Brev:

Når andre børn tager legetøjet

Hej Helen,

Jeg har skrevet til dig engang før for nogle måneder siden, dengang om amning. Tak for dit svar. Jeg følte mig både set og forstået og fik et nyt syn på situationen som gav god mening. Tak for hjælpen.

Denne gang vil jeg spørge dig til råds om noget helt andet. Nemlig hvordan jeg bedst håndterer, hjælper og støtter min datter i at være i relation med andre børn, særligt når de tager hendes legetøj.

Jeg ser tit børn være optaget af ‘mit og dit’ i forskellige grader og bare i det hele taget være så nysgerrige at de tager andre børns legetøj ud af hænderne på hinanden. Hvilket jeg tænker er en helt naturlig del af at være et lille barn og skulle lære om mit og dit, om at dele og lege med andre børn.

Men med vores datter er det omvendt. Og det ser jeg ret sjældent omkring mig hos andre børn. (Eller også har jeg bare ikke lagt mærke til det. Det kan jo sagtens være.) Jeg kender ikke rigtig andre, der har oplevet det denne vej rundt, som jeg kan tale med om det.

Vores datter har endnu ikke været særlig optaget af dit og mit. Overhovedet ikke næsten. Kun i lille grad herhjemme med sin mor og far. Men det har en mere konstaterende form og på en glad måde. Hun siger f.eks sit navn med glæde pg begejstring, når hun ser en ting, der er hendes, og viser den frem. Eller hun kan sige sit navn insisterende og forlangende, hvis hun vil have en ting, jeg sidder med eller bruger (f.eks en farveblyant).

Men hun har aldrig haft en “miin” periode, og hun har aldrig taget legetøj fra andre børn (måske 2 gange i hendes liv fordi hun har set andre børn gøre det). Og så kommer det, som jeg bekymrer mig om og ikke ved hvordan jeg kan håndtere:

Når hun er sammen med andre børn omkring hendes egen alder, næsten især lidt yngre, og de tager hendes legetøj, kan jeg se at hun bliver frustreret. Hun bliver lidt chokeret og forvirret og ked af det og vred (mange følelser :) ), men hun gør ikke noget. Hun tager ikke legetøjet igen eller græder eller råber. Hun kigger bare, siger måske lidt smålyde og ved ikke hvad hun skal gøre. Og jeg må indrømme, at jeg føler mig i vildrede om hvordan jeg skal afhjælpe situationen.

Pga Corona har hun ikke været sønderligt meget sammen med andre børn, sådan tæt på, og slet ikke flere ad gangen. Så situationen er ikke så vant for mig. Skal jeg støtte hende i at tage legetøjet igen? Eller fokusere på at vise hende at hun kan tage et andet legetøj i stedet? Er det nok at sætte ord på hendes følelser i øjeblikket “nu tog X dit legetøj og det gjorde dig ked af det”? Eller skal jeg efterfølgende give hende et handlingsforslag, f.eks ...

... “spørg om du kan få det igen”? Men her tænker jeg, at hun (og det andet barn) er alt for små og ikke har et ordforråd til det.

Eller skal jeg som den voksne og moren i situationen blande mig og sige noget i retning af “hov X, den legede Y lige med, kan du give hende den igen”? Og hvis barnet ikke vil af med legetøjet igen (hvilket de som oftest ikke vil eller helt forstår i den alder) hvad så?

Jeg må indrømme at det handler meget om 2 ting for mig: på den ene side at jeg nødigt vil gå ind og irettesætte et fremmed barn (?). Og særligt ikke når det andet barns forældre er til stede. For hvad er deres holdning.

Og på den anden side, at jeg har ladet mig fortælle, at det er bedst ikke at blande sig i børns konflikter, men heller lade dem håndtere det selv. Her bliver det et dilemma for mig, fordi godtnok bliver det ikke en eskaleret konflikt, for hun hverken råber eller græder, men hun bliver ked og frustreret og fastlåst. Og jeg ved at hun skal hjælpes og støttes. Jeg ved bare ikke hvordan. ?

Enhver hjælp, råd eller tanke vil hjælpe mig. <3

Udover det med legetøjet er hun også som udgangspunkt ret forsigtig i legen med andre børn. Hun går meget sjældent hen og rører ved dem og sådan som jeg tit ser andre børn gøre. Hun bliver også ret forbavset, næsten forulempet, når andre børn går over hendes grænse ved at røre hende eller (netop) tage hendes ting. For mig at se er hun ret tilbageholdende og utryg i legen med andre børn. Ikke med voksne, det elsker hun. ... ?

Vores datter er for nyligt startet i dagpleje. Hun startede for 2 mdr siden (første uge i januar), men med meget nænsom/langsom opstart. Jeg havde muligheden for at tage det stille og roligt og det ville jeg gerne. Efter 3-4 ugers indkørsel på forskellig vis, kunne hun være der fulde dage (dvs hvor hun både sover og spiser, 6-7 timer i alt). Hun elsker dagplejemoren og stedet, men er meget usikker sammen med de andre børn, især her på det sidste.

Hun har aldrig haft helt nemt ved at sove (dvs falde i søvn / give sig hen til søvnen) der. Hun bliver lidt panisk ved lur-tid, og her de sidste 2 uger har hun virkelig kæmpet imod, når hun skal puttes og er også begyndt at sige nej, når hun skal afsted hjemmefra om morgenen (dog sjældent med gråd). Det, der dog næsten gør mig mest bekymret er, at hun for tiden ofte slet ikke kan overskue at have de andre børn i nærheden af sig. Igen det med andre børn... (Hun har ikke søskende og er det eneste lille barn i både min og hendes fars tætte familie)

Har du et bud på hvad der mon foregår i hende eller hos det lille pus?

Kærlig hilsen
en spørgende mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.

En hård tid

Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.

Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Sut - 23 mdr.

Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Selvstændig 2 årig

Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: