Svar: Stadigvæk kræsen

---

Hej med jer

Tak for jeres brev - og hvor dejligt at høre, at jeres datter har fået det bedre og trives i sin børnehave. Det lyder som om, at der er sket rigtig meget både motorisk og socialt - hvor er det bare dejligt at høre!:)

Jeg vil meget gerne dele nogle tanker med jer, og så må I selv vælge til og fra, hvad I tænker, at I kan bruge:)

Når jeg læser jeres brev, så er det mit indtryk, at der sandsynligvis er flere forskellige årsager til, at jeres datter har nogle spisevanskeligheder. Du nævner blandt andet, at hun har haft gentagende urinvejsinfektioner - som jeg går ud fra, er blevet behandlet med antibiotika. Det kan både give smerter og give kvalme, og det vil naturligt ikke have gjort noget godt i forhold til mad og spisning.

Du fortæller, at hun både motorisk og socialt har haft det svært - og derudover nævner du, at du har en formodning om, at hun reagerer på madens konsistens. Nogle børn har det man kalder for sensoriske udfordringer. Det betyder, at deres nervesystem reagerer stærkere på sanseindtryk end hos de fleste andre børn - f.eks. kan de reagere på lyde, lys, berøring og også på smag og konsistens.

Og når det gælder mad, så kan det betyde, at maden simpelthen føles forkert i munden. Nogle børn synes, at maden smager meget surt, salt, fedt, stærkt, slimet osv. Andre reagere på madens temperatur og tekstur - f.eks. hvis det er grødet, trevlet, hårdt eller fedtet. Og nogle børn har svært ved at tygge eller placere maden rigtigt i munden, og så føles det svært at spise, så er det rigtigt svært at tygge og synke maden.

Hvis jeres datter har nogle sansemæssige udfordringer, så kan det være med til at forklare, hvorfor hun på forhånd ofte har besluttet sig for, at noget ikke smager godt - det handler sandsynligvis ikke om smagen i sig selv, men om en kropslig fornemmelse, som hun helst vil undgå. Og hvis det er dét, hun oplever, så giver det faktisk rigtig god mening, at hun netop vælger de madvarer, som hun vælger. De giver hende en form for kontrol. Hun kender disse madvarer, og det er trygt for hende at spise dem.

Det er vigtigt, at I forsøger at skabe ro og forudsigelighed omkring måltiderne. Jo mere fast rytme og struktur, I kan have, jo bedre er det. Det vil sige, at I skal spise på samme tidspunkt hver dag, spise samme sted (ved middagsbordet), holde de samme rammer omkring måltidet. Det vil sige, at maden serveres på samme måde - små overskuelige portioner, ikke overfyldte tallerkener. Man kan smage på det nye, men man SKAL ikke. Man bliver siddende ved bordet under måltidet, man rydder selv sin tallerken af bagefter - altså samme rutiner hver gang.

Det kan være en god idé at introducere én ny fødevare langsomt. Ganske lidt - bare en bid, eller en klat på hendes tallerken. Og ikke noget krav om, at hun skal spise det. Hun må lade det ligge, hun kan røre ved det, dufte til det, se på det - men hun behøver ikke smage på det eller spise det. Det kan f.eks. være kødsovs, når hun ofte ser at hendes søskende spiser dette med velbehag. Og det er vigtigt, at det serveres sammen med noget, som hun finder trygt - f.eks. pasta.

Udnyt, når I kan se, at hun bliver påvirket af at se sine søskende spise. Sig f.eks. "Jeg så, du kikkede på dem. Du kan jo prøve en lille smule, hvis du har lyst," så hun på den måde oplever det som et valg og ikke et krav. Det er vigtigt, at I giver hende en invitation uden at presse hende. På den måde vil hun mærke, at hun bliver set, uden at hun behøver skulle gøre noget bestemt, hun vil opleve, at det er helt okay at være forsigtig - samtidig med, at hun stadig er med i måltidet. Det er netop vigtigt, at hun oplever, at hun er okay, som hun er. Det er vigtigt, at I f.eks. ikke sammenligner hende med hendes søskende eller kommenterer på, hvordan de kan spise, og hun ikke kan. Det vil give hende følelsen af at være forkert, og ingen kan lide at føle sig forkerte.

Lad hende være med til at lave mad. Inviter hende med i køkkenet, da det ofte giver en tryghed og en nysgerrighed omkring maden - og uden at det handler om at skulle spise. I køkkenet kan hun røre, dufte, se og lytte til maden - uden at skulle smage. Og hvis hun har været med til at lave mad, så kan hun få en følelse af ejerskab "jeg har lavet det" og en stolthed over at kunne det.

Hun kan sagtens være med til at bage boller - hælde mel i skålen, røre i dejen (med fingrene, en ske eller en røremaskine), forme bollerne og lægge dem på bagepladen, pensle dem og drysse dem med sesamfrø, havregryn eller lignende. Hun kan skære bløde ting med en børnekniv, hun kan drysse ost på pizza, hun kan skylle tomater og lignende i vand, hælde udskårede grøntsager i en skål. Hun kan også dække bord osv. Jo mere hun kan være med, jo bedre er det.

I kan også lege med mad. Det er bestemt tilladt at lege med maden. F.eks. bruge kageudstikkere i brødet og lave rugbrødshjerter, eller I kan bygge ...

---

---

... med grøntsager. I kan lave smileyhoveder med frugt og grønt. Leg med mad er helt okay, da målet ikke er, at hun skal spise det, men at gøre hende tryg ved forskellig mad.

Du nævner særlig sensitivitet og for en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at det at være særligt sensitiv og have sensoriske udfordringer er to forskellige ting.

At være særligt sensitiv er et personlighedstræk - ikke en diagnose. Børn, som er særligt sensitive, bearbejder sanseindtryk med større dybde en gennemsnittet. De er ofte meget opmærksomme, meget empatiske, og de lægger mærke til detaljer, stemninger osv. De kan let blive overstimulerede i sociale, larmende eller uforudsigelige situationer. Men det handler mere om, hvordan de oplever verden følelsesmæssigt og mentalt, end det handler om, hvordan kroppen rent sansemæssigt reagere.

Det vil sige, at et barn, som er særligt sensitiv, kan blive meget urolig af at være til børnefødselsdag med meget støj og mange mennesker - ikke fordi lydene gør ondt, men fordi det hele føles overvældende og bliver for meget.

At have sensoriske udfordringer handler om, at barnet har svært ved at bearbejde sanseindtryk - altså om hvordan hjernen tolker input fra f.eks. berøring, lyd, syn, smag, bevægelse osv. Børn med sensoriske udfordringer kan f.eks. være overfølsomme (sensorisk sky) så de afviser bestemte konsistenser, lyde, reagerer på vaskemærker i tøj. De kan være undersøgende (sansesøgende) f.eks. tygge på alt, hoppe konstant, opsøge stærke smage eller bevægelser. Eller de kan have svært ved at registrere sanseindtryk, have det man kalder for lav registrering.

Det vil sige, at et barn med sensoriske udfordringer kan nægte at spise yoghurt, fordi konsistensen i munden føles ubehagelig eller forkert, og det udløser et kropsligt ubehag ikke bare en smagspræference.

Jeres datter kan godt have begge dele. Hun kan f.eks. godt reagere stærkt på stemninger og forventninger (tegn på særlig sensitivitet) og samtidig kan hun godt afvise visse konsistenser og følelser i munden (tegn på sensoriske udfordringer). Og det er vigtigt at anerkende begge dele som helt reelle oplevelse for jeres datter. Undgå alt hvad der føles som et pres, men tilbyd hende samtidig en tryg struktur og sansemæssig tilvænning.

Særlig sensitivitet vokser hun ikke fra, da det er et medfødt personlighedstræk. Hun vil altid bearbejde indtryk dybere end mange andre. Men hun vil kunne vokse med det, og hun vil på sigt naturligt kunne lære at forstå og regulere sine følelser, og sætte grænser for sig selv. Hun vil også kunne lære at bruge sin sensitivitet som en styrke.

---

---

Sensoriske udfordringer kan hun hjælpes med - og ofte vokser hun fra det. Hvis hun støttes f.eks. via leg, madmod, struktur og tryghed, så vil hun gradvist tåle nye sanseindtryk - og vil f.eks. kunne opleve mad mere trygt og forudsigeligt - og derfor også spise mere varieret. Men det kræver tålmodighed og små skridt.

Og ja - det kan være en god idé at få hjælp til de sensoriske udfordringer. Især fordi det er flere ting, som I fortæller mig:

- Hun har haft stress og angst tidligere.
- Hun har en kronisk sygdomproblematik foran sig (væksthormonmangel).
- Hendes kost er ensidig, og hun kan godt komme til at mangle næringsstoffer.
- Hun er begyndt at blive bevidst om, at hun spiser anderledes end sine søskende.
- Hun har en alder, hvor I stadig kan hjælpe hende med at få bedre spisevaner.

En ergoterapeut med speciale i børn med selektiv spisning eller sensoriske udfordringer kunne godt være en idé for jer og jeres datter. Der findes private ergoterapeuter, som tilbyder familier hjælp. Tal evt. også med jeres læge omkring muligheden for at blive henvist videre.

I spørger, om det går over snart - og nej, det tror jeg desværre ikke, i hvert fald ikke af sig selv. Som I beskriver det, så virker det til, at jeres datter godt vil kunne udvide sin kost - men det vil nok gå meget langsomt. Det positive er, at hun faktisk viser lidt interesse for mad nu, og nogle gange vil hun gerne smage - også selvom det kun er med en lillefinger! Det er et godt tegn og et tegn på, at hun stille og roligt bevæger sig i den rigtige retning.

Når jeg skriver "langsomt", så mener jeg, at det måske kun er én eller to nye fødevarer, som hun vil udvide sin kost med i løbet af 6 måneder. Det vil derfor kræve stor tålmodighed og forståelse, og derfor tænker jeg, at både hun - og I - kunne have glæde af lidt støtte i det her.

Det er også vigtigt, at I får den rigtige hjælp, så I ikke - i bedste mening - kommer til at gøre noget, der forstærker hendes modstand. Det handler om, at I får de redskaber og den viden, der er nødvendig, så I netop kan hjælpe jeres datter på den måde, der virker bedst for hende. Og ja - derfor kan det være relevant med en specialist her.

Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej - og sender også et knus i jeres retning.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---