Svar: Toårig går i selvsving

---

Kære lidt følsomme mor :)

Tak for dit brev og fine beskrivelse :)

Det er rigtig dejligt, at din datter er så god til at tale og sætte ord på mange af hendes tanker og følelser. Det er super godt, - også at hun begynder at kunne sætte ord på ting og oplevelser, som hun kan huske tilbage på. Dejligt!

Hun er dog hjernemæssigt stadig en lille pige og det er det du mærker, når hendes verden bryder sammen og hun, som du skriver, går i selvsving :) Hun får det, der kaldes fortvivlelsesanfald.

Netop 2 års alderen oplever mange forældre særligt udfordrende. Jeres datter gennemgår lige nu en rivende udvikling og hun naturligt udforske verden. Hun forsøger at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen. Derfor vil hun nogle gange afprøve nogle grænser, samtidig med, at hun er utroligt følsom og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt, som den lille pige, hun stadig er.

I 2 års alderen er børn rigtig godt igang med at udvikle deres selvbillede. Det ser du blandt andet ved, at hun begynder at sige "Nej!" eller "Min!" - også om ting, som ikke er hendes. Hun vil også begynde at sige "jeg" om sig selv i stedet for at sige "mig". Hun forsøger at finde ud af, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør. Hun har rigtig meget brug for ros. Det gør hende glad og stolt, når hun mærker, at du tror på hende, tror på at hun kan, og at du synes godt om det, hun gør. Og hun bliver rigtig ked af det, når hun mærker, at du ikke vil som hun vil, hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget, hun gerne vil. Hun er naturligt særligt følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør.

Det betyder dog ikke, at hun så "bare skal have lov". Du må gerne fortælle hende, når hun gør noget forkert, du må gerne sige "nej" og vise hende, hvad du mener er okay og hvad du ikke bryder dig om. Men du skal naturligvis overveje dit nej, og nogle gange medtænke, om hun kan få et ja. Nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte, stressede eller måske påvirket af graviditetshormoner.. og måske er der ikke noget i vejen for, at det bliver som hun gerne vil... Andre gange er det helt reelt at holde fast i sit nej og stille lidt krav til hende, men det skal være krav, som passer til hendes alder og udvikling.

Da hun er en kvik pige, som udadtil godt kan virke som en 3årig, så vær opmærksom på, om du (og andre voksne) nogle gange kommer til at se hende som ældre, end hun faktisk er - hun er ikke 3 år, men kun 2 år, og det gør naturligt en forskel. Derfor skal der stadig være plads til at være lille -også selvom man skal være storesøster og i forhold til den lille ny kommer til at virke meget stor :)

Det er helt naturligt, at I har konflikter - det har man ofte med børn i denne alder. Det har dog stor betydning, hvordan man kommer ud af en konflikt, og her har du en vigtig rolle. Din datter indeholder alle følelser - hun kan blive vred, frustreret, fortvivlet - især når hun mærker, at at du vil noget andet end hun vil. Og det er her, at hun får anfald at fortvivlelse.

Det sker fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den ...

---

---

... aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter mærker modstand, når hun mærker at du ikke længere har tid til at sidde ved bordet og tegne, når hun mærker at skoene driller, når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi I skal køre, når mor skifter hende og hun hellere ville have at det var far, når du giver hende æble i stedet for banan, når I slukker for fjernesynet, fjerner ipad´en osv. så vil hun reagere fysisk - i alle mulige små situationer i hverdagen. Hun er styret af sin mellemhjerne og vil derfor begynde at kaste med tingene, løbe sin vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte - hun vil tydeligt være i fysisk oprør. Dette fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige at hun reagerer næsten dyrisk...

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal du reagere på en måde, der aktivere hendes rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil sige, når du viser hende, at du kan bevare roen, når du viser hende, at du godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred osv. Og når du sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Man kan sige, at når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "hold op med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer...

Derfor er det faktisk fint, det du gør - pakker tegnetingene væk og sætter dig og trøster og beroliger hende, lytter til hendes frustration, forsøger at rumme hende og de store følelser hun har - for det virker, som du skriver og hun spørger af sig selv om hun må hjælpe dig med at rulle gardiner op.. og så er hun videre.

---

---

Nogle gange kan du være heldig at afled hende. Andre gange invitere hende med til det, du skal - så i stedet for at stoppe jeres fælles tegne-hygge, og signalere, at nu vil du gøre noget uden hende, så kan du foreslå hende, at hun går med dig, hjælper dig. I stedet for at sige "nu har vi tegnet længe, nu skal jeg ikke tegne mere", så kan du sige "nu skal jeg ordne vasketøj - vil du være med?" :)

Med hensyn til at putte hende og lære hende at falde i søvn i egen seng, så synes jeg, at du skal prøve med strygetøj metoden her. Den har jeg vist tidligere beskrevet for dig...

Så hun lærer, at når hun skal sove, så har du noget kedeligt at lave. Du sidder ikke bare og venter på, at hun skal sove. Du står og lægger tøj sammen, stryger tøj osv. og du kan snakke med hende imens. Du er der, går ikke fra hende, men signalerer at det er sovetid og hun lærer, at det er okay at ligge i sin seng uden at du sidder og holder i hånden osv.

Når det er sagt, så skal du dog også være opmærksom på, at hun lige nu godt kan have ekstra behov for at mærke dig og have brug for din nærhed og fysiske kontakt. Det at du er gravid giver nogle ændringer, som hun allerede fornemmer. Du stiller lidt flere krav om selvhjulpenhed, du løfter og bærer hende ikke rundt som før, pladsen på dit skød bliver mere og mere trang, alle I møder taler om din mave, den lille ny osv. og hun ved måske, at der kommer en baby, men forstår ikke, hvad det betyder - hun mærker dog forandringen, så derfor søger hun dig ekstra, klynger sig lidt ekstra lige nu, og det skal der naturligvis være plads til :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og at det giver lidt idé om, hvad der sker for jeres dejlige 2 årige lige nu :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---