Svar: Lang putning - 21 måneder
Kære forældre
Tak for jeres brev :) Tusind tak for den fine beskrivelse af jeres datter, og hvordan jeres aften- og putterutiner foregår - og alle jeres tanker. Og velkommen til! Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer.
I spørger, om jeres datter måske er overtræt - og ja, det kunne faktisk godt lyde sådan. I beskriver, at hun om aftenen godt kan virke lidt overaktiv - hun løber rundt, bliver fjollet og meget højlydt. Derudover så tager det lang tid for hende at falde i søvn og det på trods af, at hun faktisk viser tydelige træthedstegn som gab og gnide sig i øjnene.
Jeg vil skønne, at jeres datter har brug for godt 13 timers søvn i døgnet, og I fortæller, at hun ofte står op kl. 06/06.30, sover 1-1.5 time til middag og ofte først sover omkring kl. 20, nogle gange 20.15. Det betyder, at hun søvnmæssigt ligger i den lidt lave ende, når man ser på det samlede søvnbehov, og det kan faktisk godt føre til, at I kommer ind i en dum cirkel, hvor hun bliver ved med at være overtræt og derfor ikke får lettere ved at sove.
Jeg vil derfor anbefale jer, at I forsøger at flytte hendes sengetid frem. Hvis hun ofte virker træt allerede kl. 18.30, så prøv at begynde putningen senest kl. 18.45, så hun er klar til at sove ca. kl. 19.
Jeg kan godt høre, at I forsøger med rolige aktiviteter om aftenen som puslespil og tegning, men det lyder som om, at hun alligevel kommer op i gear. Og jeg vil faktisk anbefale jer, at I helt dropper disse aktiviteter. Jeg tror, der sker for meget for hende, og jeg tænker, at det vil være rigtig godt, at I om aftenen holder jer til, at det mest handler om putning.
For at det hele kan nås, kan det godt være, at I er nødt til at rykke tidspunktet for aftensmad en lille smule frem. Og mit forslag til en ny justeret aftenrutine, ser således ud:
Ca. 17.45-18.15: Aftensmad. I spiser almindelig mad, hygger jer ved bordet.
Ca. 18.15: Ren ble, nattøj og gøres klar til natten.
Ca. 18.30: Tilbydes evt. en rugbrødsmad, hvis hun ikke har spist særlig meget aftensmad, og vand af kop. Så I er sikre på, at hun ikke går sulten eller tørstig i seng. Alternativt kan I give hende rugbrød sammen med den varme mad om aftenen, så I er sikre på, at hun altid spiser noget af sin aftensmad, og så kan måltidet her helt springes over - og putningen rykkes yderligere lidt frem...
Ca. 18.45: Får børstet tænder og vinker herefter godnat til den, der ikke putter. Går i soveværelset, og I læser 1-2 bøger, synger en godnatsang og giver hende det nærvær, som hun viser behov for. Den tidligere leg, som gearede hende op, findes ikke mere. Og tandbørstning markerer overgangen til putning.
Ca. 19.00: Sovetid, putter med bamse, sut osv. Hele putningen starter nu tidligere og ender med en sovetid allerede ca. kl. 19 for at sikre, at jeres datter ikke bliver overtræt.
Og så vil jeg lige komme med lidt kommentarer til jeres PS:
Jeg kan godt forstå ønsket om, at far også kan putte, og det er rigtig dejligt, at I gerne vil tage det i jeres datters tempo. Men faktisk, så er netop nu ofte et godt tidspunkt rent aldersmæssigt, hvis I vil ændre vaner. Jeres datter er gammel nok til at forstå små forklaringer og rutiner, og samtidig også så lille, at vaner ret hurtigt kan ændres, hvis man gør det på en omsorgsfuld og konsekvent måde. Derfor tænker jeg, at det vil være en god idé at I overvejer om ikke det er nu, at I også skal skabe lidt ændringer her.
En plan for at få far mere på banen i forhold til putning kunne f.eks. se således ud:
Trin 1) Både mor og far er en del af putningen. Far er med i soveværelset, når der ...
... læses 1-2 godnathistorier og synges godnatsang. Far kan f.eks. sige "far sidder lige her og hygger med jer", så han på den måde er en naturlig del af putningen. Mor er dog den, som jeres datter falder i søvn hos, da hun er vant til dette. Prøv dette i 3-7 dage, eller indtil jeres datter virker helt tryg og ikke forvirret over, at far er en del af putningen.
Trin 2) Både mor og far er en del af putningen, mor læser den første godnathistorie og går derefter ud af soveværelset. Mor siger f.eks. "jeg går lige ud i køkkenet, far bliver her" - og imens mor er væk, så læser far den anden godnathistorie. Mor kommer tilbage og putter jeres datter. Stille og roligt forlænger I tiden der går, indtil mor kommer tilbage. Far tager mere og mere over selve putningen. Prøv også dette i 3-7 dage og vurder, hvordan jeres datter reagerer på det.
Trin 3) Far prøver at putte hende. Vælg en aften, hvor I har haft en god dag, og jeres datter har haft masser af tryghed og nærvær med jer begge. Sig f.eks. "I aften putter far dig, mor er lige inde i stuen" eller lignende. Bibehold jeres faste rutine, så I stadig læser 1-2 bøger, synger sang, putter med bamsen osv. Hvad I nu plejer. Alt er, som det plejer at være, eneste forskel er, at det er far som putter. Mor kan komme ind som støtte, give et ekstra kys og kram, hvis der er behov for det. Bliver jeres datter ked af det, kan mor trøste og berolige, men far bliver stadig. Lad far være den der putter på gode dage, hvor I har på fornemmelsen, at det vil kunne fungere, så de to får flere succesputninger sammen.
Trin 4) Mor og far skiftes til at putte. Når far har puttet i nogle dage, og det er gået helt fint, så kan I begynde at skiftes, så I putter hver anden dag. På den måde bliver det forudsigeligt for jeres datter "I aften putter mor, i morgen putter far" - og omvendt.
Det er en god idé at øve de nye putterutiner i en periode, hvor I ikke har travlt, og hvor der ikke sker mange store skift. Det er vigtigt ikke at ændre på søvnrutiner i perioder med sygdom, institutionsstart, en lille ny baby kommer til osv. Jo mere ro i hverdage, jo bedre et tidspunkt er det.
Det er, som nævnt, ofte lettere at indføre nye rutiner og få far på banen nu - end det er, når jeres datter bliver f.eks. 2 år eller 5 år. Jo ældre jeres datter bliver, jo mere sprog og jo mere selvstændighed vil der naturligt være - og jo mere vil hun kunne begynde at argumentere, protestere og også holde fast i de vaner, som hun har lært, er vant til og tryg ved. Lige nu er hendes vaner ikke "fastgroet", de kan ændres.
Netop med den alder jeres datter har nu, så er hun godt i gang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Det betyder, at hvis I arbejder bevidst på at gøre far til en tryg og genkendelig del af putningen nu, så vil han blive en naturlig del af hendes forståelse af, hvordan putning skal foregå. Hun vil helt naturligt lære, at far kan putte lige så godt, som mor kan. Det bliver hendes naturlige opfattelse af, at sådan fungerer verden - det bliver derfor ikke nødvendigt med lange forklaringer senere hen, for jeres datter vil det bare føles rigtigt, fordi hun har lært det nu. Hvis det kun er mor som putter, og I holder fast i dette det næste lange stykke tid, så bliver det højst sandsynligt sværere at ændre senere hen.
Det handler ikke om, at I skal presse jeres datter til noget, som hun ikke er parat til. Men det vil være en god idé at få far på banen ved at bruge far som en tryg og fast del af det putteritual, som hun allerede kender.
Jeg håber, at I kan bruge mine tanker videre :)
Rigtig meget held og lykke med projekt putning!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Rødbede
Fra 6 mdr´s alderen kan du godt begynde at give dit barn rødbede, hvilket mange børn elsker og de kan give mosen en meget flot farve. Rødbeder kan også bages i ovnen sammen med andre rodfrugter.
Du skal dog være opmærksom på at rødbeder indeholder nitrat og derfor kun bør udgøre 1/10 af den portion mos, som barnet spiser. Alternativt bør de kun gives med ca 14 dages mellemrum.
Medicin til børn
Et lille barn må aldrig få medicin, uden at lægen har ordineret det. Børn skal have helt andre mængder end voksne og reagerer anderledes på visse produkter.
Har dit barn fået ordineret medicin, så er det vigtigt at følge lægens instruks. Er der f.eks. ordineret penicillin i 6 dage, så er det vigtigt, at du giver medicinen i 6 dage og ikke stopper efter 3 dage, fordi du synes, at barnet virker frisk og rask. Hvis du stopper for hurtigt, risikerer du, at sygdommen vender...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen & Co.
Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.
Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )
Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!
Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.









