Svar: Svær opstart i dagpleje

---

Kære Mor

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at du har fundet en rigtig god dagpleje, og du er så heldig, at der er to voksne, og de er nyopstartede, så lige nu er der meget få børn... Det betyder, at der er masser af tid til at tage sig af jeres lille dreng, og kvinden prioriterer ham rigtig meget, går rundt med ham på armene, forsøger at aflede ham, trøste, berolige og betrygge - det lyder så fint.

Det lyder også rigtig godt, at du bliver siddende hos ham, når du henter ham, så han oplever at stedet igen er okay, og det er et fint sted at være - så I ikke går derfra med en dårlig oplevelse men med en god oplevelse. Og alle dine overvejelser og måden du tackler det hele på lyder faktisk rigtig fint - ligesom samarbejdet lyder til at fungere rigtig godt. De forsøger at hjælpe ham videre og ringer også efter dig, når det så ikke lykkes.

Men hvad så nu... der er især tre ting, som springer mig i øjnene, når jeg læser dit brev.

Det ene er, at du fortæller, at du stadig ammer - og at antallet af amninger er øget efter han er startet i dagpleje. Det er naturligt at han søger brystet ekstra, og at han søger din fysiske nærhed og kontakt på denne måde - det er sådan, at han får sit mor-depot fyldt op, så han har noget at tære af, når han er adskilt fra dig. Men amningen bruger han som trøst, når han er ked af det - og det gør det naturligt rigtig svært for dagplejerne at trøste ham, for de kan jo ikke give ham brystet... Og derfor er det svært for din dreng at lade sig trøste af andre.

Det vil derfor være rigtig godt, hvis du generelt kan forsøge at komme væk fra at trøste ham med brystet, ligesom det vil være godt, hvis du kan forsøge at indføre en substitut for brystet og for dig - det kan være en putteklud, sutteklud, bamse, slaskedukke eller lignende. Brug den i hverdagen, lad den følge ham over alt, så den indgår som en naturlig del af det at I er sammen... Han skal naturligvis ikke nægtes brystet nu, hvor han er så ked af det og har svært ved at overskue dagen og tydeligt viser ekstra behov for sin mor, men samtidig vil det være godt, hvis du kan erstatte trøst med andet end bryst, hvis du forstår, hvad jeg mener... åh, det er en svær balance...

Det andet er det med hans øreproblemer. Hvis han har væske i mellemøret, og i en grad hvor ørelægen overvejer dræn, så vil hans overskud naturligt være mindre. Hvis han er ondt, vil han igen være svær at trøste - han forstår ikke, hvorfor han har smerter i ørerne, kender ikke sammenhængende og kan ikke forstå forklaringen - han mærker bare, at han har ondt, og det gør ham naturligt utryg og usikker. Det er altså ikke befordrende for at kunne overskue en ny hverdag og adskillelsen fra dig... ...

---

---

... Samtidig vil væske i mellemøret også påvirke hans evne til at høre og hans opfattelse af lyde, det kan opleves som at have "propper i ørene", og det er naturligt også ubehageligt for ham.

Og det tredje, er jeres afleveringer... Jeg får lidt på fornemmelsen, at du ofte bliver hos ham, når du afleverer ham - det kan jeg godt forstå, at du har prioriteret, og det kan nogle gange være en god idé, men andre gange så kan det virke imod hensigten:) Nogle børn har brug for, at vi går ind, hjælper dem af med tøjet, sætter os med dem, snakker med de voksne og lige lander.. men andre børn ser det at vi bliver i dagplejen som udtryk for, at vi ikke er trygge ved at gå, at noget er galt.

Derfor skal du prøve at vurdere, om din dreng vil have bedst af, at du bliver der og hjælper ham igang med dagen, går på toilettet osv. så du aldrig rigtig forsvinder - eller om det måske forvirrer ham for meget, så det er bedre, at du afleverer ham i favnen på dagplejer, som så tager imod ham, vinker farvel, og du så går... Og netop det at aflevere ham direkte i favnen på kvinden (det lyder som om, at det skal være hende) signalerer, at når du går, så kan han være tryg ved, at hun tager sig af ham.

---

---

Det kan også nogle gange være en god idé, hvis der er noget bestemt, som han kan tage sig til, når du går - at du f.eks. kan sætte ham i den høje stol ved bordet, så han starter med at spise. Det er en rutine, som han kender og er tryg ved, og det kan hjælpe ham ind af døren, og så vinker du farvel og går. Lidt på samme måde som den dag, hvor far afleverede, og de skulle i skoven. Her gik det også rimeligt fint til at starte med, fordi han blev afledt, og der skete noget andet.. indtil han så mærkede savnet...

Det kan også være rigtig godt, hvis han kan være der så længe, at han både oplever at spise der og sove der... så han oplever, hvad en hverdag vil sige. Det er rigtig fint, at du har prioriteret at være der sammen med ham, når de f.eks. har spist, men det kan godt være, at du skal prøve at lade ham være der alene på tidspunkter, hvor der sker noget bestemt... Det afhænger dog naturligt af, hvor ulykkeligt han græder, og hvor stort held de to dagplejere har med at trøste ham og hjælpe ham. Hvis han er dybt ulykkelig, så skal de naturligvis ringe efter dig, som de har gjort hidtil. Og fortsætter denne ulykkelighed, så skal du måske igen forsøge at være der sammen med ham et par dage - hvor du slet ikke går, men netop er inden for synsvidde hele tiden, så det er trygt for ham, og så han som i starten kan spejle sig i din tryghed og din glæde ved stedet...

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - stort knus med på vejen, det er bare så hårdt, når vores børn er kede af det...:(

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---