Svar: Hæmmende generthed?

---

Kære Karin

Jeg tror for det første at det er vigtigt at skelne imellem generthed og usikkerhed. Alle bliver usikre en gang imellem og det er helt naturligt. Da vi alle er forskellige (også tvillinger) vil nogen være mere tilbageholdende end andre, når de f.eks. er i store forsamlinger.

Det er også sådan at børn jo ligner deres forældre. Både på den måde, at det at være genert kan være arveligt, men også på den måde at børnene spejler sig i os voksne. Hvordan var du selv som barn? Hvordan reagerer du/I på hendes generthed? Prøv derfor også at tage udgangs punkt i jer selv, når I vil hjælpe hende.

Dernæst er det vigtigt at medtænke, hvordan I reagerer overfor hende og måske på hende i forhold til hendes bror. Kunne det tænkes at jeres datter er mere genert end sin bror, fordi hun er bange for at stå frem og lade sig se. Skal hun præstere noget ekstra, noget enestående for at blive accepteret? Kunne hun mere eller mindre ubevidst have denne følelse?

Jeg spørger naturligvis fordi generthed også handler om selvværd. Altså at føle at man er noget værd, at man har værdi.

Man kan let komme til at sammenligne børn og man kan også meget let komme til at "rose sit barn forkert". Ros giver følelse af selvværd for en stund, men det varer kort. Og når jeg taler om ros her, så er det f.eks. når jeres datter tegner en tegning og I siger "Nej, hvor er den flot". Når I siger sådan, så er det faktisk en bedømmelse af det hun har lavet. På samme måde, som når hun f.eks. hjælper jer med at dække bord og I siger: "Hvor er du dygtig".

Det jeg vil hen til er, at I kan styrke hendes selvværd ved i stedet at sige: "Jeg er rigtig glad for den tegning, jeg ...

---

---

... kan se at du har gjort dig rigtig meget umage", "Hvor bliver jeg glad, når du hjælper mig", "Det er så hyggeligt at dække bord sammen med dig" osv. Hvis man roser på denne måde, så er der ingen bedømmelse af hendes evner, men i stedet en bekræftelse af hendes evner som menneske, hendes måde at være på - hendes selvværd styrkes.

Der er derudover nogle enkle råd, som kan være vigtige at huske på:

- Lad for det første være med at kalde hende genert. "Lad nu være med at være så genert". Og lad være med at sammenligne hende med andre børn "Du kan da også løbe hen og lege ligesom den anden pige". Kald hende heller ikke genert, når I taler med andre om hende. Hun hører det og få automatisk rollen som den generte, hvilket bestemt ikke er befordrende for hende selvværd.

- For det andet så accepter hendes generthed. Hvis hun oplever at I er utilfreds med hendes væremåde, så bliver hun kun endnu mere usikker. Prøv i stedet at sætte ord på alt det dejlige ved hende.

---

---

- For det tredie, så fortæl om jeres egen generthed. Om en episode, hvor du selv som barn oplevede det at være genert og blive helt rød i kinderne og ikke kunne svare. Læs evt. også bøger for hende om emnet. Det vil hjælpe hende til at føle sig forstået og accepteret.

Til sidst vil jeg lige sige at I skal lade være med at presse hende. Det er rigtig flot at du prøver at tage med ud til en legekammerat, for det er vigtigt på den måde at give hende værktøjer til at begå sig socialt. Men lige nu, vil det nok være bedre at I inviterer vennerne hjem til jer. Det er letttere for hende at være på hjemmebane.

Håber at ovenstående tanker vil hjælpe jer lidt videre:o)

Fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---