Svar: Sur 2-årig

---

Kære forældre

Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres dreng, og tak for det fine eksempel, som jeg vil tage udgangspunkt i:)

Der er ingen tvivl om, at netop 2års alderen er udfordrende for mange. Jeres dreng er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed, viser mere og mere egen vilje, og den adfærd I oplever hænger derfor ganske givet sammen med dette. Børn i 2 års alderen får det jeg kalder for fortvivlelsesanfald. Det sker som led i jeres drengs udvikling, og måske også fordi han ikke altid føler, at I forstår ham eller lytter til ham - og så bryder hans verden sammen.

Det er generelt en god idé, hvis I kan forsøge at skabe lidt faste rutiner og struktur i hverdagen, fordi han så ved, hvad der skal ske, hvordan og hvornår. Det kan skabe mere tryghed og derfor mindske behovet for at teste grænser. Det vil sige, at det kan hjælpe jer at starte dagen på samme måde hver dag - vågne, få et kram, vaske hænder og ansigt, tage tøj på, spise morgenmad sammen ved bordet osv. Ligesom det kan hjælpe, at I har en fast rutine, når han f.eks. bliver hentet fra vuggestue - se længere nede:)

Jeres dreng har behov for at føle, at I lytter til ham og forstår, at han nogle gange vil noget andet end jer - han kan ikke udvikle sin selvstændighed og blive sin egen lille person, hvis han altid skal følge jer. Derfor vil han ofte gerne gøre tingene selv eller gøre det modsatte af jer. Han kan mange ting, men der er også stadig rigtig mange ting, som han naturligt ikke kan - han har dog stadig brug for at føle sig inddraget, lyttet til og have en følelse af, at han har en vis kontrol over sig selv, hvad han vil, og hvad der sker.

Det er ofte også en god idé ikke at give ham for mange valgmuligheder. Der er forskel på at spørge "vil du have noget at drikke?" og blot sige "er du tørstig, se her er din drikkedunk". Det kan også være en god idé at spørge f.eks. "vil du have den blå eller den røde kop?", så der kun er to ting at vælge imellem. Og nogle gange er det faktisk godt at spørge til handlingen "vil du selv tage støvler på, eller skal jeg hjælpe dig?" - fordi planen er, at han skal have støvler på. Hvis I siger "nu skal du gå ud og tage dine støvler på", så vil han højst sandsynligt protestere og sige nej, måske løbe sin vej eller falde grædende sammen på gulvet. Når I så forsøger at hjælpe med støvlerne, så opstår en konflikt, hvor han i hvert fald ikke vil have støvler på. Derfor har det betydning, hvordan I spørger ham, inddrager ham osv.

Og så vil jeg tage udgangspunkt i jeres eksempel:

Jeres dreng vil sidde på forsædet af bilen, fordi det netop giver ham en følelse af selvstændighed og kontrol. Når I siger nej, så mister han kontrollen og han bliver ulykkelig og frustreret. Det sker især, fordi han er træt efter en lang dag i vuggestuen, og samtidig er skiftet mellem vuggestue og hjem ofte svært.

Han er så lille, at han ikke kan skelne mellem, hvornår han må, og hvornår han ikke må. Så hvis han hjemme gerne må sidde bag rettet og lege at han styrer bilen, så forstår han ikke, hvorfor han ikke må i vuggestuen. Det forvirrer ham, og det kan gøre ham ekstra frustreret, ked af det og skuffet, når I så pludselig siger nej.

Derfor er det en god idé, hvis I kan indføre en fast rutine, når I henter ham i vuggestuen, så han ikke er i tvivl om, hvordan netop det foregår. Her kan rutinen være at tage overtøj og støvler på, vinke farvel til pædagogerne, og f.eks. sige "Vi skal hjem nu, og du skal sidde i din autostol", så han hører, at det er det, I forventer og det, som skal ske.

Derudover, så må I gerne gøre ham aktiv, lade ham hjælpe med noget. Det kan f.eks. være at holde bilnøglerne, selv bære sin taske, selv lægge den i bagagerummet, selv åbne bildøren, selv klatre ind i bilen og op i sin autostol (med støtte fra jer). Han har brug for at føle sig selvstændig, han har brug for at føle, at han har indflydelse på de ting, som sker - og ved at inddrage ham på denne måde, så vil han føle sig set. Han vil sandsynligvis også fokusere mindre på det, han ikke får lov til - f.eks. at sidde på forsædet.

Man kan også formulere det sådan, at hvor I lige nu har en "kamp om kontrol", hvor I begge vil bestemme, så kan I prøve at skabe en følelse af "fælles kontrol", hvor I stadig overordnet bestemmer, hvad der skal ske, men hvor han føler sig både set, hørt og vigtig.

Hvis han stadig bliver ked af det, føler sig uretfærdigt behandlet, ikke føler sig lyttet til osv. så er det vigtigt, at I møder ham med empati. Selvom han skriger og protesterer, så bevar roen og sig f.eks. "jeg ved godt, at du gerne vil sidde på forsædet. Det kan du ikke lige nu, for vi skal hjem, og du skal sidde sikkert i stolen".

I kan også sætte ord på hans følelser og f.eks. sige "jeg kan godt forstå, du synes det er dumt", eller "jeg kan godt se, at du bliver sur og ked af det. Det er okay, skat" eller lignende. Så han hører, at I forstår, at han er ked af det, sur, frustreret osv. Og det er naturligvis også okay - vi kan alle have disse følelser en gang imellem.

Nogle børn har glæde af, at der er en bamse i autostolen, som "bor" i bilen. Bamsen sidder i stolen og venter på ham, og I kan f.eks. sige "skal vi gå ud og se om bamse sidder i din stol?". På den måde kan I også dreje fokus hen på noget positivt og undgå konflikten omkring at skulle sætte sig i autostolen. Han vil måske føle, at autostolen er et særligt sted, fordi bamse "bor" der og venter på ham. Samtidig kan det også blive en forudsigelig rutine.

Nogle børn ...

---

---

... har også glæde af at få lidt at spise, når de bliver hentet om eftermiddagen. Han kan godt være både sulten og tørstig, og er hans blodsukker lidt lavt, og han er træt, så er overskuddet naturligt mindre. At tilbyde ham lidt at drikke og en snack, når han hentes, kan derfor også gøre underværker. og I kan f.eks. sige "sæt dig op i din stol, så får du noget at drikke". På den måde flytter I fokus til en positiv og praktisk handling, fokus flyttes fra, at han skal sættes i stolen til, at han selv vælger at sætte sig, fordi han glæder sig til det, der venter - og autostolen kan blive et sted, hvor han gerne vil være, fordi han netop forbinder den med at få noget at drikke eller en lille snack.

Som forældre kan man godt tænke, at I så "lokker" ham, hvilket man ikke bør - men sådan ser jeg det ikke. Jeg tænker derimod, at han lærer, at når han følger en simpel anmodning (f.eks. at sætte sig i stolen), så sker der noget godt for ham. Han lærer på den måde, at han ikke altid behøver protestere, når mor og far beder ham gøre noget, for det kan være en god ting. Samtidig viser I jo også, at I anerkender hans behov for at få noget at spise eller drikke om eftermiddagen, hvor han er træt, og det hele er lidt svært.

Når I kommer hjem, så er det på samme måde vigtigt at lave en nogenlunde fast rutine, så I forsøger at komme ind ad døren på samme måde hver dag. Hvis han vil se fjernsyn, og I ikke ønsker dette, så sig f.eks. "vi ser fjernsyn, når jeg laver aftensmad. Nu kan vi lave noget andet". På den måde hører han, at fjernsyn ikke er udelukket, det sker blot på et andet tidspunkt.

Jeg tænker også, at når jeres dreng søger fjernsynet og afviser alle forslag til leg, så er det måske, fordi han har brug for ro og ikke brug for aktiviteter. Han kobler fra, når han ser fjernsyn, og han prøver måske at fortælle, at han har brug for en pause, hvor han ikke skal engagere sig aktivt. Når han tilbydes forskellige lege, så kan han ikke overskue det, og ender derfor med at sparke til eller kaste med legetøjet. Alternativet til fjernsynet og aktiv leg kunne måske være at læse en bog sammen, eller at sætte noget rolig musik på, som han kan ligge og lytte til. Nogle børn har glæde af et hyggeligt hjørne med puder, måske et lille telt eller en hule, som de kan krybe ind i, netop for at finde ro og koble fra, når de kommer hjem.

Hvis han virker overtræt og overstimuleret, så kan han også have glæde af, at I går en tur udenfor. Selv en kort gåtur i haven, hvor I kikker på fugle, vender en sten og kikker på insekter, leger lidt i en sandskasse og lignende kan være en måde at lande på derhjemme og finde lidt ro.

At han søger sin mor særligt meget lige nu, tænker jeg, kan være tegn på, at han føler sig lidt overvældet af det hele. Da der udviklingsmæssigt sker meget med ham i øjeblikket, så er det naturligt, at han søger den ene forælder mere end den anden. Hvis mor har været den, der ofte tager sig af jeres dreng i situationer med trøst, konflikter, rutiner - så kan det være derfor, at han søger mor mere end far. Det betyder ikke, at han ikke elsker sin far, men det handler måske mere om, at han forbinder mor mere med at få dækket sine behov i netop disse situationer.

---

---

Det er vigtigt at anerkende hans behov for tryghed, og at mor ikke afviser ham. Mor kan f.eks. sige "havde du lige brug for et kram af mor, hvor dejligt, skat!". Men mor må også meget gerne lade far være aktiv og f.eks. sige "far vil også gerne give dig et kram", så jeres dreng mærker, at far også er en tryg base.

På samme måde er det vigtigt, at mor bakker op om, at far naturligt også kan hjælpe, så mor direkte siger "far kan hjælpe dig, jeg laver lige noget andet. Jeg kommer tilbage om lidt" eller lignende. Så han direkte hører, at mor bakker op om, at far er lige så god en hjælper. Mor kan f.eks. også bakke op om far ved at sige "far er så god til at lege med dig" eller "far laver det allerbedste skub på gyngen", så tilliden til far naturligt styrkes.

Far kan på samme måde anerkende jeres drengs behov for mor. Far kan f.eks. sige "nu hjælper jeg dig, så kommer mor bagefter". På den måde holder far fast i, at han kan hjælpe, men anerkender også, at jeres dreng gerne vil sin mor.

Det er vigtigt, at far ikke altid lader sig afvise og skubbe væk, eller at far bliver tydeligt ked af det, hvis jeres dreng afviser far. Jeres dreng har også en alder, hvor han forsøger at finde ud af, hvad det han gør, gør ved andre. Og hvis han mærker, at afvisning af far kan udløse en særlig reaktion ved far, så kan det nogle gange forstærke problemet, fordi jeres dreng vil afprøve situationen flere gange - ikke i nogen ond mening, blot for at finde ud af, hvordan verden fungerer.

Det er også godt, hvis far og søn kan have nogle faste daglige rutiner, som de altid gør sammen. Det kan være, at far er den, der hjælper med tandbørstning, eller den som læser godnathistorie. Far kan også være den, der tager med på legeplads, de kan tage vaske bilen sammen eller lignende. Jo mere far og søn gør af sådanne ting, jo mere vil jeres dreng naturligt også bruge far igen. Når far og søn gør ting sammen, så skabes der tillid og tryghed og følelsen af, at "far er der for mig" bliver naturligt styrket.

Jeg håber, at mine tanker giver lidt idé om, hvorfor jeres dreng måske reagerer, som han gør, og hvordan I kan hjælpe ham videre :)

Dejligt, at I har købt min bog om opdragelse, i den vil I også kunne finde masser af gode råd, som kan hjælpe jer videre - Tak for det, og rigtig god læselyst!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---