Brev:
Spisevaner - 3 år, 4 mdr.
Kære Helen,
Da min nu 3årige datter begyndte at få fast føde som 5-6 måneder gammel, fulgte jeg din ”Børn og mad” til punkt og prikke, fordi den på så fin vis bekræftede mig i mine egne antagelser og værdier ift mad OG gav gode tips til gode rutiner og til at undgå kræsenhed. Hun spiste alt, jeg serverede for hende, lige indtil hun fyldte 2. Siden da har hun været meget kritisk ovf alt nyt mad og selv mad, som hun førhen var glad for. Og jeg ved godt, det er normalt at blive skeptisk i den alder, men jeg ville ønske, hun ville spise mere varieret... Da du for nyligt sendte en liste med tips og tricks med mad og spisning ud med dit nyhedsbrev, læste jeg med iver, men da jeg allerede følger alle de guidelines, håber jeg, du kan give nogle (flere) gode råd til at få nogle gode rutiner og spisevaner tilbage i hendes liv.
En normal dag ser ca sådan her ud:
7:30: Morgenmad – oftest havregrød med kanelsukker og æble. Nogle gange en grovbolle eller yoghurt naturel med bran flakes.
9:30/10: Lidt frugt eller hjemmelavede dadelkugler.
12:30/13:00: Rugbrød med kalkun/røget laks (hendes yndlings!)/hjemmelavet tunsalat/makrel. Agurk, gulerod eller peberfrugt ved siden af – hun kan ikke lide noget som helst ovenpå sine madder.
15.30/16:00: Hummus (som hun ELSKER at spise bare med ske) med frisk grønt/blancheret broccoli/ gulerødder. Nogle gange et stykke knækbrød med mandelsmør. Nogle gange en smoothie lavet på grønkål/spinat, gulerødder, nødder, frugt og kokosvand.
17:30/18:00: Aftensmad – det er oftest hér problemerne giver sig til kende... Jeg laver enten quinoa, ris (oftest brune), emmerkorn eller pasta af en art med letkogte grøntsager og en sovs med linser eller kød. På det seneste er jeg begyndt at adskille tingene, så jeg nu serverer hvert element for sig på hendes tallerken, hvor jeg før i tiden ofte lavede en gryderet eller kødsovs e.l. fyldt med grøntsager, men hun ville intet have med dem at gøre, hverken når grøntsagerne var usynlige eller i store stykker. På denne nye måde er hun mere åben ovf at spise det, og hun kan allerbedst lide, når vi får pitabrød, madpandekager e.l., fordi hun så selv kan bestemme hvad hun får. Oftest vælger hun dog blot at putte hummus og revet ost på, måske lidt revet gulerød. Hun kan gufle løs, hvis vi en sjælden gang i mellem får oksemørbrad.
19.00: Klar til seng og sover kl 19.30
Hun hader sovs – ALLE former for sovs, og kartofler afskyr hun (her i USA er de intet at råbe hurra for, så dem får vi sjældent). Hun er ikke vild med ris (hverken hvide eller brune), quinoa og korn. Hun foretrækker pasta (som jeg oftest serverer i fuldkornsudgave), ukogte grøntsager (og kun få) og rugbrødsmadder med laks eller makrel.
Før i tiden har jeg givet hende en rugbrød med smør og kalkunpålæg på, hvis hun smagte på maden og ikke kunne lide den, men det blev hurtigt en nem udvej fra at spise det, der blev serveret. Så nu er jeg gået fra det og prøver i stedet at lave noget, hvor jeg VED, at hun kan lide i ...
... hvert fald ét element af menuen. Hun hjælper ofte selv med at lægge mad på tallerkenen, men fravælger altid rigtig mange dele, hvor jeg så lægger en lillebitte skefuld på hendes tallerken. Jeg har egentlig den holdning, at vi smager på maden, for man ved aldrig, om det smager anderledes denne gang. Omvendt kan jeg ikke lide at presse hende til at spise noget, hun ikke har lyst til, men nogle gange kan hun jo faktisk godt lide det – sjældent dog. Skal jeg undlade at bede hende om at smage på maden? Ofte får det hende bare til at stoppe med at spise det ene element, hun rent faktisk kan lide og var i gang med at spise...
Hun og jeg spiser altid sammen siddende ved bordet. Hendes far kommer for sent hjem til at kunne være med fra starten, og erfaringen har lært mig, at hun slet ikke magter at spise, hvis det bliver for sent og hun er for træt. ”For sent” er efter 18.15, så er løbet kørt...
Jeg inddrager hende ofte i madlavningen og hun ELSKER at deltage og smager også på rigtig mange ting (men ikke nok til at mætte hende) og kan lide dem i køkkenet men ikke ved bordet.
Hun foretrækker at spise mange små måltider i løbet af dagen og gerne væk fra bordet, hvilket hun også får lov til nogle gange med mellemmåltider.
Et andet element med aftensmaden er, at hun nemt sidder enormt uroligt ved bordet og gør ting, hun normalt ikke gør ved morgen- og frokostbordet. Jeg har en tydelig fornemmelse af, at hun godt ved, hvad hun må og ikke må, men at hun på en eller anden måde afleder sin opmærksomhed fra spisningen ved at lege og skulle på wc (selvom vi tisser af inden mad) osv... Jeg har aldrig rigtig fulgt med i, hvad der er alderssvarende udvikling men blot kigget på, om hun trivedes, så jeg ved ikke, om hendes ”manerer” (hvis man kan sige det om en 3årig) er gode eller dårlige. Sammenlignet med hendes amerikanske 5årige fætter er hun eksemplarisk men sammenlignet med hendes 2,5årige danske fætter, har hun milevidt endnu :) Jeg plejer at lade hende blive siddende ved bordet, indtil vi andre har spist færdigt, men hvis der er voksen snakken e.l. bagefter, synes jeg ikke, hun behøver tvinges til at sidde med. Det klarer hun også fint.
Jeg tror jeg er i tvivl om, hvor meget man kan (og bør) rette på en 3årigs opførsel ved bordet. Jeg prøver at holde det til et minimum for at bevare en god stemning under spisning, men omvendt er det også begrænset, hvor meget, jeg synes, hun skal hamre i bordet, dissekere maden, råbe højt, skubbe sig fra bordet, vende ryggen til, tage fødderne op osv... NÅR jeg retter, gør jeg det ved i et roligt og venligt tonefald (oftest) at sige, hvad jeg gerne vil have, hun gør frem for, hvad hun ikke må... Til morgen og frokost er det begrænset, hvor nødvendigt det er... Og når hun får noget mad, hun godt kan lide. Jeg har næsten lyst til bare at lave rugbrødsmadder med laks hver dag bare for at få nogle gode rutiner ind igen. Og for at hun kan få noget mad i maven inden sengetid, så hun kan sove godt...
Be om hjælp :)
A´s mor.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas på din babys sarte hud
Sådan undgår du unødig kemi på puslepladsen
Som forælder vil man altid gøre det bedste for sit barn – også når det kommer til pleje af den særligt sarte babyhud. Men det kan være forvirrende og svært at finde rundt i, hvad der er sundt for huden og sikkert at bruge. Ved at vælge produkter, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
5. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Min datter er en smule sensitiv og bliver let overvældet og træt...
27. august 2025 | Renlighed | 3 år, 5 mdr.
Kære Helen Jeg har et spørgsmål angående pottetræning og afføring....
21. august 2025 | Udvikling | 3 år
Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...
5. august 2025 | Renlighed | 3 år
Toilettræning - men ingen afføring
Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...
1. august 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Kære Helen. Så er det mig igen. Tak for svar sidst ift. lillesøster. Nu...
Viden om børn:
Feber
Børns temperatur kan stige pludseligt. Dette skyldes, at deres evne til at kunne regulere temperatur ikke er fuldt udviklet. Den normale temperatur ligger mellem 36,5 og 37,5 grader celsius. Det er normalt, at temperaturen er ½ grad højere om aftenen end om morgenen.
Når temperaturen stiger, og der er tale om feber, vil barnet fryse, være koldt og blegt. Når feberen har fundet sit leje, bliver barnet derimod varmt og får blussende røde kinder. Et barn der har feber, skal have...
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alt din støtte og hjælp indtil nu. Igennem dig har jeg lært at have tillid til mine beslutninger og oser ud af tryghedsposen til min dreng og dette med god samvittighed!!!
Ingen tvivl om at du altid skal være min sundhedsplejerske :-)
Kærlig hilsen
P, mor til dreng på 15 måneder.