Svar: 7.5 måneder datter meget knyttet til mig

---

Hej med dig

Tak for dit brev, det er rigtig godt, at du skriver :)

Du har helt ret i, at der er tale om "en fase i jeres datters udvikling" - denne fase kaldes separationsfasen.

Når et lille barn bliver født, så skal barnet og forældrene knytte sig til hinanden. Det sker gradvist i takt med, at I lærer hinanden at kende og er sammen hver dag. Et tegn på, at jeres datter er i færd med at knytte sig til dig/jer er, at hun følger dig mere med øjnene, hun smiler mere til dig end til fremmede, og det er dig, som hun søger, når hun bliver ked af det eller f.eks. bliver forskrækket. Et vigtigt tegn på, at hun er tryg er, at hun bruger dig som en sikker base, hvorfra hun kan udforske verden. Når hun sidder på dit skød, så tør hun måske charmere andre lidt mere, fordi hun ved, at du er der, og du passer på hende. Hun er derfor lidt mere modig, når hun er sammen med dig.

Når hun begynder at kravle og rent fysisk begynder at bevæge sig mere selvstændigt ud i verden, så rammer hun det vi kalder for separationsfasen. Hun øver sig i at være lidt på afstand af dig både motorisk og mentalt. Det er svært for hende, for på den ene side har hun rigtig meget brug for at se dig hele tiden, og på den anden side, har hun også brug for at prøve at være i verden lidt på egen hånd.

I denne fase - som især ofte ses i 7-10 måneders alderen, vil du derfor opleve det, som du så præcist beskriver: Hun bliver rigtigt ked af det, hvis du f.eks. går på toilettet eller i køkkenet i løbet af dagen og lader hende være alene i stuen. Hun har brug for at se dig for at forstå, at du ikke er forsvundet fra hende. Og når du vender tilbage, så lyser hun op i et stort smil, løfter måske armene op mod dig og signalerer "tag mig op", fordi hun er oprigtigt glad for at se, at du stadig er der.

Det samme kan ske om aftenen, når hun skal sove. Det kan pludselig blive ekstra svært at putte hende. Hun protesterer mod at komme ned i sin tremmeseng, og kan også her blive rigtigt ked af det, hvis du går fra hende. Hun har brug for at du sidder hos hende, holder om hende eller holder hende i hånden, for at hun føler sig sikker på, at hun ikke bliver forladt. og om natten kan hun på samme måde vågne og søge ekstra kontakt og nærhed.

Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvor du går hen, når du går - hun føler blot, at du forsvinder fra hende, og så føler hun sig alene. Hun er også så lille, at hun ikke kan forholde sig til tid, så hun ved ikke, om du er væk i 3 minutter, 3 timer eller 3 dage - hun mærker bare, at du er væk, og det er derfor, at hun bliver så ked af det.

Jeg plejer at sige, at hun skal have sit mor-depot fyldt op, så hun har noget at tære af, når du går. Derfor er det rigtig godt, at du er der for hende, giver hende den ekstra nærhed og fysiske kontakt, som hun viser behov for - samtidig med, at du naturligvis gerne må opfordre hende til, at det er okay med dig lidt på afstand.

Det betyder, at når hun f.eks. kravler lidt ud i verden og kigger tilbage på dig, så kan du sige "mor er lige her. Kravl du bare videre," så du opfordrer hende til at prøve selv.

Du må også gerne gøre ting uden hende. Du kan f.eks. sige "jeg går lige ud i køkkenet ...

---

---

... og henter vand. Jeg kommer tilbage igen." Eller "jeg går lige ud med skraldet, så kommer jeg ind til dig bagefter". På den måde lærer hun, at du godt kan gå kortvarigt væk, så kommer du tilbage, præcist som du har sagt. Det er her naturligvis vigtigt, at du holder, hvad du lover.

Det er også en god idé at være i rummet ved siden af, hvor hun stadig kan høre dig og evt. se dig - fordi du stikker hovedet frem i døren. "Jeg er lige her, skat." På den måde lærer hun, at du ikke nødvendigvis er helt forsvundet, du kan være lige på den anden side af væggen. Det bliver naturligt lettere for hende at forstå dette, når hun bliver bedre til at kravle og derfor kan bevæge sig efter dig og søge dig, når hun savner dig.

Når du er nødt til at gå - f.eks. når du skal ud, og far bliver hjemme sammen med hende, så er det vigtigt, at I har et fast farvelritual og vinker farvel. Det er vigtigt, at du ikke lister dig væk, men at hun faktisk ser, at du går. Og et fast ritual vil på sigt gøre overgangen lettere for hende. Selvom hun bliver ked af det, så har hun far hos sig - han er en tryg og vigtig voksen, og hun har netop brug for at vide og mærke, at han naturligt passer på hende, når mor går. Hun kan derfor være helt rolig ved situationen.

Da det er dig, der går hjemme, og hvis far gerne vil på banen, så vil det være rigtig godt, hvis far og datter kan have et fast ritual sammen. Det vil f.eks. være rigtig godt, hvis far er den, der giver jeres datter godnatgrød og aftenbad hver aften. Jo mere far gør alt det, som leder op til putning, jo lettere vil han naturligt have ved at putte hende senere. Lige nu, hvor hun er så tryghedssøgende, så fungerer det sandsynligvis bedst, at det er mor der putter - men på sigt vil det naturligvis være dejligt, hvis far også kan putte.

---

---

Det er også rigtig godt, hvis far kan gøre nogle dagligdagsting som at give jeres datter overtøj på, når I skal ud af døren, skifte hendes ble osv. Hvis far har svært ved at få lov til dette, så kan du støtte ved at være i nærheden og anerkende far. Du kan f.eks. sige "far hjælper dig. Jeg er lige her." På den måde bakker du op om, at far naturligvis også kan - det er ikke kun mor, der dur.

Det er helt naturligt for alderen, at jeres datter bliver lidt frustreret, når hun ligger på maven. Det er fordi hun vil mere, end hendes krop helt kan endnu - og det er rigtig hårdt arbejde at ligge på maven. Det kræver mange kræfter. Mange børn vil i jeres datters alder hellere sidde op end de vil ligge ned, men det er stadig rigtig godt, hvis I lægger hende på maven dagligt - flere gange om dagen. Nogle gange kan hendes frustration også være det der gør, at hun pludselig finder nogle kræfter, som hjælper hende med en ny stilling.

Vær opmærksom på, at det kan være svært at se jer på samme måde, når hun ligger på maven. Og kontaktbehovet er naturligt stort. Prøv derfor at lægge dig ned på maven foran hende, så I ligger ansigt mod ansigt. Og når hun ligger og leger lidt alene, så vær i nærheden, så hun stadig kan se dig og høre dig, og du kan motivere, opmuntre og betrygge lidt på afstand.

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre - og at det også giver lidt ro med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---