Svar: Bevidst om fremmede

---

Når man taler om børn, udviklingspsykologi og forskellige faser så er din fortælling helt klassisk. Det er et voldsomt emne at bevæge sig ind i her, men jeg vil alligevel lige kort sige lidt.

Når det lille barn bliver født er der en enhed mellem mor og barn. Barnet er som udgangspunkt tiltrukket af omgivelserne og menneskelig kontakt og hvor moderen er forelsket i sit barn, er moderen for barnet "den første kærlighed". En kærlighed der ikke er fornuftig men som er grundlaget for et hvert fornuftigt menneske. Forholdet mellem barn og mor har betydning for barnets socialisering, fordi det er her at den primære identifikation finder sted.

Barnet er, til forskel fra sin mor, ikke istand til at se, at forholdet mor og barn består af to parter. For barnet er der tale om en sammensmeltning, som er nødvendig for at barnet kan overleve og udvikles. Man kan selvfølgelig kun gisne om hvad barnet forestiller sig, men formodningen er at barnet oplever at være i en paradisisk verden, hvor moderen er kilden til alt hvad barnet behøver. Men som bekendt er der også en slange i paradis og efterhånden som barnet bliver ældre finder det ud af at mor ikke altid er der, når der er behov for det. Et barn der er hjælpeløst uden sin mor/uden enheden ...

---

---

... med mor oplever panik og eksistentiel angst.

Når du tager din dreng og hjælper ham, så opnår han enheden igen og han falder til ro. Det er derfor vigtigt at du tager ham og ja, det er kun en periode, men det kan komme og gå. Det lille barn har brug for sin mor.

---

---

Selvfølgelig skal jeres dreng også være sammen med far, men er han ulykkelig, så er samværet heller ikke hyggeligt og I må derfor prøve at være lidt sammen alle tre. I nogle familier fungerer det med at far for eksempel altid er den der bader. Det kan være utroligt hyggeligt for både far og barn at have lidt tid sammen i badeværelset om aftenen.

Efterhånden som jeres dreng bliver ældre vil han komme ind i perioder, hvor det kun er far der dur. Der er ikke nogen tvivl om at far ikke er en helt uvæsentlig person og at barnet allerede meget tidligt knytter sig til faren som en særligt elsket person, men den tidlige tilknytning er bare anderledes end tilknytningen til moderen. Det er klart at faderens rolle selvfølgelig også afhænger af hvor meget han er til stede, hvor interesseret han er, hvilke funktioner han har i forhold til barnet osv.

Hvis du har lyst kan du låne bøger på biblioteket om udviklingspsykologi og læse meget mere. Håber svaret her kan bruges foreløbig.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---