Svar: Snart 3 år og laver scener ved hver aftensmad

---

Hej med dig

Først bliver jeg nødt til at sige at det lyder som nogle rigtig dejlige drenge du har dig der. Begge fyldt med energi og de lyder til at udvikle sig sundt og i helt naturlig retning:o)

Dernæst bliver jeg også nødt til at sige, at jeg ud fra dit brev gør mig en del tanker. Det er nærmest umuligt gennem en brevkasse at vurdere, hvad der sker i en familie og derfor må du tage de af mine tanker som du kan bruge og lade resten være:o)

For at starte med den ældste. Når man er 3 år gammel, så er man i fuld gang med at udvikle selvstændighed. Jeres dreng er langsomt blevet bedre til at udtrykke at han ikke altid vil det i voksne vil, han vil noget andet.

Jeg bliver nødt til at sige at det lyder meget som om, at I ser denne udvikling som noget negativt. At I opfatter det som trods og som noget I skal stoppe. Har I nogen sinde tænkt følgende tanke, eller måske sagt det: "Han skal endelig ikke have sin vilje, for så tror han at han kan bestemme det hele og så bliver han en lille tyran?"

Jeg tror det er meget vigtigt at I prøver at se hans udvikling som noget positivt. Han er i færd med at lære sig selv og sin omverden at kende. Han er nysgerrig og aktiv og kan på få øjeblikke skifte fra at være glad til at være ked af det. Verden er stor og der er meget, som skal læres. Jeres dreng har ekstra meget brug for kærlighed, omsorg og nærhed. Det styrker ham til at gå videre ud i verden.

Derfor tænker jeg - hvorfor skal han blive siddende ved bordet til I alle er færdige med at spise? Hvorfor må han ikke komme på skødet og sidde lidt, når han er færdig og I alligevel sidder og snakker hen over bordet?

Jeg er heller ikke tilhænger af at børn render rundt om bordet. Jeg synes også at børn skal sidde ved bordet, når de spiser. Det er prisværdigt at I flytter pladser og sørger for at alt omkring jer fungerer, men hvordan er stemningen egentlig hos jer, når I spiser?

Ud fra det du beskriver tænker jeg at det måske allerede fra start, inden I næsten sætter jer ved bordet, er ved at gå galt. Måske er du stresset over tanken om, hvorvidt der nu bliver ballade, eller om lillebror afviser maden du har lavet til ham eller hvad det nu kan være. Det er problematisk, for hvis du/I allerede på forhånd har en forventning om at det her går galt, ja så ...

---

---

... går det ofte galt.

Jeg tænker også at det ville være en rigtig god idé at lave mad sammen med din ældste dreng. Han kan sagtens være med, når han er tre år. Prøv at snakke med ham om hvad han kunne tænke sig at spise, se på opskrifter med billeder sammen med ham og inddrag ham i processen. Måske kan I bage en pizza eller lave pitabrød med forskelligt fyld, hvor han så kan hjælpe med at få fyldes i små skåle og alle kan tage lidt fra hver skål, når det står på bordet. På den måde kan I inddrage begge børn også den yngste som jo meget gerne selv vil være med.

Og så til ham. Så vidt jeg kan regne ud er han omkring et år, så en flaske om aftenen og mælk af kop i løbet af dagen, lyder umiddelbart fint.

Det er dybt frustrerende at stå og kokkerere og så gider ungerne bare ikke at spise det, men tager man et glas, så glider det let og elegant ned. Tro mig, du er ikke den eneste som har oplevet dette.

---

---

Prøv at kombinere tingene i en periode. F.eks. hvis du laver en pasta eller risret til jer alle, så tag pasta eller ris, som du selv har kogt og i stedet for din egen kødret, kommer du noget mad fra glas på. Det samme kan du f.eks. gøre med kartoffelmos. Når det glider ned, så kan du roligt servere din egen mad alt incl.

Jeg kan godt se at du tænker at hvis maden var mere flydende, så ville han lettere kunne spise det, men umiddelbart tror jeg at du skal gå i den anden retning. Giv ham i stedet samme mad som i andre, bare skåret ud i små tern. Giv ham så en børnegaffel i hånden. Hjælp ham med at få lidt mad på gaflen og lad ham selv deltage på denne måde. Han kan også få en ske i hånden, hvis han f.eks. får grød, men han vil ikke kunne mestre teknikken at spise med den endnu, det vil han derimod godt kunne med en gaffel.

Det samme kan du gøre med frugt og bær. Jeg tror faktisk ikke det er af uvilje at han smider maden ned, når den serveres i stykker, det handler mere om at han gerne selv vil deltage og at han ikke rigtigt har fundet fidusen endnu. Der er også noget udvikling i at skubbe noget ned fra bordkanten, for at finde ud af at det bliver væk. Frugt på glas er sødt og lækkert, nemt at spise, men han kan godt det andet, så du er nødt til at blive ved.

Håber du kan bruge bare lidt af mine tanker til noget. Fortsat held og lykke med dem begge:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---