Annonce

Annonce

Svar: Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder


19. januar 2026

Kategori:
Alder:
3 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære mor

Tak for dit brev og velkommen til - og stort tillykke med lillebror :)

Det lyder som en rigtig svært ammestart, og jeg kan godt forstå, hvis du er udmattet og følelsesmæssigt presset.

Nogle gange så hjælper klip af tunge og læbebånd desværre ikke så meget, som man håber på. Det kan stadig være svært for lillebror at skabe et stabilt vakuum, og det kan være svært for ham at koordinere det at sutte, synke og samtidig trække vejret. Derfor vil han slippe ofte og få for meget mælk for hurtigt, så han kløjs i det - præcis som I oplever. Det er ikke, fordi du gør noget forkert, eller fordi han har en "dårlig vane". Det er mere noget mundmotorisk, som er svært.

Når han søger brystet så ofte, som han gør, så tænker jeg, at det handler om, at brystet giver ham ro. Når han ligger med brystet i munden, så mærker han din varme, han fornemmer din vejrtrækning, han kan dufte dig osv. og det hjælper ham med at slappe af. Det handler altså ikke kun om at få mælk, men om at finde tryghed og ro.

Når man ikke er mere end 3 måneder gammel, så kan man ikke regulere sig selv ned. Hans nervesystem er stadig umodent, og det betyder, at han f.eks. ikke vil kunne trøste sig selv og finde ro, når han er ked af det. Her vil han bruge dig og spejle sig i din ro, når du går med ham, vugger ham - og giver ham brystet.

Samtidig vil han ofte skifte søvnstadie efter ca. 25-30 minutter, og her vil han godt kunne have en tendens til at vågne op i stedet for at komme videre i søvnen. Nogle børn har i denne alder også stadig en aktiv moro-refleks, så de spjætter og får vækket sig selv, og det kan også ske hos jer. Så jeres lille dreng falder egentligt hurtigt i søvn, men han når ikke den dybe søvn - i stedet vågner han op.

Problemet her er, at når han sover så kortvarigt, som han gør om dagen, så vil han naturligt have mere behov for tryghed og ro i din favn - og det gør, at behovet for brystet i munden stiger. Det bliver altså en ond cirkel, hvor han har svært ved at spise effektivt og derfor bliver træt og falder i søvn - han sover dog let og ustabilt og vågner efter 30 minutter, hvor han stadig ikke har mærket roen i kroppen, så hans stress-niveau er højere, end da han faldt i søvn. Det gør, at hans behov for din favn øges, og brystet bliver eneste løsning - men amningen er igen krævende for hans system, så han bliver træt og falder igen i en let og for kort søvn...

Han vågner altså ikke hele tiden, fordi du gør noget forkert, men fordi hans nervesystem lige nu ikke kan gøre andet. Og for at hjælpe ham, så tænker jeg, at det vigtige at vænne ham til er at finde ro uden at behøve brystet i munden og også hjælpe ham med at sove lidt længere og dermed dybere søvn.

Har du f.eks. en bæresele? Hvis han kan sidde hos dig, så får han din kropskontakt og nærhed. Du kan også bevæge dig rundt og give ham lidt bevægelse, hvilket vil berolige ham, og han vil i bæreselen stadig kunne mærke og dufte dig. Han kan altså hjælpes til ro uden at behøve brystet i munden. Det kunne være en god idé at putte ham i en bæresele efter amning, når han er træt, men ikke overstimuleret eller har grædt længe.

Bæreselen skal være ergonomisk og støtte hans ben i frøstilling (M-position), det er vigtigt, at han ikke hænger i selen, men kan mærke din overkrop tæt på sig, og han skal sidde højt nok til, at du kan nå at kysse hans hoved, og han skal vende med hovedet ind mod dig - ikke fremad:)

Far kan også bære ham, når han er hjemme. Og I må gerne gå rundt med ham, så han hjælpes til ro med de samme rolige bevægelser. Nogle gange kan bæreselen være overgangen til barnevognen, så han starter med brystet, bliver puttet i bæreselen og derfra så puttes over i barnevognen, hvor han så forhåbentlig kan sove lidt videre.

Du må naturligvis også gerne putte ham i barnevognen og trille ham en tur. Når han vågner efter 25-30 minutter, så læg en hånd på hans brystkasse, vug barnevognen let, sig lidt beroligende ord eller lignende og se om du på den måde kan holde ham sovende. Det behøver ikke være en ...


Annonce

... meget lang lur, men kan han gå fra 30 minutter til 50 minutter kan det gøre en stor forskel for både ham og jer.

Når sutten ikke fungerer, og den igen og igen falder ud af munden, så er det nok fordi han har svært ved at holde vakuum. Når det er svært ved brystet kan det også være svært med sutten og for ham er det måske lige nu mere arbejde end hjælp og sutten giver ham derfor ikke den ro, som han behøver.

I må gerne forsøge med sutten, og måske skal I prøve en anden type for at se, om han vil have lettere ved at holde vakuum omkring en anden model. En rund klassisk sut af blød naturgummi er for nogle børn lettere at holde om end en sut i silikone. I kan også forsøge med en "ortodontisk", "anatomisk" eller flad form, for at se om det kan gøre en forskel for jeres dreng. Men når det er sagt, så er det også helt okay, hvis han lige nu ikke bruger noget i munden, fordi det kan kræve ekstra arbejde af ham. I stedet vil han måske have glæde af en putteklud, en lille nussekanin eller lignende, der dufter af mor:)

En løsning om dagen kan også være, at du lægger dig med ham i dobbeltsengen og ammer ham liggende der. På den måde får han maksimal kropskontakt og minimal stimulation. Det giver ham bedre mulighed for at blive i søvnen efter amning. Samtidig vil tyndekraften også ofte nedsætte hastigheden mælken løber med, så han får lidt mindre mælk ad gangen, og hans tendens til at kløjs i mælken bliver nedsat. Det kan give ham længere og dybere søvn.

Du kan blive liggende, til han har passeret de 25-30 minutter og være der for ham, når han går fra et søvnstadie til et andet, så du med bryst, nærhed, hænder osv. hjælper ham videre - og gradvist kan du så forsøge at liste dig væk fra ham. Du skal her naturligvis sikre dig, at han ikke kan trille ned af sengen. Hvis han på denne måde kan sove længere, så vil det være rigtig godt. Det vil ofte også give en roligere opvågning og dermed mere ro bagefter:)

Med hensyn til amningerne aften og nat, så skal I være opmærksomme på, at børn i jeres drengs alder ofte dier meget hyppigt om aftenen. Det er helt naturligt, hvis han mere eller mindre ligger ved brystet hele aftenen. Om aftenen er mælken mere koncentreret, og når han dier lidt og tit, så får han små mængder koncentreret mælk i maven. Det mætter ham ekstra til natten og gør, at han så kan sove en længere søvnstræk der. Det skal han derfor have lov til - faktisk er det rigtig godt, fordi du/I så også kan få lidt nattesøvn, hvilket naturligvis er vigtigt.


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Du slutter dit brev af med at spørge, om du skal acceptere lillebrors brystafhængighed - og jeg tænker, at til en vis grad så ja - for nu:)

Brystafhængigheden er ikke en dårlig vane, eller noget du har skabt eller gjort forkert. Det er, fordi jeres dreng har brug for den ro og tryghed lige nu. Men, det betyder naturligvis ikke, at han skal have brystet i munden hele tiden, eller at du "bare skal holde ud". Det er helt okay, at du har brug for aflastning, og det er helt okay, at I stille og roligt arbejder på at få lagt nogle pauser fra brystet ind. Det tænker jeg sker, hvis han stille og roligt hjælpes til at sove længere, fordi søvnen vil være med til at skabe ro i kroppen, og det vil være med til at give mindre behov for brystet. På den måde brydes den cirkel, som I lige nu befinder jer i.

Du gør det rigtig godt. Du har reageret på lillebrors signaler og søgt hjælp tidligt. I har både talt med ammevejledere, fået tunge og læbebånd klippet, været ved osteopat. Du bliver ved, selvom det er svært - det er rigtig god forældreomsorg.

Det er godt, hvis I forældre kan hjælpe hinanden, og måske skal det planlægges lidt, så du får frigivet tid til et bad eller måske kan gå en tur uden baby og med storebror. Det kan også være, at I alle fire kan gå en tur sammen, hvor far bærer lillebror i bæreselen, så du har hænderne fri - til at holde enten far eller storebror i hånden :)

Jeg håber, at du/I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Jeg glæder mig til at følge jeres lille familie!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.

Amning før og efter fødsel

Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...

Læs hele brevet og Helens svar


24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Flaske og Nestlé

Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Strømper

Strømper skal passe til barnets fod og gerne være en lille smule længere.

Til de spæde børn, kan man købe frotté strømper som er dejligt bløde og med næsten ingen elastik og dermed ikke noget, som strammer.

Strømper kan være af uld, bomuld eller af et blandingsprodukt og det kan være en god idé at medtænke, hvad materiale du vælger at købe strømper i. Til børn der sveder meget, kan uld være en fordel. Det samme gælder om vinteren, hvis dit barn f.eks. skal have...

Læs mere i Babylex

Navle

Hos det nyfødte barn sidder stadig en rest fra navlestrengen, som vil falde af, af sig selv, når barnet er mellem ca. 5 dage og tre uger gammelt. Det er normalt at det kan bløde fra navlen i denne periode og det kan også lugte fra navlen, da det er en forrådningsproces der sker.

Du skal være opmærksom på at navlen ikke begynder at lugte for meget, da det kan være tegn på infektion. Hvis navlen lugter gennem barnets tøj, er det for meget. Hvis der er rødme omkring navlen, kan...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Først og fremmest tusind tak for denne form for brevkasse - den er helt fantastisk for en 1. gangs mor som mig, som altid er bekymret for om jeg nu gør tingene godt nok:-) Så et tak herfra.

Helle, mor til dreng på 1 år


Annonce