Svar: Sut afvænning

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine spørgsmål omkring sutafvænning og det at "høre efter". Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig:)

For de fleste børn er det svært at slippe sutten. Den har altid været der og givet jeres datter tryghed, når hun har været ked af det, når hun har været træt eller har skullet sove, når verden har virket lidt stor og utryg - og sutten er for hende en meget tryg og kær ven. Derfor er det naturligt svært at skulle sige farvel til sutten, og det er derfor, at hun reagerer som hun gør.

Det vil være rigtigt godt, hvis I kan indgå i et samarbejde omkring det og ikke tager sutten fra hende eller bestemmer, at nu er det slut med sut. Hun vil naturligt blive rigtigt ked af det og vil ikke kunne forstå, hvorfor I pludselig fjerner den sut, som hun indtil nu altid har kunnet få (og som I jo oprindeligt har givet hende;)).

Jeg vil anbefale jer, at I starter med gradvist at trappe ud af sutten. Det vil sige, at hun f.eks. får sutten, når hun skal sove, men som udgangspunkt ikke i løbet af dagen. Det er vigtigt, at I giver sutten en fast plads. Det kan være et lille skrin eller lignende, som hun selv kan lægge sutten ned i, når hun står op, og så ligger sutten og venter på hende der, indtil hun skal sove, hvor hun så kan tage den igen.

Hun bør ikke gå rundt med sutten hele tiden og bør ikke tale med den i munden. Det vil kunne påvirke både hendes sprog hendes tandstilling. Hvis hun er vant til at bruge sin sut meget, så vil en gradvis ændring naturligt være, at sutten skal ud af munden, når I taler sammen. Og I må meget gerne bede hende om at tage sutten ud af munden, så I kan høre, hvad hun siger. Sig f.eks. "du skal lige tage sutten ud af munden, når vi taler sammen".

Hvis hun i løbet af dagen bliver ked af det, eller er meget træt og derfor har brug for den, så kan hun lige nu godt tage sin sut, finde ro med den, og derefter så lægge den på plads igen, indtil hun skal sove. Så I stille og roligt opfordrer hende til at lægge sutten på den anviste plads, når der atter er ro på - og hun selv styrer netop det at lægge den fra sig, og hun ved præcist, hvor den er. "Så ligger sutten her, til du skal sove".

Hvis hun i løbet af dagen pludselig kommer gående med sin sut i munden, så tager I det stille og roligt og siger f.eks. "hov, skat. Fik du lige brug for sutten?", så hun hører, at I ser, at hun har taget sutten, I er opmærksomme på det og forstår, at det kan være et behov. Herefter kan I tilbyde at lave noget sammen og f.eks. sige "lægger du lige sutten på plads, så kan vi læse en bog sammen" eller lignende. Så kan hun gå ind og lægge sutten i æsken, og I kan lave noget hyggeligt, som også giver ro og nærhed, men uden at hun behøver sin sut i munden.

Det er rigtig godt, at hun har en bamse - hvis hun er glad for denne, så brug den endelig hele dagen igennem, så den kan tage over, der hvor sutten plejer at være vigtig. Det vil sige, at bamsen skal følge hende på alle de tidspunkter, hvor sutten normalt er nødvendig, f.eks. når I kører i bilen, når hun er træt, når hun sidder i sofaen og slapper af, når hun er ked af det, når hun skal sove osv. Bamsen skal følge hende på alle tidspunkter og stille og roligt fungere, som en ny ven, en ny substitut for sutten. Hvis hun ikke rigtigt har taget sin bamse til sig, så har hun måske brug for en ny. Det er ikke altid at den bamse, som vi synes er mest sød, er den barnet knytter sig til. Så nogle gange kan det være en idé at lade hende være med til at vælge hvilken bamse, slaskedukke eller lignende, hun måske vil synes om. Nogle børn foretrækker også en putte-sutte-klud som f.eks. kan være mors eller fars aflagte t-shirt, et hovedpudebetræk eller lignende, som de føler sig knyttet til.

Det vil også være en rigtig god idé, at I læser bøger om at slippe sutten. Det kan være med til at pejle hende ind på, at det er noget, som skal ske, og at I måske begynder at have lidt forventninger til, at sutten skal slippes. Det kan også være rart for hende at høre historier om andre, som synes, det er svært at slippe sutten og kunne spejle sig i dette.

Nogle børn har stor glæde af, at man hænger sutten på et suttetræ - de står mange forskellige steder i parker, butikscentre osv. I kan undersøge, om der er et suttetræ i jeres nærmiljø. Der er også legetøjsbutikker, som tager imod sutter, og hvor man kan "bytte" sutten til et stykke legetøj, en ny bamse eller lignende.

Andre børn har det bedre med at være en aktiv del af processen. Her kan man tage en snak om, at det er ved at være tid til at slippe sutten, og lave nogle aftaler om hvordan. I takt med at sutterne bliver mørnede og slidte, så skal de kasseres, og her kan jeres datter selv smide den ødelagte sut i skraldespanden, en efter en dur de ikke mere, og på den måde vænnes hun gradvist til at det er slut. Det er her en god idé at tømme skraldespanden om aftenen, så hun ikke kan fortryde, når hun skal i seng... Og I skal naturligvis ikke købe nye sutter.

Og så med hensyn til at "høre efter", så vil jeres datter i en alder af godt 3 år naturligt afprøve sin uafhængighed og teste grænser. Hun forstår rigtig meget, men hun er også meget lyststyret og har naturligt stadig rigtig svært ved at ...

---

---

... følge forskellige regler. Det at være lyststyret, altså impulsstyret gør, at hun ofte vil have svært ved at stoppe sig selv, selvom hun ved, at hun ikke bør gøre noget. Så når hun løber væk fra dig/jer igen og igen, så er det fordi, det er sjovt at løbe, og hun forstår ikke, at hun kan blive væk, at hun forstyrrer andre mennesker, eller at det f.eks. kan være farligt.

Du skriver, at du kan sige "nej" mange gange om dagen, og her kan det være en god idé at skifte fokus fra nej til ja. I stedet for at sige "nej, du må ikke løbe væk!", så prøv at sige "kom og gå ved siden af mig, eller "kom og hold mig i hånden, så går vi sammen". Hvis hun hopper i sofaen, så kan du også sige "sofaen er til at sidde i, men du kan hoppe på gulvet eller på madrassen her". Så er det ikke forkert at hoppe, og du anerkender hendes lyst til at bruge sin krop, men du viser hende, hvor hun kan gøre det.

Det kan også være en god idé at give hende valgmuligheder, fordi det giver hende en følelse af, at hun er med til at bestemme, hvilket er vigtigt i hendes alder. Her kan du f.eks. sige "Vil du holde mig eller far i hånden?", eller hvis hun f.eks. løber væk i forbindelse med påklædning sige "Vil du selv tage din jakke på, eller skal jeg hjælpe dig?".

Hun vil naturligt også lære gennem leg og bevægelse. Så når hun løber væk, så prøv at sige "hov, vi skal ikke løbe nu. Lad os lege, at vi er skildpadder, der skal gå langsomt sammen". I kan også prøve at lave en "stop- og gå-leg", hvor du kan sige "rødt lys, stop!", og I stopper op og står helt stille". Og så "grønt lys, gå!", hvor I går, indtil du siger "rødt lys, stop!" igen osv.

Du nævner, at du forsøger at sige tingene til hende i øjenhøjde. Hvis du her mener, at du sætter dig ned, så I kan kikke hinanden i øjnene, så er det super godt. Prøv også her at lægge en hånd på hendes skulder eller arm og sig så stille og roligt "jeg vil gerne have, at du bliver her hos mig". Hvis hun griner, mens du siger dette, så vent et øjeblik og sig så helt enkelt og bestemt "jeg mener det alvorligt. Jeg vil have, at du bliver her hos mig nu".

Undgå også for lange forklaringer. Ofte har vi forældre tendens til at sætte alt for mange ord på, hvilket kan gøre, at jeres datter holder op med at høre efter. Så i stedet for at sige f.eks. "du må ikke løbe væk, for der er biler, og det kan være farligt, hvis du bliver ramt af en bil..." så sig f.eks. "Stop her. Det er vigtigt!".

Når jeres datter griner, når hun får skæld ud eller bliver irettesat, så er det fordi, det er hendes måde at håndtere en måske stresset og ubehagelig situation. Når hun er fanget i en situation, som hun ikke kan kontrollere eller ikke helt forstår, så griner hun, fordi det er hendes måde at "komme ud af det på". Det er en måde at gøre situationen lidt mindre skræmmende. Hun gør det ikke for at provokere jer, men fordi hun på den måde forsøger at regulere en følelse af utryghed ved hele situationen.

---

---

Hun tester naturligt også jeres reaktioner. Hun har en alder, hvor hun naturligt forsøger at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Så hun prøver at forstå, hvad der sker, og om hun virkelig har overskredet en grænse. Hvis I reagerer meget følelsesmæssigt på hendes handlinger, så kan hun ubevidst begynde at opfatte det som en leg. Hvis hun løber væk, imens du råber "STOP!" og løber efter hende, så kan hun godt se det som en sjov leg i stedet for en alvorlig situation. Da hun stadig er for lille til at kunne forstå, at en situation kan være farlig eller forkert, så kan hun reagere spontant ved at grine.

Det er her vigtigt, at du/I tager det roligt og sætter ord på. Her kan I f.eks. sige "Jeg kan godt se, at du synes, det her er sjovt, men det er vigtigt, at du lytter nu." Samtidig skal I være i øjenhøjde og lægge en beroligende hånd på hende, så hun forstår, at I mener det, og det er vigtigt, at hun hører efter.

Hvis hun løber væk igen, så kan I med ord forklare "jeg kan ikke lade dig gå alene, når du ikke stopper. Nu holder vi i hånden" - så der er naturlige konsekvenser og korte forklaringer.

Det er ofte også en god idé at lave klare forventninger på forhånd f.eks. "når vi går ned i hotellets reception, så er det vigtigt, at du går stille og ikke løber væk". Det kan også være at sige ""når vi går ned i receptionen, går vi roligt og holder mor i hånden." Det bliver på den måde meget klart, hvad I forventer, og hun ved, hvad der skal ske. I modsætning til f.eks. at sige "du skal opføre dig pænt", for hvad betyder det...

Samtidig vil hun naturligt hurtigt kunne glemme, og det kan derfor være en god idé at minde hende om reglerne, før I går ind et sted: "kan du huske, hvad vi aftalte? Vi går stille og bliver tæt på hinanden?" eller "kan du huske, hvad vi skal gøre, når vi går ind i receptionen?" og hun kan svare "gå stille" eller lignende. Og så skal I naturligvis huske at rose hende, når hun gør, som I har aftalt "Du er virkelig sej til at gå igennem et hotel!"

Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej - at I både har lidt idé om, hvorfor jeres datter reagerer, som hun gør, men også har fået lidt råd til, hvordan I kan komme videre og undgå nogle af de situationer, som I synes er svære:)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---