Annonce

Annonce

Svar: Fridage fra institution


9. september 2025

Kategori:
Alder:
3 år, 6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære mor

Tak for dit brev og alle dine tanker - og tusind tak for dine søde ord til mig!:)

Jeg synes, at det du fortæller lyder rigtig godt! Det er virkelig dejligt, at du har muligheden for at holde dine børn hjemme, når du har fri i løbet af ugen - og at du prioriterer det. Du har fuldstændig ret i, at det er vigtigt at nyde muligheden, så længe I har den, for når de begynder i skole, så er den mulighed ikke til stede mere.

Du har også helt ret, når du skriver, at du oplever, at dine børn får mange stimuli i institutionen, og at de ofte bliver mættet af de dage, de har været af sted. At tilbyde dem en fridag fra institutionen kan være med til at forebygge overtræthed og "nedsmeltninger", og det er bestemt værd at prioritere.

Når I er hjemme, har du mulighed for at passe dagen ind efter børnenes behov - I bestemmer fuldstændig selv tempoet, I kan lege inde eller ude, tage på tur, besøge bedsteforældre osv. som det passer ind. Og er der behov for en hel dag, hvor man bare tuller rundt i nattøj, så er der også plads til det. Det er guld værd.

Derudover, så er der ingen tvivl om, at dine børn får mere nærvær derhjemme, end de gør sammen med en pædagog. Selvom pædagogerne kan være super dygtige, og dine børn går et rigtigt godt sted, så vil der naturligt ikke være samme opmærksomhed på hvert barn, og der vil ikke være kærlighed og omsorg på samme måde, som du kan give dem. Tid alene sammen med dig vil naturligt styrke jeres forhold til hinanden.

Så, du skal bestemt ikke have dårlig samvittighed over, at du giver dine børn fridage fra institutionen. Det lyder til, at I alle trives med den løsning, og det lyder rigtig godt!

Når det så er sagt, så er der naturligvis noget, som du skal være opmærksom på. Og det er især, hvis der sker noget særligt i institutionen en dag. Det kan være en tur, de skal på, det kan være besøg af en politibetjent, fødselsdagsfejring eller måske skal de fotograferes. Det er godt, hvis dine børn kan være i institutionen, når der sker "særlige aktiviteter". De har brug for at dele disse oplevelser sammen med deres venner, og det vil være vigtigt for dem, at de kan tale med om disse oplevelser.

Især for en 3 årig vil det være vigtigt ikke at føle sig "udenfor" fællesskabet, og din datter vil naturligt begynde at lægge mærke til, hvis de andre taler om noget, som hun ikke har været en del af. Det vil også styrke børnenes relation, hvis de kan tale om de fælles oplevelser, som de har haft, en situation, som de måske har grinet af sammen og kan mindes osv.

Derudover skal du naturligvis også være opmærksom på, om der laves særlige forløb for børnene. Til jul skal de måske gå Lucia og øver sig på dette gennem flere dage. Det kan være de har et "naturprojekt", hvor de samler blade, taler om træer, dyr eller andet - og hvor det kan være vigtigt, at dine børn deltager, for at de kan tale med om og være en naturlig del af disse ting.

Nogle dage vil kunne have fokus på bestemte kompetencer som f.eks. sprog, motorik, sociale øvelser og lignende. Og selvom du gør meget hjemme, så kan det være svært at gøre det samme. Så ...


Annonce

... hvis pædagogerne anbefaler, at dine børn deltager i disse ting, så vil det naturligvis være en god idé at lytte til det.

Det er derfor vigtigt, at dine børn føler sig som en del af institutionens hverdag, selvom de har fridage af og til. Det er vigtigt, at de føler, at de stadig har samme oplevelser, som deres venner, og at de ikke "går glip" af noget vigtigt. Og er der planlagt bestemte forløb, som pædagogerne anbefaler, at dine børn vil have glæde af at deltage i, så vil det være rigtig godt at prioritere dette.

Derfor er det godt, hvis du kan tale med institutionen om planlagte aktiviteter. Måske kan dine børn holde fri en anden dag eller måske kan de deltage i aktiviteten og så blive hentet tidligere, så der på den måde er lidt fleksibilitet. Måske har institutionen en ugeplan eller månedsplan, så I kan planlægge hjemmedage uden om faste forløb i institutionen. Og hvis I en dag må springe over, så kan du jo altid tale med institutionen om, hvad de har lavet - har de samlet blade i skoven, så kan I jo også gøre det:)

Og så skal du naturligvis også holde øje med, hvordan dine børn reagerer. Hvis de virker mere udhvilede, glade, sover godt, I har færre konflikter, og de glæder sig til både hjemmedage og institutionsdage, så er alt godt - det er tegn på, at det fungerer. Men hvis de begynder at græde mere, eller de måske fortæller, at de andre har lavet noget "uden mig", de mister lysten til at komme af sted, eller hvis pædagogerne fortæller, at de er så meget væk, at de mister tråden i f.eks. sprog- eller motorikforløb, så kan det være en god idé at give dem halve dage, hvor de f.eks. kan deltage i disse forløb. Det kan også være, at de i en periode vil have glæde af en fast ugentlig fridag, fordi det giver en mere fast rytme og dermed forudsigelighed - det må I finde ud af hen ad vejen.


Helens bog om børn og opdragelse
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og opdragelse" - tydelige voksne giver trygge børn

Der er ingen tvivl om, at dine børn kan lære meget af at være i institution. De lærer f.eks. mange sociale spilleregler - som at vente på tur, kunne dele, løse små konflikter og alt det man f.eks. øver i grupper, som senere hænger sammen med at blive skoleparat. De lærer også om fællesskaber, tilhørsforhold, de udvikler vigtige venskaber og oplever følelsen af at være en del af gruppes fortælling. Ligesom sprog, motorik osv. kan styrkes.

Der er heller ingen tvivl om, at det nogle gange kan være bedre at være i institution og lege med sine venner, hvis alternativet hjemme f.eks. er at sidde foran en skærm hele dagen. Problemet med at have børn hjemme i dag er, at stort set alle børn er i institution, så der er ikke andre børn at lege med, når man er hjemme. Og børn har brug for at lege, brug for at bruge deres krop, brug for oplevelser - også med andre børn.

Men, at børn er i institution betyder ikke, at de skal være der hver eneste dag eller mange timer hver dag. Det er rigtig godt, hvis man kan finde balancen mellem institutionsliv og hjemmeliv. Så brug institutionen aktivt, men tilpas også jeres hverdag til dine børn, så de stadig får fridage, hvor I laver noget som familie.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan siger du farvel til røde babynumser

Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling

Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

6. oktober 2026 | Diverse | 18 mdr.

Hvordan passer jeg på mig selv som fuldtidsmor?

Kære Helen Jeg kunne godt tænke mig lidt generel sparring på, hvordan man...

Læs hele brevet og Helens svar


3. september 2026 | Diverse | 2 år, 8 mdr.

Valg af børnehave - 2 år, 8 mdr.

Kære Helen Vi skriver angående vores dejlige datter, som er 2 år og 8...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Moderkagebiopsi, moderkageprøve

En moderkagebiopsi kaldes også for Chorion Villus Samling eller CVS. Moderkageprøven laves for at undersøge for kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme hos fosteret.

Moderkageprøve laves, når du er mellem 11. og 16. graviditetsuge. Prøven laves normalt ved, at der stikkes en tynd kanyle ind gennem maveskindet. Det føles ofte som at få taget en blodprøve, men kanylen bevæges ofte lidt frem og tilbage, fordi man derved kan få taget en lille bid af moderkagen ud. Man scanner før...

Læs mere i Babylex

Barnevogn

Når I skal købe en barnevogn er det vigtigt at I gør jer klart, hvad vognen hovedsageligt skal bruges til.

Skal den mest stå på altanen, eller skal den bruges til at gå lange ture med. Skal den kunne bæres op og ned ad trapper? Og skal den kunne være i bilens bagagerum?

Det er også vigtigt at tænke på årstiden. Både sommer, men især om vinteren, er det vigtigt at både kassen og kalechen er vandtæt. Om vinteren er det vigtigt, at både sider og bund er godt...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for en super god side, med masser af gode og virkeligt kompetente svar, som jeg har brugt flittigt

Josefines mor


Annonce