og mere egen vilje - samtidig med, at hans hjerne er styret af impulser og følelser. Han har en alder, hvor han stadig mangler ord, og hvor han ikke kan tænke rationelt eller fornuftigt. Derfor reagerer han ofte fysisk og med gråd og frustration.

Når han griner og løber væk fra dig, eller når han skriger i klapvognen eller smider sin tallerken og råber "NNEJ!" så er det ikke, fordi han er trodsig eller uartig. Det er fordi, han bliver overvældet i situationen og naturligt forsøger at have en vis kontrol - forsøger at give sig selv en følelse af, at hans mening og det han vil også tæller - og så kan han stadig ikke regulere sig selv og sine følelser. Han kan godt forstå dine ord, men han kan ikke følge, det du siger.

I alle de situationer du nævner - tøj, klapvogn og mad - så beder du ham om at samarbejde, hvilket han har rigtigt svært ved. Og jo mere han føler sig presset, jo mindre virker dine forklaringer eller din anerkendelse. Det er ikke forkert, det du gør, det er bare for meget for ham lige der.

I forhold til dit eksempel med tøj, sko og jakke, hvor han løber grinende væk fra dig, her vil det sandsynligvis hjælpe ham bedre, hvis du går roligt hen til ham, sætter dig i øjenhøjde og blot siger "Se her. Jakke på nu. Jeg hjælper dig." Vis ham jakken, så han kan se, hvad der skal foregå. Tag ham roligt ind til dig og begynd at give ham jakken på.

I forhold til klapvognen, hvor han skriger, spænder i kroppen osv. så har han her også behov for din fysisk kontakt og nærhed. Du kan lægge en hånd på ham, eller du kan give ham et kram, før du sætter ham i klapvognen. Nogle gange kan det også hjælpe at give ham en hånd og bede ham om selv at sætte sig op - netop for at anerkende hans lyst til at kunne og ville selv.

Det er vigtigt, at du bevarer roen i disse situationer og ikke med magt sætter ham i klapvognen og kører af sted med ham, imens han skriger panisk. Det er din fysiske kontakt og din ro, som som skal hjælpe ham til ro.

I forhold til maden, så kan det nogle gange hjælpe at tilbyde ham meget lidt ad gangen, så han ikke skal overskue for meget. Ofte vil det også hjælpe, hvis du sidder med ved bordet, så du fysisk er ...

---

---

... nær, men uden at du kræver noget af ham. Andre gange kan det faktisk være bedre, at du serverer maden for ham og selv går lidt til og fra, måske ordner din egen tallerken, før du sætter dig. Så du er til stede, men lidt på afstand.

Det er en balance - for på den ene side må han ikke føle, at du forlader ham, og han sidder alene med sin uro og svære følelser. På den anden side må han heller ikke føle sig presset til opmærksomhed og for meget øjenkontakt og snak. Så at sidde med ved bordet, men hvor du koncentrerer dig om din egen mad, drikker af din egen kop osv. kan nogle gange være en god løsning - så signalerer du, at det er spisetid, I spiser sammen, men du giver også ro til, at han kan koncentrere sig om sin mad.

Det er jo nogle korte øjebliksbilleder, du giver, men vær også opmærksom på, hvad der er sket op til disse situationer. Måske har han behov for at bevæge sig lidt, bruge sig selv fysisk, før han er klar til at få jakke på, spise med ved bordet, sidde i sin klapvogn. Ofte er det nemlig ikke jakken, klapvognen eller maden, som er problemet - men overgangen, som er svær for ham.

Når en konflikt opstår med en dreng på 2.5 år, så er det ofte fordi overgange er svære. Det kan være, fordi han har brug for at slutte en leg på en god måde, han er måske sulten eller træt, overgangen kommer for hurtigt, eller måske har han for meget energi i kroppen til, at han kan tage jakke på eller sidde stille i klapvognen eller ved bordet.

---

---

Nogle gange kan det derfor være en god idé at forberede ham "Én mere, så færdig", "vil du sige farvel til...", "vi lægger den her, så venter den, til vi har spist". Meget gerne sagt sammen med lidt fysisk kontakt i form af et kram, en hånd på ryggen, at du sætter dig i øjenhøjde med ham osv. Ikke som en trøst, men for at sikre, at der er forbindelse mellem jer.

Derudover, så er det ofte en god idé at inddrage ham, netop for at anerkende hans vilje og selvstændighed. I stedet for at sige, at han skal have jakke på, så kan du spørge "vil du trække lynlåsen op" eller "skal jakken eller skoene på først", så han føler, at han har medbestemmelse. Du bestemmer, at jakke og sko skal på, men han har indflydelse på rækkefølgen.

På samme måde kan du i forbindelse med spisning lade ham være med til at dække bordet, han kan måske selv bære sin tallerken hen, selv klatre op i sin høje stol og sætte sig parat. På den måde hjælper du ham med at forstå skiftet, at det er spisetid, og du anerkender hans lyst til at kunne selv, bestemme lidt selv.

Jeg tænker, at hvis du kan se lidt på situationen lige før jeres konflikter ofte opstår, så vil det måske hjælpe dig og ham lidt videre:)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---