Svar: Stort temperament - 2 år

---

Kære Sandra

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille pige :)

Det lyder som om, at hun brager godt igennem 2 års alderen og reagerer helt naturligt og som hun skal, netop fordi hun nu er 2 år gammel... Men jeg kan godt forstå, at du nogle gange synes, det er svært helt at vide, hvordan du skal reagere, og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Når børn reagerer fysisk, som jeres datter gør - smider med ting, slår, sparker osv. så skyldes det ofte, at de mangler ord. Selvom jeres datter er rigtig godt med sprogligt, taler i sætninger og nu kan sætte 3-4 ord sammen, hvilket er super flot og dejligt - så er hun dog ikke stand til at sætte ord på sine følelser. Hun kan f.eks. ikke sige, at hun synes noget er uretfærdig, eller at hun føler, at du bestemmer for meget eller lignende - og når hun mangler ord til at beskrive disse ting, så reagerer hun med at slå, kaste med ting osv.

Det betyder naturligvis ikke, at hun bare skal have lov til det. Det er rigtig godt at I reagerer og ikke bare ignorerer hende - hun har brug for at få en reaktion fra jer, så hun lærer at håndtere sine følelser mere hensigtsmæssigt fremover.

Det kan være en rigtig god idé at I nogle gange forsøger at aflede hende, som I også allerede forsøger. Når hun reagerer som hun gør, så er hun styret af sin mellemhjerne, og hun reagerer meget lystbetonet - og impulsivt. Hvis I nogle gange kan få hendes opmærksomhed drejet, så vil det derfor ofte hjælpe. Hun glemmer, hvad det var hun blev så vred eller frustreret over, noget andet er pludselig mere interessant og hun kan derfor bedre komme videre.

Andre gange vil det være rigtig godt, at I forsøger at berolige hende med tale og ved at vise hende jeres ro. Hun spejler sig i jer og i det I gør. Når I er rolige, hjælper hende med at håndtere de store følelser, som hun ikke selv kan håndtere, så viser I hende det, som I gerne vil lære hende - og derved lærer hun det. I appelerer til hendes storhjerne og hjælper hende med at danne de forbindelser mellem hjernes dele, som på sigt skal hjælpe hende med at bevare roen, selvom verden går hende imod.

Når hun bliver frustreret - det kan sagtens være af ting, der i jeres øjne virker som bagateller, at I f.eks. giver hende den blå kop i stedet for den røde eller at I siger nej til noget, som hun gerne vil, eller at I kysser hinanden og ikke kysser hende og hun derfor føler sig uden for - så kører hendes hormoner rundt i kroppen.

Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner". Når jeres datter bliver frustreret, vred, ked af det, bliver ophidset, bange osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. I vil f.eks. opleve at hendes muskelmasse øges, så det bliver svært at holde hende - hun virker meget stærk. Hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls stiger, hendes blodtryk stiger, hun sveder måske... Det er ikke farligt for hende, men det er vigtigt, at I forsøger at hjælpe hende til ro.

Derfor skal I forsøge at lytte til hende. Forsøge at finde ud af, hvorfor hun bliver så frustreret og hjælpe hende med at løse det, som hun ikke selv mestrer. Nogle gange ved hun ikke engang selv, hvad det er, men andre gange kan I godt finde en løsning, måske komme med et alternativ. Nogle gange siger i måske nej til is, men alternativet kan være at hun får lidt frugt, bær og lidt at drikke. Nogle gange siger I måske nej til iPad, men i stedet tilbyder I hende, at I kan sætte jer og læse en historie sammen....

At lytte er også at sætte ord på og f.eks. sige "sssåå bliver du bare så ked af det, sååå ...

---

---

... skat" eller "det er også irriterende, øv" eller lignende, så hun hører, at I forstår hende og forstår, hvordan hun har det.

Nogle gange er det godt at tilbyde jeres hjælp "skal jeg hjælpe dig?" eller guide hende til at prøve selv "se her, hvis du tager blusen over hovedet først, så kan du selv" eller hvad det nu kan være...

Nogle gange kan I ikke få hende til ro med det samme, hun vil ikke acceptere at I holder hende, løfter hende op, forsøger at trøste. Her må I så sidde ved siden af hende, prøve at vise jer tilgængelige, så hun kan se, at I bevarer roen, når hun ikke kan og invitere hende op til jer, når hun er parat: "Kom du her over til mor, kom skat" osv. med en stille og rolig stemme, og bare gentage, vise at du er der for hende og at du sagtens kan rumme de følelser hun har. Det er netop vigtigt, at hun oplever at I kan rumme hendes frustration, for hvis hun oplever at I ikke kan rumme hende, så kan hun heller ikke rumme sig selv.

Og ja - så er der også nogle gange situationer, hvor I er nødt til at lade en handling følge med jeres nej, fordi det hjælper hende til at huske, at her er noget I ikke bryder jer om. Det gælder f.eks. hvis hun slår jer, når I har hende på skødet eller på armen. Her kan I sætte hende fra jer, med et tydeligt "Nej, jeg vil ikke have, at du slår". Når I sætter hende fra jer, så oplever hun, at hun gør noget, som I ikke bryder jer om. Det gør ondt at blive slået og hvis man skal være på skødet, så skal man derfor ikke slå. Nogle gange kan det også være nødvendigt, at I rejser jer og går kortvarigt fra hende - hvis hun har brug for jer, brug for jeres nærhed, så vil hun naturligt følge efter hende - og her kan I så bøje jer ned, skabe kontakt mellem jer og stille og roligt igen forklare og sætte ord på "jeg vil ikke have du slår, det gør ondt". Så hun på den måde lærer, at det vil I ikke have.

---

---

Det samme gælder ved middagsbordet, hvis hun smider med maden. I må gerne opfordre til at maden skal spises og ind i munden. Bliver hun ved med at smide med maden, så lader I igen en handling følge med jeres nej - I fjerner f.eks. tallerkenen med mad. Hvis hun protesterer, så kan hun få tallerkenen igen og I forklarer reglen "jeg vil ikke have, at du smider med maden, maden skal ind i munden" - smider hun så med maden igen, så fjernes tallerken og måltidet er slut. Hun får tørret hænder, bliver tørret om munden og kan lege i stedet for.

Hun skal stadig have mange små måltider i løbet af en dag, så spiser hun ikke så meget til det ene måltid, så spiser hun nok mere til det næste. Og I må naturligvis gerne holde fast i at maden indtages nogenlunde pænt (som hun mesterer i forhold til sin alder) og at man ikke kaster med maden.

Det samme gælder legetøj og andre ting - visse ting kan I være nødt til at fjerne, fordi I er særligt ømme overfor disse ting og vil være kede af, hvis de går i stykker. Andre ting kan I sætte væk, hvis hun bevidst smider med det. Så hun på den måde lærer, at hvis man skal lege med legetøjet, så skal man netop lege med det og ikke kaste med det. I skal her naturligvis også anerkende, hvis hun har lyst til at kaste, lyst til at lave larm og så tilbyde hende ting, som hun kan gøre dette med - "se her, hvis du gerne vil kaste, så går vi ud og spiller bold uden for - kom skat" eller "sikke et brag, var det sjovt?! Se her vi kan spille på den her tromme, det lyder også højt". Så I anerkender hendes lyst til at udforske verden, men viser hende hvordan hun kan gøre det, med hvad hun kan gøre det.

Jeg håber, at I kan bruge dettte videre :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---