Svar: Baby 9 mdr vil kun ammes - fortsættelse
Hej med jer
Hvor er det dejligt at høre, at det går så fint med at få skruet amningerne ned og for far med at tage over om natten - super! Hold endelig fast i den gode gænge og husk, at det godt kan gå lidt tilbage i en periode, men to skridt frem og et tilbage, er stadig fremad, så bliv ved med det I gør :)
Det vil være rigtig fint, at far bibeholde mme før middagsluren, fordi det er genkendeligt og trygt at få lidt mælk og det vil hjælpe jeres dreng til bedre at kunne overgive sig til sin lur. Når han bliver 10 måneder, kan I så overveje, om han stadig har brug for lidt mme der, eller om han vil kunne klare sig med de to amninger aften og sen aften. Mange børn undværer mælken om dagen i 10-12 måneders alderen og trives rigtig godt med de to amninger aften og sen aften - men der er også nogle børn, som faktisk trives godt med mme før middagslur og amning før putning til natten og det er naturligvis også helt okay. Jeg tænker derfor, at hvis jeres dreng fortsat vågner sen aften og tydeligt har brug for brystet der, så bør du amme ham der. Men hvis han begynder at sove uden brystet, så vil det være fint ikke at amme sen aften, og så i stedet sikre ham den ekstra mælk via mme før middagsluren :)
Når jeres dreng lukker munden for skeen, så er det sandsynligvis ikke fordi han ikke er sulten, men det er snarere et udtryk for, at han gerne vil spise selv. Det er en svær alder at skulle starte rigtigt op med skemaden, netop fordi børn i 8-10 måneders alderen viser mere selvstændighed, egen vilje, har en lyst til at spise selv - og stadig ikke helt mestrer det.
Når han lukker munden for skeen, så er det fordi han kan. Og han er også bevidst om, at det at lukke munden kan sætte gang i jer - det gør noget ved jer, når han ikke vil spise. Nogle forældre begynder at lave særlige retter til barnet, andre lokker med belønning, legetøj, søde sager eller andet, atter andre forsøger at presse skeen med mad ind i munden på barnet. Måske diskuterer I hen over bordet, hvad det næste skridt skal være, hvad I nu skal gøre ...
Jeg vil anbefale jer, at I starter med at give ham lidt mad i hånden, som han selv kan gumle på, så han naturligt bliver opmærksom på, at det nu er spisetid. Og ved siden af dette, så må I så gerne tilbyde ham små hapsere, som han både selv kan øve sig i at fiske op fra tallerkenen, men som I også putter i munden på ham. Når I giver ham små hapsere ind i munden, så prøv om I kan få dem ind i siden af munden. Det gør det lidt lettere for ham at tygge sammen om dem og bearbejde dem, finde ud af at tygge og synke - end hvis hapsen kommer ind forrest i munden, så er det lidt sværere for ham at finde ud af teknikken.
Og prøv også meget gerne med skeen. Måske kan ...
... I have to skeer, så han har en ske i den ene hånd og I styrer den anden. I skal naturligvis ikke presse skeen ind i munden på ham, men I må gerne nøde ham lidt, så han smager hvad det er og derfor måske får lyst til at spise lidt mere - nogle gange, kan I også udnytte, at han vil spise lidt mere, hvis han sidder og gumler på en brødskorpe, bagt kartoffelbåd, frugtbåd eller lignende og I så ved siden af giver lidt med en ske...
Sæt også meget gerne lyd på, når I spiser og lad ham spejle sig i jeres ansigt. Prøv ikke at lægge bånd på jer selv, men sig f.eks. "mmm mam-mam-mam", når I hjælper ham, fordi I så naturligt åbner munden, så han ser, at det er det, han skal :)
Giv ham vand undervejs, så han får noget at skylle maden lidt ned med og bedre kan bearbejde den i munden. Brug også meget gerne lidt sovs, så maden ikke bliver for tør, så han får lidt ekstra fedtstof og så maden også smager af noget.. Det kan gøre det mere spændende at spise f.eks. kartofler, hvis de er moset med lidt sovs og ved siden af, kan han så få små hapsere af frikadelle...
Det vil være lettere for ham at lære at spise med en gaffel end med en ske. De fleste børn kan godt begynde at spise med en gaffel i jeres drengs alder, men de er ofte omkring 16 måneder, før de helt mestrer at styre skeen. Det skyldes, at børn ofte drejer i håndledet, når de skal føre skeen til munden og derfor falder maden af skeen. På en gaffel bliver maden bedre siddende, også selvom håndbevægelserne svinges eller drejer...
Hvis han tydeligt afviser skemaden, vender ryggen til jer og viser, at han ikke vil have mere, så er det vigtigt, at I accepterer dette. Der går ikke lang tid imellem hans måltider og så må I prøve igen der. Hvis han lige nu slet ikke vil acceptere grød og mos, så må I tænke alternativt, for at give ham en pause. I kan i stedet for grød om morgenen f.eks. lave klatkager og I kan også bruge grøntsagsmos som smørbart pålæg på rugbrødshapserne til frokost. Så han på den måde stadig får lidt grød og mos - og så glemmer han måske det med skeen og vil så acceptere den bedre igen om nogle dage. Det vigtigste er dog, at han spiser:)
Det er rigtig fint, at far putter og mor ammer igen kl 23 - I behøver ikke vække jeres dreng sen aften, men mor kan amme ham, når og hvis han vågner - eller du kan tage ham op og lægge ham til, før du selv går i seng, så I på den måde sikrer, at han er fyldt tilstrækkeligt op til natten. Og mor bør putte ham derefter, så han får lov til at sove videre og egentlig ikke rigtig når at opleve, at han er oppe på det tidspunkt - netop for at vække ham til at sove videre med så lidt aktivitet som muligt :)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - fortsat held og lykke med ham!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
Viden om børn:
Dagtilbud til børn
Vi har i Danmark kommunale dagtilbud til vores børn.
Dagtilbud omfatter:
- Vuggestuer og dagplejeordninger for ½-3 årige
børn
- Børnehaver for 2-6-årige
- Aldersintegrerede institutioner for flere aldersgrupper
- Fritidshjem
- Skolefritidsordninger (SFO) for børn i skolealderen.
Aldersopdelingen kan variere lidt fra kommune til kommune.
Hvis I ønsker at få jeres barn...
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Allerførst: Endnu en gang bøjer vi os i støvet for dig og din fantastiske rådgivning! Du skrev, at vi nok hellere måtte se at få den der natflaske sendt på pension - trods vores ængstelse ved at røre ved barnets vaner. Det tog.... 3 minutter, og hvis vores dreng kunne tale, ville han sige: "Tusind tak, Helen, fordi du fik far og mor til at smide den der elendige flaske ud, for det er meget hyggeligere at sidde på skødet og fedte med en banan og få en nat-historie". Bagefter lægger han sig ned og sover fuldstændigt som vanligt. Det er jo top!!!
Mor til Jens på 13 måneder









