Brev:
Mistet lyst til fast føde efter sygdom og dårlig nattesøvn

Kære Helen
Jeg har en skøn søn på snart 7,5 mdr, som efter en sygdomsperiode på ca. ti dage med feber, udslæt og til sidst hoste nu ikke længere har den store lyst/interesse i fast føde – særligt skemad – og i stedet er blevet endnu mere glad for at blive ammet. Derudover er han også begyndt (startede lidt før han blev syg) at sove meget dårligt om natten, hvor han vågner og græder meget hjerteskærende og først stopper, når han bliver ammet.
Lidt om min søn; han er en meget glad og nysgerrig dreng, som helt fra spæd har været meget opmærksom på sine omgivelser (er blevet italesat af sundhedsplejerske og læge ved hvert besøg). Om dagen græder/brokker han sig meget sjældent – ofte kun når han skal skiftes og have tøj på, hvilket er et nytilkommet udfordring (hvad skyldes det mon?).
Da han var ca. fem mdr. begyndte han at stå på alle fire og rokke frem og tilbage – også om natten. Dette begyndte at forstyrre hans nattesøvn, som ellers altid har været god. Da han var ca. 6,5 mdr. begyndte han at kravle fuldt ud – dvs. rundt i hele lejligheden. I samme alder lærte han selv at sætte sig op og begyndte også at rejse sig op ad alting. Så han er meget aktiv hele dagen – både fysisk og mentalt.
Maden:
Jeg følger din bog om mad meget tæt og har gjort meget ud af, at tilbyde ham meget forskellig mad og konsistens, hvilket har fungeret rigtig fint.
Da min søn var 4,5 mdr startede vi med skemad, idet han viste meget stor interesse for vores mad, når vi spiste. Da han var ca. et halvt år begyndte han at få dage, hvor han ikke ville spise helt så meget skemad som andre dage, men han spiste dog. Han har taget godt imod diverse grøntsagsmos, mens han ikke har været så begejstret for grød ( har tilbudt ham havregrød, flerkornsgrød og øllebrød med diverse frugttoppings). Særligt synes jeg det er en udfordring med morgenmaden – kan du anbefale et alternativ til grød? Fingermad som skorper, agurk og rugbrødsbjælker er han glad for.
Da han blev syg mistede han naturligt nok appetitten og jeg kæmpede en del med at få mad i ham, men som regel uden meget held. Han ville oftest kun spise skorper og agurk (tygger i den, men spiser den ikke) og så endte jeg med at amme ham, for noget skulle han jo have. Til min store bekymring er dette mønster så fortsat her ca tre uger efter at han er blevet rask. Han holder munden helt lukket for grød og for det meste også alt andet skemad, selvom jeg prøver at tilbyde ham meget forskelligt.
Vi kan dog være heldige at få ”snydt” en skefuld i ham og hvis han synes at det smager godt, så åbner han efterfølgende munden og vil gerne have mere. Han virker desuden ofte også interesseret i det jeg spiser – banan, rugbrød med leverpostej osv., hvilket han gerne vil smage, men tilbydes han eks. sin egen banan, så gider han den ikke. Jeg har nu også prøvet færdiglavet mad på glas og det virker til at den sødere smag tiltaler ham, selvom det absolut stadig ikke er hver gang, at han vil spise.
Af fingermad, som jeg altid starter med at give ham, viser han ikke den store interesse for andet en skorper, rugbrødsbjæler og agurk. Om det skyldes, at han har svært ved at holde ved eks. mango har jeg lidt svært ved at finde ud af. Han har også helt fra starten siddet med sin egen ske, hvilket han er meget glad for. Jeg har derfor også forsøgt at give ham lidt mad på skeen og enkelte gange putter han den så i munden, mens han andre gange vender skeen forkert eller kaster rundt med maden. Ofte skubber han også fingermaden ned på gulvet adskillige gange. Han får lov til at lege med maden og undersøge det lige så meget som han vil, og jeg samler det altid op fra gulvet igen. Bør jeg ændre på dette?
Jeg har kontaktet en sundhedsplejerske (vi flyttede til en ny kommune for 1,5 mdr siden og har ikke fået en ny sundhedsplejerske) på en hotline i vores nye kommune, som anbefalede mig at holde en ”pause” med maden på en sådan måde, at jeg ikke længere skulle forvente at min søn ville spise det, han blev tilbudt og i stedet bare acceptere at amme ham fuldt ud, da hun mente, at spisesituationen måske havde udviklet sig til lidt af en ”magtkamp”. Jeg har prøvet dette i tre dage, men synes ...
... egentlig bare, at det betød, at vi kunne få endnu mindre fast føde i ham.
Jeg er nervøs for om han nu har fundet ud af, at hvis bare han holder munden lukket længe nok, så skal han nok ende med at blive ammet? Derudover er jeg også bekymret for om han mon får den rette ernæring? Og da han ikke rigtig har fået kød i ca. fire uger nu, bør jeg så give ham jerndråber? Desuden starter jeg på arbejde om to mdr, og er derfor også bekymret for denne udvikling, da han jo helst ikke skulle ammes mere, men mindre.
Så har du nogle gode råd til hvordan vi får vendt denne udvikling? Måske hænger den sammen med hans dårlige nattesøvn?
Søvn:
Min søn har siden han var en måned sovet rigtig godt om natten lige indtil han var ca. fem mdr, hvor han begyndte at stå på alle fire og rokke frem og tilbage om natten. Denne udvikling er kun blevet forværret i takt med at han kan endnu mere motorisk. Nu vågner han ofte og græder hjerteskærende, som vi aldrig tidligere har oplevet. Nogle gange græder han med lukkede øjne og fortsætter med at græde voldsomt efter han er vågnet. Kan det være pga drømme at han græder, og kan drømmene virkelig være så voldsomme?
Lige meget hvad vi prøver (lægge en beroligende hånd på hans bryst, vugge ham, give ham vand osv.), så stopper han først, når han bliver ammet. Han starter ofte med at vågne en halv times tid efter at han er faldet i søvn og derefter kan det variere mellem 2-6 gange yderligere i løbet af natten. De fleste gange søger han tydeligt mig, selvom han er meget tryg ved sin far, men han vil bare ammes. Nogle gange spiser han i længere tid – sikkert fordi han vel er sulten efter ikke at have spist så meget fast føde i løbet af dagen, mens han andre gange falder hurtigt i søvn og dermed kun spiser kortvarigt. Typisk bliver han dog ammet 1-2 gange mere end han ”burde” med sin alder, hvor han vel gerne skulle kunne nøjes med at blive ammet ved midnat og tidlig morgen.
Det varierer meget, hvornår han vågner om morgenen alt afhængig af, hvor ofte han har været vågen om natten, men typisk står vi op mellem kl. 06.30 og kl. 07.15. Den første lur på ca. en time ligger allerede mellem kl. 8.30-9.00, da han her ofte er træt efter en urolig nat. Næste lur ligger ca. kl 12.30-13.00 og varer typisk ca. 1,5 time. Hvis han er meget træt, får han en powernap ca. 17.30 og kommer i seng mellem 19.30-20.00.
Jeg forsøger nogle gange at prøve at springe powernappen over, da den ligger meget sent, men det resulterer i, at han næsten ikke kan hænge sammen og bliver meget ked af det, hvorfor han kommer i seng ved 19-tiden. Det betyder så, at han vågner en del først på aftenen.
Ved sine lurer i løbet af dagen bliver han ammet og falder i søvn. Jeg bliver liggende hos ham, da jeg har dårlig ryg og kun meget sjældent kan løfte ham over i hans egen seng uden at han vågner. Jeg har flere gange forsøgt at få skabt nogle soveritualer, men uden held; han falder ofte i søvn ved brystet og de gange han ikke gør, bøvler han rundt i sengen (kravler rundt og rejser sig op). Så hvordan får jeg etableret nogle gode søvnritualer, så han i løbet af dagen kan falde i søvn i sin egen seng?
Kan hans urolige nattesøvn skyldes separationsangst, drømme, hans motoriske udvikling eller noget helt fjerde? Vi føler os efterhånden meget rådvilde og ved ikke, hvordan vi skal få vendt den lidt onde cirkel, hvor han sover dårligt om natten og gerne vil ammes, fordi han måske ikke får nok fast føde i løbet af dagen og vice versa.
Jeg har flere gange tænkt, at det måtte være pga tandfrembrud, at han pludselig græder sådan om natten, fordi han også savler en del, vil putte alt i munden og har den karakteristiske røde numse, men der er endnu ikke dukket nogle tænder frem. Jeg har også tænkt om det kunne skydes smerter, men så ville han vel ikke være så glad i løbet af dagen?
Hvad tænker du om vores situation og hvordan får vi min søn til at spise fast føde igen og ikke mindst få en god nats søvn – både for hans skyld, men også for vores (vi er efterhånden lidt brugte).
Ift. maden følger vi din dagsplan for en syvmåneders baby.
Jeg ser frem til at høre dine tanker.
Venlig hilsen
Den bekymrede mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
23. september 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar sidst. Det er blevet en smule bedre med søvnen,...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme
Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...
24. juli 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Madopstart og mad på rejse i 3 måneder
Kære Helen, Min mand, datter og jeg bruger vores lille barselsbobbel på at...
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
Viden om børn:
Salg af modermælk
Især for tidligt fødte børn har stor glæde af at få modermælk og derfor køber flere børneafdelinger modermælk til disse børn.
Hvis du producerer meget mælk vil det derfor være en rigtig god idé at sælge noget at din mælk.
Da mælken især i de første 2 mdr er meget næringsholdig, er det især denne mælk, som man er interesseret i. Det er også vigtigt at mor ikke er ryger og ikke tager medicin.
Du kan henvende dig til Kvindemælkscentralen på Hvidovre...
Sele til barnevogn
Barnevognssele anvendes, når der er risiko for at barnet kan falde ud af barnevognen og barnet bør være under opsyn, når det er i sele. De fleste børn har brug for sele i barnevognen fra de er 6 måneder gamle - nogle børn lidt før.
Du bør altid vælge en barnevognssele som er DVN mærket (Dansk Varefakta Nævn). Selen skal spændes fast i barnevognens bund og den må ikke kunne trækkes løs.
Selvom barnet ligger i DVN mærket sele, skal der altid være opsyn med et barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Endnu engang ros til dig. Det varmer virkelig mit hjerte at læse dine svar til andre. Din grundighed tåler ingen sammenligning og findes ikke hos mange andre! Mange forældre og børn kan prise sig lykkelig for at have dig!
Glæder mig til at læse din bog.
Mange varme hilsner fra
Sophus og mor









