Annonce

Annonce

Svar: 16 måneder - tryghedssøgende


16. august 2024

Kategori:
Alder:
16 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære du

Tak for dit brev og dejligt at høre fra dig igen - og stort tillykke med, at I venter en lille ny:)

Det lyder som om, at I har haft en rigtig dejlig lang sommerferie, som hele familien har nydt. Det er super dejligt. Jeg kan dog godt forstå, at du gerne vil tilbage til de ting, som I havde fået opbygget med trivsel i institutionen og sammenhængende nattesøvn - det er naturligt vigtigt for jeres dreng, men også for jer forældre, dig som gravid, og når den lille ny kommer.

Du spørger, hvad hans ændring i adfærd skyldes - og jeg tænker, at det højst sandsynligt både skyldes udvikling, alder og graviditeten:)

Jeres dreng har en alder, hvor separationsangst kan fylde en del. Han er højst sandsynligt i gang med at gå rundt og rent fysisk bevæge sig væk fra jer, og det kan godt gøre, at han søger at knytte sig lidt ekstra. Man kan ikke separere sig uden at være knyttet til, og derfor vil mange opleve en slags "jeg vil dig, vil dig ikke" eller en "op ned adfærd" i denne alder - hvor barnet på den ene side vil op, være i favn, søger ekstra fysisk nærhed og kontakt, og på den anden side også kan skubbe forældre væk, afvise dem, vil prøve selv, kunne mere selv.

Samtidig er jeres dreng jo i vuggestue om dagen, og dermed separeret fra jer, hvilket igen kan gøre, at han søger jer ekstra, når I er sammen. At han har svært ved at vende tilbage til vuggestuen, efter en lang sommerferie hjemme, er helt naturligt. At han reagerer som om, at han skal "indkøres igen" er en helt normal reaktion for børn i denne alder. Og det tager naturligt tid for ham at vænne sig til vuggestuens rutiner igen.

Generelt er ændring i rutiner svært for små børn at håndtere, og det kan sagtens vise sig ved, at han viser øget afhængighed af mor, og også pludselig får svært ved at sove eller begynder at vågne om natten, græder, og har brug for ekstra tryghed og nærhed.

Selvom han er så lille, at han ikke helt forstår, hvad det betyder, at du er gravid, så er der ingen tvivl om, at han mærker, at der er en forandring på vej. Du nævner selv, at du har svært ved at løfte ham og bære ham på din arm, han er en tung dreng. Din mave vokser naturligt også, hvilket gør, at pladsen på dit skød bliver mindre, det er sværere at sidde og putte hos dig. Dit energiniveau kan også være anderledes. Måske har du lidt mindre energi til at lege, eller du kan være fysisk begrænset på grund af graviditeten, og det kan naturligt også være noget, som han reagerer på, netop ved at søge ekstra tryghed hos dig.

Din opmærksomhed kan også være delt, så du ikke altid er opmærksom på ham men i stedet fokuserer på maven, dig og far taler om babyen, mærker den lille sparke, taler om det, som kommer - og han fornemmer det hele, uden at forstå det. Børn opfanger emotionelle signaler fra deres forældre, og han kan derfor tydeligt mærke, at noget har ændret sig - og det reagerer han naturligt på. Det kan naturligt være med til at gøre, at han bliver lidt mere klyngende og søgende i sin kontakt til dig.

At du er gravid, og at der er en lille ny på vej, kan derfor godt udløse en følelse af usikkerhed hos jeres dreng, selvom han ikke forstår, hvad det er. Det kan godt medføre, at han sover mere uroligt og bliver mere afhængig af dig f.eks. om natten, og det kan også være med til at forklare, hvorfor han kun vil trøstes af dig og ikke af far. Børn kan også være meget opmærksomme på små signaler - ændringer i dit kropssprog eller måske din duft (hormonelle forandringer) kan måske påvirke ham mere, end du tror:)

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på ikke at afvise ham, men prøver at være der for ham, som du nu kan. Det er super at du, i stedet for at løfte ham op, forsøger at komme ned på gulvet til ham. På samme måde kan du invitere ham op at sidde ved siden af dig, når I f.eks. skal lave puslespil, læse i en bog eller lignende, så han fornemmer, at du gerne vil ham og er der for ham, selvom du ikke løfter ham op og bærer ham rundt. Hvis du f.eks. siger "gå nu hen til far i stedet" eller lignende, så vil han godt kunne føle, at du ikke vil ham, og det vil ikke gøre noget godt for forholdet mellem ham og far, og det vil heller ikke få ham til at klynge sig mindre til dig.

Når I gerne vil have far til at tage mere over, så er det, som du skriver, vigtigt ikke at presse det igennem. Det er en god idé at starte med små skridt, så far stille og roligt fylder mere og mere. Det vil være rigtig godt, at far og søn ...


Annonce

... vænnes til at gøre flere ting sammen netop med tanke på den kommende familieforøgelse:)

Start med at lave små rutiner, hvor far naturligt er involveret. Børn trives med forudsigelighed, det giver tryghed. Det vil sige, at det f.eks. med fordel kan være far, som gør alt det, som leder op til putning: Giver jeres dreng et bad, gør ham klar til natten med nattøj, godnatgrød, får børstet tænder osv. Herefter puttes jeres dreng i seng, og så kommer mor ind, lægger sig med ham og læser godnathistorie, synger godnatsang osv. som nu.

I kan overveje, om han kan puttes i egen seng, da det vil være en fordel, når den lille ny kommer. I forhold til hans opvågninger om natten, kan det være en fordel, at han ved hvor han puttes - og ikke puttes i jeres seng og vågner op i en anden seng. I skal stadig holde fast i rutinerne, så far gør alt det, som leder op til putning, men mor kommer ind og sætter sig ved sengekanten og hjælper ham til at slippe dagen og alle oplevelserne.

Jo mere far kan gøre alt det, som leder op til putning, jo mere vil far naturligt også kunne være den, som læser historie, når den lille ny kommer. Det er dog vigtigt, at du også siger godnat, selvom den lille ny er der. Det er faktisk ekstra vigtigt, at du prioriterer at sige godnat til storebror, netop for at han stadig føler sig prioriteret:)

Selvom jeres dreng ikke er så gammel, så må I gerne sætte ord på. Du kan f.eks. sige "far putter dig, mor kommer ind til dig om lidt", og far kan sige "far putter dig, mor kommer, når jeg har læst historien" eller noget i den stil. Så han hører, at I forstår ham, at han gerne vil have sin mor, og anerkender dette behov, men så I samtidig også holder fast i, at far naturligt kan putte ham.

Det er også vigtigt, at du generelt bakker op omkring de ting, som far gør. Hvis jeres dreng f.eks. protesterer over, at far vil hjælpe ham, så må du gerne direkte sige "far hjælper dig med maden", og du kan også berolige ham ved f.eks. at sige "jeg er lige her, vi sidder sammen og spiser", så han hører, at du ser ham, forstår ham, er der - men igen bakker op om, at far sagtens kan.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Og det samme skal far gøre - det er vigtigt, at far ikke giver op eller med det samme rækker jeres søn til dig, men netop holder fast i, at han naturligt også kan hjælpe og gerne vil hjælpe. Hvis jeres dreng f.eks. protesterer over, at far hjælper ham med overtøjet, så kan far sige "jeg hjælper dig med jakken, vi går ind til mor, når vi har fået jakke og sko på". Så han igen hører, at du er der, far ved, at han gerne vil dig, men holder fast i, at lige nu hjælper far.

Det kan på samme måde være en god idé, hvis far måske kan aflevere i vuggestuen i en periode. Du fortæller, at jeres dreng nærmest kravler op ad dit ben og græder, og måske vil det være lettere for ham at sige farvel hjemme. Du kan stadig hente ham og give ham lidt kortere dage. Når den lille ny kommer, vil det højst sandsynligt være far, som afleverer i vuggestuen nogle gange, og derfor er det også en god idé at øve dette nu.

Det er også rigtig godt, hvis far og søn kan lave noget sammen, som kun er for de to. Det kan være at handle sammen, gå en tur i skoven eller parken, kikke på byen, tage en tur i svømmehallen og lignende. Så de to tilbringer tid sammen. Netop svømmehalsture er gode, fordi de kræver praktisk hjælp og støtte hele vejen, og der er tæt fysisk kontakt mellem far og søn. Jo mere de to kan have noget sammen, jo bedre er der - også når den lille ny kommer, fordi det så vil virke mere naturligt, at de netop gør ting uden mor (og baby).

Hvis I generelt oplever, at jeres dreng bliver meget ked af de nye rutiner, så skal I naturligvis overveje, om I er gået lidt for hurtigt frem og måske skal tage det i et lidt langsommere tempo. Nogle gange kan det også være nødvendigt at indgå i et kompromis i de enkelte situationer - det afhænger netop af situationen. Hvis planen f.eks. er, at far bader, giver nattøj på, børster tænder osv. og jeres dreng har brug for at mor giver ham nattøj på, så kan mor godt gøre dette - fordi det giver ro og skaber en hyggelig putning - men det er stadig far, som børster tændene og putter jeres dreng i seng, så det ikke er det hele, mor skal gøre:)

Så små skridt, små ændringer, for at få far mere på banen igen, så I alle kan være lidt mere klar til at blive en familie på fire:)

Jeg håber, at du/I kan bruge dette lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke - også med graviditeten!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

4. november 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Opbrugt efter vuggestue

Kære Helen. Vores datter er nu 15 måneder og har snart gået i vuggestue i 3...

Læs hele brevet og Helens svar


21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar


18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar


13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.

Voldsom separationsangst

Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...

Læs hele brevet og Helens svar


22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Vuggedød - uventet spædbarnsdød

Den egentlige årsag til vuggedød eller pludselig spædbarnsdød kendes ikke. Men man ved, at der er visse faktorer, som har betydning. i 1980erne døde over 100 spædbørn hvert år uventet under søvn og siden 1990erne er antallet faldet drastisk. I dag er det under 10 børn om året i Danmark, der rammes af vuggedød.

Faldet i vuggedød skyldes i høj grad følgende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen:

1. Læg altid barnet til at sove på ryggen. Hvis barnet sover på maven, er...

Læs mere i Babylex

Børneeksem

Børneeksem hedder også atopisk eksem eller dermatitis. Barnet får meget tør hud og hos de små børn kan eksemet sidde over alt på kroppen. Hos de lidt større børn sidder eksemen ofte i albuebøjninger og knæhaser.

Atopisk eksem kaldes børneeksem fordi det stort set kun rammer børn og ofte starter indenfor det første leveår. Hvis barnet har meget eksem og er generet af dette, vil det altid være en god idé at få barnet undersøgt, for at afklare om eksemen skulle hænge sammen med...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens babydagbog som er en praktisk og lækker kalender smækfyldt med konkret information og gode idéer.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Tusinde tak for dit fantastiske svar til vores lille familie sidst. Det hjalp virkelig på natten at give ham en fast rytme i dagstimerne.

Tak fra Hannibals mor


Annonce