Svar: Sparring til putteritual
Kære mor og far
Tak for jeres brev, jeres fine beskrivelse og alle jeres tanker - jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer:)
Der er, som jeg ser det, flere ting som spiller ind hos jer. Det ene er naturligt den vane, som I har fået skabt. Igennem det sidste halve år, har jeres dreng lært, at hans putning skal vare en eller flere timer og bestå af et ritual, hvor han igen og igen skal rejse sig, søge jer, løbe frem og tilbage, grine, råbe osv. osv.
Der er heller ikke tvivl om, at hans alder og udvikling spiller ind. Netop i 2-2.5 års alderen vil rigtig mange børn begynde at protestere mod søvnen. Han bliver i den alder mere og mere bevidst om, at når han er lagt i seng, så sidder I og hygger i stuen, og de gange, hvor det er lykkes for ham at komme ind til jer, så er han blevet bekræftet i, at I netop sidder i stuen og hygger og måske er der endda en slikskål på bordet, som ikke var der, før han blev lagt i seng. Og det vil han naturligt gerne være en del af. Han bryder sig ikke om at være holdt uden for men vil være en del af det hyggelige, som han fornemmer I har sammen
Derudover viser han naturligt også mere og mere egen vilje, han vil selv styre, selv bestemme - hvilket også hører alderen til, og det er derfor helt naturligt, at han nogle gange gør det modsatte af, hvad I ønsker. Det er måden han udvikler sig på, udvikler sin selvstændighed på:)
Han er også blevet storebror, og det er naturligt svært for ham at skulle dele mor og far med en lille ny. Og rigtig mange børn søger nærheden om aftenen, når han skal sove. Det er netop ved sengekanten om aftenen, at han kan føle sig prioriteret, og have jer for sig selv, og det er derfor vigtigt netop at bruge tid på sengekanten, tale dagen igennem læse bøger, synge et par sange osv. så han føler, at I stadig er der for ham og stadig prioriterer ham.
Så er der også hele dagens rytme - som spiller ind på hans evne til at overgive sig til søvnen. Og det er her ikke nogen god idé at fjerne hans middagslur helt. Han har stadig brug for det afbræk midt på dagen, som luren giver ham, og hvis I springer luren over, så bliver han så træt, at han ender med at tage en lur sidst på eftermiddagen - og powernap ødelægger nattesøvnen. Det er sådan, at søvn der ligger sidst på dagen vil "æde" af nattesøvnen, så det vil gøre, at han enten stadig bliver svær at putte, ender med at vågne ekstra tidligt om morgenen eller vil få en vågenperiode midt på natten. Og ingen af delene er I jo interesserede i. Derfor er det vigtigt, at han får sin middagslur.
I skal regne med, at han nu har brug for ca. 12-12.5 times søvn i døgnet, og det lyder faktisk til at være den mængde søvn, som han ofte sover. Jeg forstår dog godt, at I gerne vil have søvnen lidt anderledes fordelt, og det vil også være rigtig fint at arbejde på en rytme, hvor han f.eks. sover 2 timer til middag og 10-10.5 time om natten f.eks. fra kl 20 til 06 og en middagslur mellem 11.30-13.30/14. Rigtig mange børn vil også trives med ca. 6 timers vågenhed fra de står op af deres middagslur, og til de puttes om aftenen, hvilket også passer nogenlunde med hans vågentid ...
... nu, og det vil altså stadig passe med et lidt tidligere puttetidspunkt og en kortere middagslur.
Løsningen er dog ikke at skære en time af hans middagslur, men i stedet putte ham på det tidspunkt om aftenen, hvor I ved, at han er træt og parat til at sove. Hvis han ikke er klar til at sove før kl 21, så er det vigtigt, at I ikke putter ham før. Hvis I putter ham en time eller mere, før han er parat til at sove, så vil han ikke kunne falde i søvn og vil netop lære at putteritualet betår af en times ritual, hvor han rejser sig og løber rundt.. Han skal derfor puttes, når han kan falde i søvn inden for ca. 10-15 minutter og med det ritual, som I gerne vil give ham: At I sidder hos ham, læser et par bøger og synger et par sange:)
Når I gennem en periode har puttet ham kl 21, og han har lært at falde i søvn inden for rimelig tid, så kan I begynde at rykke hans puttetidspunkt frem, så han puttes gradvist tidligere og tidligere - 20.45, 20.30, 20.15, 20.00. Dette gøres over flere uger. Og samtidig med at I gør dette, så afkortes hans middagslur om dagen på samme måde. Det vil sige, at I takt med at nattesøvnen på denne måde bliver længere, så bliver middagsluren tilsvarende kortere. På sigt vil han selv afkorte sin middagslur, men i starten vil det måske være nødvendigt, at I vækker ham stille og roligt og på den måde gradvist afkorter luren. Og det betyder også, at I skal samarbejde med vuggestuen omkring det :)
Det er på samme måde vigtigt, at I står op til samme tid om dagen f.eks. senest kl 06. Så selvom han måske pludselig viser tegn til at ville sove til kl 07, så er det ikke nødvendigvis nogen god idé, da det ikke er om morgenen, at I ønsker hans søvn forlænget, men derimod om aftenen.
Det er også vigtigt, at I holder samme rytme, uanset om det er hverdag eller weekend, påskeferie og lignende - måske er det netop påskeferien, som I skal bruge til at få skabt nye søvnrutiner... :)
Mit forslag til en rytme, som skal være jeres mål, ser således ud:
Vågner omkring kl 06 og dagen begynder stille og roligt
Morgen 07: Havregrød, havregryn med mælk eller lignende, vand eller mælk af kop.
Formiddag 8.30-9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, bær, vand af kop.
Frokost 11: Rugbrød med forskelligt pålæg eller varm mad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Vand af kop.
Puttes til middagslur og sover fra ca 11.1.30-13.30/14
Eftermiddag 14.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær, måske lidt tykmælk med revne æbler, rugbrødsdrys eller lignende. Vand af kop.
Før aftensmad 16: lidt forskelligt gnavegrønt og vand af kop.
Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Vand eller mælk af kop.
Kommer i bad, frotteres godt, smøres med creme, gøres klar til natten.
Tilbydes et godnatmåltid ca 19.30, vand eller mælk af kop og får derefter børstet tænder.
Puttes til natten ca. kl 20 med godnathistorie, puttebamse, og et par sange...
Jeg tænker, at dette vil være et realistisk mål og håber, at I har fået lidt idé om, hvordan I kan nå dertil :)
Rigtig meget held og lykke med det projekt :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme
Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
Viden om børn:
Babysvømning
Der er mulighed for at gå til babysvømning i de fleste svømmehaller. Der findes også private hjem, med et opvarmet bassin, hvor man har små hold for babyer og deres forældre.
Babysvømning er godt for barnets balance, hvilket har betydning når barnet senere skal lære at sidde, kravle eller gå. Det at være i lunt vand, kender barnet også fra sin tid i livmoderen og når barnet er i vandet stimuleres alle sanser - ikke bare balancen, men også høresansen, lugtesansen (og nogle gange...
Sove inde
Når barnet sover inde, så er det sikreste at sove i egen seng, men i samme rum som forældrene - i hvert fald, når der er tale om et spædbarn. Det nedsætter risikoen for vuggedød.
Vælger du at sove sammen med dit barn, skal dit barn have ligeså meget plads, som hvis det sov i egen seng. Det skal have sin egen dyne og skal sove på en fast madras uden løse lagner, tæpper eller lignende.
Temperaturen skal være mellem 18-20 grader og barnet skal iklædes tøj, der passer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








