Brev:

Frustreret 4-årig

Kære Helen.

Jeg skriver til dig, fordi vi igen har brug for lidt råd til vores ene tvillingepige på snart 4 et halvt år. Begge vores piger er dygtige, velformulerede, søde, empatiske, sjove og meget tænkende piger – og hinandens bedste venner. De er samtidig også enormt temperamentsfulde begge to. Vores ene pige, K, udfordrer os voldsomt i øjeblikket og vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal takle hende. Hun bliver så vred og frustreret, at det ikke er til at være i hus med hende. Jeg kan give et eksempel fra vores søndag. Og jeg undskylder for at det bliver lidt langt :-)

Begge piger vil i bad fra morgenstunden, hvilket er helt fint. De hygger sig og til sidst vil K op. Hun ligger sig på maven på gulvet og bliver irriteret over, at hendes søster sidder og synger inde i badet og vil have hende til at holde op. Hun begynder at råbe af hende og jeg fortæller K, at hendes søster gerne må synge, hvis hun synes det er for højt kan hun gå med mig ind i stuen. Det bliver K sur over og begynder at råbe af mig, at hendes hår er krøllet og hun vil redes. Jeg siger jeg gerne vil rede hende, men hun vil ikke sætte sig op. Hun ligger og råber, at jeg skal rede hende og jeg begynder, mens hun ligger ned (hun vil ikke sætte sig op).

Pludselig bliver hun rasende over, at jeg kun redder den ene side, jeg siger roligt til hende, at jeg gerne vil redde begge sider og at hun så skal sætte sig op. Det gør hende topfrustreret og hun begynder at filtre hendes hår med sine fingre mens hun skriger, at så krøller hun bare sit hår. Hun bliver mere og mere rasende og lægger bare og skriger på gulvet, at nu er hendes hår helt krøllet og at jeg ikke vil rede hende. Jeg fortæller hende, at jeg gerne vil rede hende, når hun sætter sig op. Det gør hun til sidst, men når jeg prøver, fjerner hun hovedet, hvorefter hun igen skriger af mig, at jeg skal rede hende. Jeg siger til hende, at nu vil jeg ikke prøve mere, nu må hun gerne selv gøre det.

Søster kommer herefter op af badet og jeg giver hende opmærksomhed i stedet. K kommer over og siger, at så kan hun også bare tage tøj på. Jeg møder hende venligt og roligt og siger ja, så tag du tøj på, så kan vi gå ind i stuen alle sammen bagefter.

Pludselig eksploderer hun igen, da hun ikke kan finde sine underbukser, jeg finder dem til hende, men hun kaster dem væk i arrigskab og siger at det er de forkerte. Jeg siger øv altså, at de er forkerte, jeg vil gerne hjælpe med at finde et par andre. Hun skriger, at hun vil have dem på, hun havde på før, hvilket var dem hun smed væk. Jeg finder dem igen, men hun kaster dem væk igen mens hun skriger og er helt ...

... opløst. Jeg kan ikke få lov at trøste hende, hvis jeg rører hende når hun er i denne tilstand, bliver det kun værre (sådan har det været i perioder siden hun var helt lille).

Til sidst forlader søster og jeg badeværelset, da jeg bliver nødt til at gå fra K, da jeg ellers ikke kan blive ved med at bevare roen. Lidt efter henter jeg hende og siger nu går vi ind i stuen og hygger med lidt fjernsyn, hun sidder ved mig imens, men hele vejen igennem er hun sur (så sidder hun ikke ordentligt, så driller tæppet, så sidder søster for tæt på osv.). Hun bliver rasende over, at hendes far kommer med den forkerte kiks, men hun får pænt og bestemt at vide, at det er de kiks der er.

Efter lidt tid sker der noget (kan ikke huske hvad der udløser det), men hun skriger og hyler så højt, at vi ikke kan høre noget som helst. Derefter sætter jeg hende ind på hendes seng og fortæller hende, at hun herinde må være ked af det så højt som hun vil og at jeg gerne vil være herinde sammen med hende, men at søster og far får ondt i ørerne når det er så højt ude i stuen. Hun skriger og sparker og kan næsten ikke få vejret og råber jeg skal gå ud. Jeg går ud og siger, at hun må kalde på mig, når hun er klar til at få en krammer og blive trøstet. Hun skriger i noget tid, hvorefter hun kalder på mig, men vil egentlig ikke op til mig eller noget. Jeg lægger mig, hiver en bog frem og efter lidt tid kommer hun over og ligger ved mig og slapper af mens jeg læser højt.

Her er hun ca. været sur, skreget, råbt og grædt i halvanden time! I løbet af dagen har der været to episoder mere med samme styrke og tidsinterval. Hun skriger og skriger og skriger og bliver så frustreret over de mindste ting, som at dynen er kold eller fletningen sidder skævt eller hendes mund ikke er blevet tørt ordentligt.

Vi er ikke forældre som giver efter og adlyder hendes mindste vink, ofte er hendes frustrationer også ting, vi egentlig ikke kan gøre noget ved. Vi er bare selv frustrerede over, at episoderne tager så lang tid ad gangen, det er lang tid for os alle at være i. Vi synes faktisk også det er synd for K, udover disse anfald er hun den mildeste og skønneste pige.

Vi er rolige, anerkendende og bestemte forældre, men vi kan mærke, at det bliver sværere og sværere for os at bevare roen. Efter sådan en dag som i dag har vi allermest lyst til bare at skrige igen, at hun skal stoppe med det skaberi. Men det kommer vi jo ingen vegne med! Hvordan hjælper vi hende bedre og hurtigere videre og hvordan kan vi selv blive ved med at bevare roen? For begge pigers skyld?

Kærlig hilsen
den endnu engang trætte tvillingemor

Læs Helens svar »

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år

Hjælpe til i hjemmet

Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...

Læs hele brevet og Helens svar

5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.

Stadigvæk kræsen

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: