Svar: Hysteriske anfald - 2 år, 9 mdr.

---

Kære Skattepigens mor

Tak for dit brev :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter på mange måder er en meget moden og kvik pige. Hun har et rigtig godt sprog, taler i lange sætninger, har et stort ordforråd, og hun følger rigtig godt med i, hvad der sker omkring hende. Jeg tror ikke, I pacer hende, hun er "bare" en kvik pige, hun lærer og suger til sig - og det er super godt!

Det giver dog også lidt udfordringer, for mange vil se hende ældre end hun er og derfor også komme til at stille lidt for store krav - krav som er svære at håndtere, fordi hun stadig kun er 2 år og 9 måneder gammel... Hendes hjerne er umoden. Man siger at 90% af hjernens forbindelser dannes de første 5 år, så der er stadig flere år til, at forbindelserne mellem hendes hjernehalvdele fungerer optimalt. Der er millioner af hjerneceller, men forbindelsen mellem cellerne og hjernens forskellige dele fungerer ikke helt endnu. Hun får det der kaldes fortvivlelsesanfald - og når hun gør det, så er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det.

Hendes verden ramler ofte sammen over ting, der i jeres verden er bagateller. Det kan være, at I f.eks. tager hjemmesko på, og hun ville gerne have givet jer skoene, eller at hun skal have bukser på, og hun synes det er for svært eller det afbryder en leg, som hun var igang med. Hun er for lille til at kunne se det i en større sammenhæng, hun reagerer med det samme og verden bryder sammen, fordi hun er styret af sin mellemhjerne.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Storhjernen, som er den rationelle hjerne. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Mellemhjernen, som også kaldes for pattedyrhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

I skal appellere til hendes storhjerne og det gør I ved at vise hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. I skal prøve at sætte jer ind i hendes situation, rumme de svære følelser, bevare roen og give hende idéer til, hvordan I kan komme videre. Når I gør dette, så viser I hende det, som I gerne vil lære hende og derved dannes de forbindelser i hjernen, som gør hende i stand til selv på sigt at kunne bevare overblikket og ikke bryde sammen, hver gang verden går hende imod.

Nogle gange kan I ikke komme til at røre hende med det samme - hun smider sig i gulvet, sparker, vrider sig - hvæser måske næsten. Det kan virke næsten dyrisk og passer derfor netop med at man taler om "pattedyr-hjernen". Her må I give hende ro, vise hende, at I er der, lytter, gerne vil hjælpe - præcis som I allerede gør. Og så give hende fysisk kontakt og ro, et kram osv. når I fornemmer at hun er parat.

Nogle gange kan det være en god idé at I sætter jer i nærheden, taler beroligende, stille og roligt, inviterer hende til at komme - "kom herhen skat, kom skatter pige, sååå lille ven, kom hen til mor kom" og stille og roligt bliver hun klar til at krybe op på skødet og blive holdt om og vugget lidt.

Andre gange kan det være bedre, at I går lidt mere afsides og forklarer hende, at det er okay at hun lige ligger lidt alene, at hun kan komme ud til jer ...

---

---

... eller kalde på jer, når hun atter er parat, at I er der og gerne vil hjælpe, når hun er klar til det.

Det er også helt fint, at I forklarer hende, at hun ikke må smide med sine ting, de går i stykker og det kan de ikke holde til. Hvis hun fysisk har brug for at afreagere, så kan I måske tilbyde et alternativ - kan I evt. gå ud og hun kan kaste en bold eller få lov til at råbe lige så højt som en løve eller andet... Eller I kan gøre som nu - flytte hende, bære hende væk og på den måde få ændret situation, også selvom hun bliver rigtigt gal.

Det I ikke skal gøre er at kalde hende hysterisk, ignorere hende, afvise hendes forsøg på kontakt. Hvis I skubber hende fra jer eller siger "hold så op med at være så hysterisk" eller lignende, så vil I ikke hjælpe hende til ro, men vil i stedet gøre situationen værre. Derfor skal I lytte til hende, sætte ord på og vise hende, at I forstår, at det er svært at være hende lige der - også selvom hun ikke nødvendigvis får sin vilje. At lytte og anerkende hendes følelser, er ikke det samme som, at hun ikke må få et nej.

Jeg plejer at sammenligne det med at du går ind til din chef, der er noget, du er utilfreds med, noget du er ked af, eller noget du gerne vil opnå f.eks. at få mere i løn eller lignende. Chefen kan møde dig på to måder:

1. Hvad vil du? Hold dog op med at skabe dig! Lad dog være med at være så hysterisk. Det er da utroligt så stædig du er. Hvorfor skal du altid brokke dig? Sæt dig ud og tænk over, hvordan du opfører dig og kom tilbage, når du kan finde ud af at opføre dig ordenligt ...! Eller måske med en trussel "hvis ikke du laver dit arbejde nu, så får du ingen frokostpause".

---

---

Eller chefen kunne møde dig sådan:
2. Hvad sker der? Hvad er det du vil? Er der noget, du er ked af? Hvorfor bliver du så vred? Hvad handler det om? Kom lige ind, sæt dig ned og lad os tale sammen, lad mig høre, hvad det er ...

Hvis du bliver mødt som i eksempel 1, så vil du føle dig afvist og svigtet. Men bliver du mødt som i eksempel 2, så vil du føle dig lyttet til og forstået. Du bliver ikke afvist og du bliver ikke svigtet - heller ikke selvom du ikke får din vilje. Det er ikke sikkert at du får lønforhøjelse eller hvad det nu er - men det har rigtig stor betydning, at du føler dig mødt og lyttet til :) Jeres datter skal på samme måde føle sig mødt.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at hun reagerer på børnehavestart og en lillebror i mors mave. Det stiller jo igen nye krav til hende, som hun som sagt kan have lidt svært ved at honorere, fordi hun ikke er ældre end hun er. Hun mærker forandringen, hun mærker at pladsen på mors skød bliver mindre, at mor ikke længere løfter hende som før, men at du nu begynder at kræve, at hun godt kan gå selv, selvom hun er træt osv. Hun forstår ikke, hvorfor ændringen er der og kan ikke forholde sig til, hvad det egentlig betyder at der kommer en baby - men hun mærker forandringen - og det kan hun sagtens reagere på allerede nu.

Derfor er det vigtigt, at I lige nu er opmærksomme på også at lade hende være "lidt lille". At I lige nurser hende lidt ekstra, hjælper hende lidt mere - også ikke per automatik siger "det kan du godt selv". Det er f.eks. okay at I hjælper hende med jakken, når I henter hende i børnehaven, selvom hun hele dagen har kunne tage jakke på selv, måske netop fordi hun hele dagen har gjort det selv, så er det dejligt at få jeres hjælp, når hun hentes:) Også selvom børnehaven siger, at hun kan selv - så kan hun måske ikke altid lige nu, og det er okay :)

Jeg vil anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og opdragelse" :)

Håber du/I kan bruge dette lidt videre, - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---