Svar: Urolig søvn - 13 mdr.

---

Kære lillebrors mor

Tak for dit brev og din ærlighed :)

Der er ingen tvivl om at sygdom spiller ind, og derudover så har jeres dreng også en alder nu, hvor det med søvnen ofte er lidt svært... Der er nogle helt faste perioder, hvor børn udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt - og en af disse perioder har I ramt netop nu. Man kan tale om en slags separation-gentilnærmelses-fase, ofte omkring 13-15 måneders alderen, hvor han ofte vil have ekstra behov for nærhed og tæt fysisk kontakt, samtidig med at han også nogle gange skubber jer væk, afviser jeres kontakt. Der kommer ofte en svær periode igen i 18-20 måneders alderen, så er i forberedt...

Du spørger, om det er jer, som har skabt dårlige vaner - og ja.. et eller andet sted så er det, for I har jo lært jeres dreng, at når han skal sove, så skal I sidde med ham og hoppe eller vugge ham i jeres favn, og først når han sover helt, så kommer han over i sin seng - på den måde sover han i løbet af 5 minutter, til gengæld så vågner han flere gange hver nat og søger jeres favn, han har brug for at komme op, blive vugget eller hoppet med, før han igen kan sove videre... Det handler ikke om, at han er tørstig eller sulten, men om at han har et søvnassociationsproblem.

Søvnassociationer er de vaner eller rutiner, som vi har i forbindelse med at vi skal sove.

De gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

De mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.

Søvnassociationer er godt, når de lærer barnet at falde i søvn selv. Jeres dreng lærer at sove i sin seng og forbinder sin seng med stedet, hvor han skal sove. Søvnassociationer er mindre godt, når de gør ham afhængig af jer. Hvis jeres dreng f.eks. er afhængig af at være i favn og blive vugget for at sove, så er det en uhensigtsmæssig søvnassociation. Så vil I netop komme ind i den problemstiling der ligger i, at han ikke er i stand til at komme videre i søvnen, uden at I tager ham op og vugger ham igen og igen...

Vi vågner alle sammen mange gange hver nat, vi vender os, sparker dynen af, retter på puden, vender os på den anden side, tager dynen op om os osv. Og når vi har alle disse små opvågninger, så registrerer vi, at alt er som da vil faldt i søvn, og hvis det er det, så sover vi trygt videre... Når jeres dreng falder i søvn i jeres favn og med bevægelse, så vil han naturligt søge dette om natten og vil ikke kunne sove, før han får det igen. Det svarer til, at du falder i søvn ved siden af din mand og i løbet af natten, så vågner du op og mærker, at han ikke er der. Hvad sker der så? Du vil ikke kunne sove videre, men vil vågne mere og mere op, lytte til ham, måske kalde på ham og hvis han ikke reagerer, så vil du stå op og søge efter ham. Du er nødt til at finde ham, for han skal være der. Det er forkert, det er utrygt, at han ikke er der...

Derfor er løsningen på alle jeres natlige opvågninger at hjælpe jeres dreng med at falde i søvn på en ny måde. Og det skal naturligvis stadig være trygt for ham at sove. Det er vigtigt, at det at sove forbindes med noget trygt, dejligt og rart. Det skal være rart at komme i seng.

Derfor er jeg ikke tilhænger af, at I bruger "godnat og sov godt", det er ikke en omsorgsfuld måde at lære ham at sove på. Hvis I følger den bog slavisk, så står der blandt andet, at I skal lade ham græde og forlænge tiden, hvor I går ind til ham. Der står også, at I ikke må synge for ham, ikke må kærtegne ham, røre ved ham eller lade ham røre ved jeres hår, ikke holde ...

---

---

... ham i hånden mm. Og det er for mig ikke omsorg for det lille barn... og forhåbentlig har jeres venner ikke brugt bogen, som den er skrevet! Men det betyder naturligvis ikke, at jeres dreng ikke kan lære at sove på en tryg og god måde - det er dog vigtigt at huske på, at det er jer, som har lært ham det ritual, som han har nu, og derfor også jer, som må lave ritualet om, men naturligvis med respekt for den lille dreng, det lille menneske han er :)

Nogle gange er man nødt til at tage det i etaper. Nogle gange kan det ikke lade sig gøre at vænne ham fra både at blive vugget og være i favn på en gang. Nogle gange kan det være nødvendigt at vænne ham til at ligge selv, altså vænne ham fra favnen først, og derefter så trappe ud af bevægelse. Her kan man f.eks. putte ham i barnevognen om dagen og vænne ham til at sove i den, og om aftenen vil nogen have glæde af at brio-bedrockers, som giver mulighed for stadig at bevæge sengen lidt... Andre gange vil det være bedre, at I vænner ham til ikke at skulle mangle favn og nærhed, men i stedet lærer at sove liggende og uden bevægelse - og her kan en løsning f.eks. være, at I vælger at lægge jer sammen med ham i dobbeltsengen, så han stadig får masser af nærhed og tæt kontakt, men lærer at sove liggende ved siden af jer og uden at skulle vugges i armene...

Nogle gange kan det naturligvis også lade sig gøre at putte ham i tremmesengen og så arbejde på, at han lærer at sove der - men her er det så vigtigt, at se på, hvad der sker, når han bliver puttet, og hvis han græder, så vurdere, hvad gråden handler om.

Hvis han smågræder, klynker en overtræt gråd, så kan det være en god idé at lade ham blive i sengen, sidde hos ham, holde ham i hånden, hjælpe ham til fysisk ro med kærtegn og "håndspålæggelse" og efter få minutter, så overgiver han sig til søvnen. Her er der tale om en overtræt gråd, som kun varer få minutter, og hvor han tydeligt er træt og parat til at sove. Derfor er det netop vigtigt, at lade ham være i sengen og hjælpe ham ind i søvnen der fremfor at tage ham op og vugge ham.

---

---

Hvis han græder ulykkeligt. Hvis han rejser sig i sengen, strækker armene op over hovedet, så signalerer han "tag mig op, gå ikke fra mig". Det er et af de stærkeste signaler, han kan sende, og her skal I naturligvis tage ham op, sætte jer med ham, trøste ham, berolige og betrygge - og når han så er parat, så prøver I at putte ham igen.

Han kan også græde, det man kan kalde protestgråd, en slags "jeg vil ikke sove nu, jeg vil hellere lege". Hvis det sker, så kan man godt nogle gange vælge en metode, hvor man går til og fra. Det kalder jeg for "se-til-metoden". Det handler ikke om, at han skal begynde at græde og blive ulykkelig, men metoden bruges, fordi I med jeres kropssprog viser ham, at det ikke er legetid men sovetid nu. Det betyder også, at I ikke er væk i mere end højst 3 minutter af gangen, og I forlænger ikke tiden, hvor I går fra ham - og I vender tilbage til ham, også selvom han ikke græder. Det er netop ikke meningen, at han skal nå at blive ulykkelig. Han skal få en fornemmelse af, at det er okay at være i sin seng, selvom I ikke er der, det er ikke farligt, og han kan være helt tryg, I forlader ham ikke, selvom det er sovetid.

Ofte er det kun nødvendigt at gå måske 2 gange, så forstår han godt, at han skal ligge ned, og at I ikke vil lege, og her kan I så sætte jer hos ham, putte ham med putteklud, synge godnatsang, læse historie eller hvilket ritual I nu gerne vil indføre og på den måde hjælpe ham til at falde i søvn i sin seng...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---