Svar: Virker konstant sulten
Hej med dig
Tak for dit brev og velkommen til :)
Det lyder som om, at du har en datter, som trives, og som umiddelbart er glad for mad. Hun har taget rigtigt fint på i vægt og længde, og det lyder som om, at hun får sit behov rigtigt fint dækket. Som jeg læser dit brev, så går din bekymring på, at hun ofte ikke spiser så meget ad gangen, og at hun derfor virker sulten.
Det er helt naturligt, at hun ikke spiser store portioner. Når man er 7 måneder gammel, så har man brug for mange små måltider hele dagen igennem, og det lyder faktisk helt normalt og rigtigt fint, at hun ofte er sulten et par timer efter, at hun f.eks. har spist frokost eller aftensmad. Her vil hun sandsynligvis have behov for et mellemmåltid eller for en flaske, som du lyder til også at give hende.
Du fortæller, at hun ofte drikker 6-7 flasker i døgnet, og hun skal til en vis grad naturligt have lov til selv at regulere sit behov for mælk. Det kunne dog godt tænkes, at hun med flere små måltider igennem dagen og vand af kop, stille og roligt kan begynde at undvære et par af sine flasker, så hun måske kan drikke 4-5 flasker i døgnet i stedet for de nuværende 6-7. Det er dog en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at hun spiser nok hele dagen igennem, og jeg vil umiddelbart anbefale dig, at du tilbyder hende 5 små måltider skemad og 4 flasker. Hvordan dette kan skrues sammen, kan du se af mit forslag til dagsplan længere nede:)
Derudover, så vil jeg anbefale dig, at du begynder at tilbyde hende lidt mad i hånden. Du nævner, at I forsøger med jeres egen mad, og det er super godt. Det skal du endelig blive ved med. Hvis I f.eks. får lidt kogte grøntsager, en kartoffelbåd fra ovnen, måske lidt godt kogte pastaskruer eller lignende, så må du meget gerne give hende noget af dette at spise selv. Prøv om du kan adskille skemaden fra mad i hånden, så det bliver mere tydeligt for hende, hvornår maden blot skal synkes, og hvornår maden kræver lidt mere tyggemodstand og bearbejdelse i munden.
Når du oplever, at hun drejer hovedet væk, lukker munden og mister interessen, så kan det netop hjælpe at give hende lidt mad i hånden, som hun kan sidde og smage, slikke på og måske spise selv. Det kan være med til at gøre interessen for maden større, og motivere til at spise mere - ligesom det naturligt også vil styrke hende mundmotorisk.
Det er helt okay, at du oplever, at hendes mad fortsat skal blendes, men du må gerne begynde at give hende små stykker kogt fisk eller kød i mosen. Ganske lidt i begyndelsen, blot så hun begynder at fornemme, at maden ikke er fuldstændig cremet, der er lidt struktur i mosen. På samme måde må du meget gerne hen ad vejen begynde at mose nogle af grøntsagerne med en gaffel, så hun i sin blendede mos oplever, at der er en lille smule bid, og dermed gradvist vænnes til at skulle tygge og bearbejde maden lidt mere i munden.
Du må på samme måde meget gerne give hende lidt grovere grødtyper som havregrød eller flerkornsgrød. Så hun også her får lidt mere at arbejde med i munden, og grøden ikke kun er cremet og blød:) Sammen med grød må hun meget gerne få frisk blød frugt i hånden, som hun kan sidde med selv, sutte saften ud af og igen øve sig på mundmotorisk.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Formiddag 9: Frugtmos, frisk blød frugt i hånden, måske 1/4 bolle med lidt smør, som hun kan sidde med i hånden og selv sutte på. Vand ...
... af kop.
Puttes til formiddagslur - og skal her ikke tilbydes flaske
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk. Suppleres også her med kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende. Må også meget gerne få små bidder af indmaden af en frikadelle (kød eller fiskedelle), lidt godt kogt pasta eller lignende rester fra aftensmaden. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping og lidt frisk frugt i hånden at sutte på selv. Vand af kop.
Aften 18: Udgangspunktet mere og mere familiemaden, kød, fisk, kartofler, grøntsager, pasta. Der skal være blendet eller moset mad, meget gerne suppleret med lidt forskellig mad i hånden. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten, måske ca. kl 19.30-20
Sen aften 23-24: Drømmeflaske og sover videre
Som du kan se ud af denne plan, så ligger der 5 små måltider skemad - morgen, formiddag, frokost, eftermiddag og aften - og så er der plads til 4 flasker, som ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Alle måltider ligger med ca. 1.5-2.5 times interval og passer således meget fint med, at din datter ofte virker sulten efter et par timer. Der er altså helt naturligt, at hun har brug for enten et mellemmåltid eller en flaske et par timer efter, at hun har spist.
Hvis hun spiser så hyppigt om dagen, som dagsplanen foreskriver, så vil hun sandsynligvis godt kunne tage et lidt længere søvnstræk om aftenen, så hvis hun har fået flaske kl. 20, så kan hun måske godt vente til kl. 23 med at få sin drømmeflaske. Det kan dog også være, at hun ikke kan - nogle børn har f.eks. brug for deres drømmeflaske kl. 22, hvilket naturligvis også er helt okay. I givet fald vil hun sandsynligvis have behov for at få sin tidlige morgenflaske tidligere, men det er igen helt okay. Hvis hun f.eks. får en flaske kl. 03/04 om natten og trives bedst med dette, så behøver hun sandsynligvis ikke flaske igen tidlig morgen, men vil i stedet så kunne komme op og spise morgengrød, og vil så have bedre appetit til denne. Hun kender naturligt ikke klokken:)
Det er også meget sandsynligt, at behovet for flaske om natten vil ændre sig i takt med, at hun bliver lidt ældre. Når hun bliver 8-9 måneder gammel, vil det ofte være en god idé at introducere en godnatgrød før sengetid. Denne grød kan være med til at mætte hende lidt ekstra, så drømmeflasken kommer til at ligge senere, og stille og roligt vil hun til den tid så begynde helt at kunne undvære flasken tidlig morgen. På den måde arbejder tiden også lidt for jer:)
At sove igennem, når man er 7 måneder gammel, vil være at sove ca. 6 timer uden mælk f.eks. fra kl. 23 til 05... Om hun kan det afhænger naturligt af hendes indtag af mad og mælk hele dagen igennem:) Ligesom tandfrembrud, sygdom, udvikling, motorisk uro osv. også kan være årsagen til urolig søvn og opvågninger om natten...
Så for at opsummere og svare på dit spørgsmål om, hvordan du får din datter til at spise mere, så hun bliver mere mæt og kan sove bedre, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du tilbyder hende mange små måltider hele dagen igennem. Det er helt naturligt, at hun har brug for lidt i maven ca. hver anden time (+/-), selvom hun nu er 7 måneder gammel. Og derudover vil det være rigtig godt, at du giver hende mad med lidt mere bid, mad i hånden, og mad som tager mere og mere udgangspunkt i familiemaden.
Jeg håber, at min dagsplan giver lidt idé om, hvordan det hele kan skrues sammen for jer:)
Rigtig meget held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
29. august 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Morgenmad til 11 måneder gammel baby
Hej Min søn på snart 11 måneder har lige siden han begyndte at få mad, fået...
Viden om børn:
Suttekæde
En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.
Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.
Det anbefales at:
- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...
Søskende
Det er helt normalt at der kan opstå jalousi, når der pludselig kommer en lille ny, som kræver at få noget af den opmærksomhed, der tidligere var forbeholdt storesøster eller storebror. Her er lidt råd til hvordan du kan imødegå nogle af de problemer der kan opstå:
- Husk at give den store opmærksomhed. Vær opmærksom på at den store har savnet dig imens du har været indlagt med den lille ny. Gør familien opmærksom på at de gerne må komme med gaver til den lille, men det er næsten...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








