Svar: Hjælp til god dagsrutine og aktiviteter - baby 4 måneder
Kære Solomor
Tak for dit brev :)
Du har gjort dig nogle rigtig fine overvejelser, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.
Det lyder meget fint, at din datter ofte er vågen 1.5-2 timer af gangen og så har brug for at blive puttet igen. Og det lyder også rigtig fint, at du vil arbejde på at skabe en rytme, hvor hun sover tre lure dagligt. Og det er helt okay, at du gerne vil forsøge med lidt skemad, hvis du synes, at din datter virker parat. Det anbefales, at du tidligst starter med skemad, når hun er 4 måneder, og at du går igang senest ved 6 måneder. Det vil sige, at der er lidt tid at løbe på endnu...
Hun skal være både fysiologisk parat og mentalt parat. Fysiologisk parat betyder f.eks. at hendes mave skal være i stand til at nedbryde fastere føde. Hun må gerne have en mave der fungerer godt, blød afføring, godt med prutter osv. Og hun må også gerne savle og danne mundvand, det kan være tegn på at der er flere enzymer, som kan nedbryde føden. Hun skal også kunne holde sit hoved selv og dreje hovedet efter skeen, ligesom hun skal kunne åbne munden bevidst, når du nærmer dig hendes mund med en ske - f.eks. når hun får sine d-dråber.
Du skal også have en fornemmelse af, at mælken ikke længere mætter hende tilstrækkeligt. Det er i første omgang ofte nok at øge hendes mælkeindtag og f.eks. hos dig begynde at supplere amningen med en flaske - og hvis dette så viser sig ikke at være nok, hvis hun f.eks. vågner hyppigt om natten og søger brystet hyppigt, så kan det være tegn på, at hun har brug for noget lidt mere mættende.
Mentalt parat betyder, at hun skal vise interesse. Når du sidder med hende på skødet, så skal hun følge dig, og det du spiser med sine øjne. Hun skal virke interesseret i mad og drikke, der står på bordet. Hun skal smaske og med sit kropssprog vise interesse for mad. Hvis hun viser disse signaler, så er det fint at tilbyde lidt smagsprøver på lidt grød til frokost, men hvis hun ikke er der endnu, så må du gerne vente et par uger og se, hvordan det så går :)
Nogle gange kan det være en rigtig god idé at putte hende i barnevognen og så trille op at handle, imens hun sover sin lur. Mange børn har lettere ved at sove og komme fra et søvnstadie til et andet, hvis de holdes i bevægelse og i stedet for, at du skal gå en meget lang tur med hende, hvor du bare går og går for at gå, så kan du lige så godt udnytte gåturen til at få handlet. Derfor tænker jeg, at det lyder som en god plan, at du nogle dage putter hende og gør en af hendes lure til tidspunktet, hvor du lige får handlet lidt ind.
At gå i mødregruppe må du også forsøge at passe ind, så hun enten puttes, når du triller af sted, og I skal mødes, eller hun puttes måske, imens I mødes.. Det kommer an på hvad tid I aftaler at mødes, hvordan det lige kan passe. I en mødregruppe er alle jo i samme situation og har lidt de samme udfordringer, så der plejer at være forståelse for, hvis man kommer lidt tidligere eller lidt senere, fordi det lige skal passe med en sovetid...
Hvis din datter vågner op undervejs, når du triller af sted med hende i barnevognen, så kan du elevere hendes hovedgærde lidt, og evt. tage kalechen lidt ned, så hun kan kikke ud på verden. Hun er for lille til at sidde rigtigt op, men hun kan godt ligge eleveret, så hun stadig kan følge lidt med. Det ...
... kan også nogle gange være nødvendigt, at du sætter dig et sted og ammer hende eller du kan have en flaske med, som du kan give hende undervejs, hvis du tænker, at hun har brug for den ekstra mælk... Hvis hun vågner og ikke er ked af det, men blot ligger og kikker, så er det helt fint - det må hun meget gerne. Der er masser af indtryk og masser at se på, når I er i et supermarked eller triller ude på vejen. Du skal bare være opmærksom på, at hun naturligvis ikke kan ligge og kikke længe, på et tidspunkt har hun brug for noget andet - så det er godt, hvis du ikke bare bliver ved med at gå, men sørger for, at hun kan komme op, få lidt mælk, blive skiftet osv. og så blive puttet igen. Er hun ked af at ligge, skal hun naturligvis altid op. Måske kan du have glæde af at have en bæresele med, som hun kan sidde i, hvis hun vågner og du stadig er et stykke vej hjemmefra...
Og så skal du naturligvis søge for, at hun hjemme også har aktive vågenperioder, hvor du hjælper hende med at bruge sig selv motorisk, hjælper hende med at trille, dreje om sin egen akse, cykler med hendes ben osv. Så hun ikke bare ligger og ikke kun stimuleres mentalt, men også bruger sig selv fysisk - og får en fysisk træthed i kroppen. Hun er ikke længere et spædbarn men en aktiv lille baby, og det er vigtigt, at du nu forsøger at se dagen inddelt i vågne og aktive perioder og så perioder, hvor hun skal hjælpes til at sove.
En plan for dagen kunne se således ud:
Tidlig morgen 06: Ammes og sover videre, og ammes ofte en ekstra gang, når dagen begynder.
Formiddag 9.30: Ammes og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes evt. lidt smagsprøver på lidt grød, max 4-5 skefulde og lidt vand af en kop.
Kommer evt. i bad (har evt. brug for en amning før badet), eller I leger, hygger, tumler, pludrer. Måske gør du klar til, at I skal op at handle eller lignende...
Ammes og/eller en flaske med modermælkserstatning og puttes så til middagslur - måske kl ca. 13 - det afhænger af, hvornår hun har sovet formiddagslur og hvor lang den har været.
Eftermiddag 16-17: Ammes og puttes til dagens 3. lur
Aften: Ammes ofte hyppigt og/eller flaske
Puttes til natten - tidspunktet her kan variere fra alt mellem kl 20-23 - det afhænger helt af, hvor lang hendes 3. lur har været og hvad tid den ligger. Hvis hun sover tidligt hele dagen igenne, har hun måske brug for en lille ekstra powernap om aftenen f.eks. mellem kl 19-20 og er så vågen igen og går sent i seng. Og det er også okay.
Sen aften eller først på natten: Ammes og eller flaske. Hvis hun sidst har spist kl 20, vil hun naturligt have brug for mælk igen kl 23-24. Hvis hun sidst har spist kl 22, vil hun have brug for mælk igen først på natten f.eks. kl 01...
Midt nat: Ammes og sover videre
Det er helt naturligt vigtigt for hende at blive ammet (eller få flaske) før hun skal sove. Og mælk bør være en fast del af hendes putteritual. I takt med at hun begynder at få mere skemad, skal have skemad flere gange dagligt, så vil det være rigtig godt, at du netop har en rytme, hvor hun tilbydes skemad og vand af kop, når hun vågner og så tilbydes mælk før hun skal sove. På den måde sikres der plads i maven til begge dele.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og at det giver lidt idé om, hvordan en dag måske kan skrues sammen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
Viden om børn:
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Termin
Termin er betegnelsen for, hvornår man forventer at føde, når man er gravid.
Terminen fastsættes normalt til 40 uger efter man er blevet gravid. Termintidspunktet er således sluttidspunktet for graviditeten.
Man beregner normalt terminen efter første dag i den sidste menstruation.
Terminen bruges også til at vurdere, hvor langt du er henne i din graviditet. I løbet af graviditeten tæller man uger, således at man f.eks. siger at kvinder er 34+6 uger...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









