Svar: Umulig dreng på 2,5 år

---

Kære Tommy og Louise

Det er et langt og meget beskrivende brev I har sendt og jeg kan sagtens sætte mig ind i jeres situation. Det er bestemt ikke nemt at være jeres lille familie, men jeg må så også sige at det bestemt heller ikke er nemt at være Daniel.

Jeg tror ganske bestemt at Daniels ændring skyldes at han er blevet storebror. Det kan sammenlignes med at Tommy f.eks. kom hjem med en kvinde og sagde "her er hun, hende elsker jeg" (det skal du også gøre og så skal hun forøvrigt sove i soveværelset). Kære Louise - hvad ville du sige, hvor frustreret ville du ikke blive, ville du slå ham eller hende eller hvad ville du gøre?

For Daniel er Maja kommet til. Sikkert en yndig lille pige og alle som kommer siger "Neeej, hvor er hun sød, må jeg holde hende". Alle ringer og spørger "hvordan går det med hende, hvor stor er hun blevet". Hen over hovedet på Daniel, som står og ser til. Det gør han også når I sidder i sofaen og giver hende mad - i timevis, eller når han kalder og I siger "jeg kommer lige om lidt, jeg skal lige"...og altid lige noget med Maja.

Selvfølgelig kan han lide hende, men han er også sød ved hende fordi han ved at I forventer det af ham. Rent faktisk er hun smadder irriterende og de følelser skal han have lov til at have.

Mit umiddelbare råd til jer er derfor at legalisere hans følelser. Sig til ham: "Jeg kan godt forstå at lille søster er dum".

Prøv at lytte til ham, hvad er det han vil fortælle jer, og så prøv at sætte ord på hans følelser. Det skal naturligvis være en balance imellem at vise at I forstår ham og accepterer hans reaktioner, men samtidig også sætter grænser og siger stop, når ...

---

---

... det er nødvendigt.

Han skal have lov til at bestemme nogle gange, for når man oplever at få sin vilje, så kan man også bedre acceptere, når man får nej andre gange. Hvis man altid får nej, nej, nej, så er det næsten ikke til at leve med.

Han bærer ikke nag og det skal I heller ikke gøre. Når han rækker ud efter jer og beder om jeres trøst og opmærksomhed, så skal han naturligvis have det. Sæt jer ned, tag ham op på skødet og fortæl ham så, hvorfor I blev sure. Korte og præcist ikke alt for lange forklaringer. Fortæl også gerne at I blev kede af det, så han hører jer have de samme følelser som han selv har.

---

---

Lyt før I skælder ud og prøv derved allerede før det 'kører af sporet' at finde ud af, hvorfor han handler som han gør. Sæt så ord på, beskriv de følelser I tror han har - han kan jo rette jer - "jeg er ikke ked af det, jeg er sur" og det er fint. Det vigtige er at han oplever at I forstår ham og gerne vil ham.

Og netop det sidste er vigtigt. For hvordan er det lige I oplever jeres lille dreng. Nu har I fået en lille fin pige, og han, jeres store søn virker klodset, umulig, sur, med et forvirret og kedeligt sind - det ved han godt I synes! I skal derfor finde kærligheden til ham frem igen. Han er super dejlig, netop fordi han er stor og kan så meget, har så meget temperament og vilje og han skal vide at han er noget ganske særligt, fordi han er den han er. Han mærker så tydeligt at I er trætte af ham og han gør alt hvad han kan for at få tingene, som de var før - det er bare ikke som det var før.

I savner jeres Daniel, men han savner også tingene som de var.

Rigtig meget held og lykke fremover til jer alle fire.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---