Svar: Middagsmad

---

Kære skattepigens mor

Tak for dit brev :)

Jeres datter er godt 2.5 år nu og jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis I kan begynde at inddrage hende lidt i madlavningen og borddækningen. Hun kan sagtens være med til at komme udskårede grøntsager i salatskålen og måske er I endda heldige at hun gerne vil smag lidt undervejs. Hun kan bærer skålene hen på bordet, hun kan sætte tallerkener, gafler osv. på bordet - en af gangen, så hun på den måde får små opgaver.

Når hun begynder at deltage i dette, så får hun naturligt en fornemmelse af, at det med maden, at spise sammen, er noget I prioriterer og det har betydning. Det er ikke lige gyldigt og det er faktisk ret hyggeligt. Hun kan også få til opgave at kalde på mor eller far - den af jer, som måske ikke har været med til at lave maden.

Det vil være rigtig godt, hvis hun selv kan klatre op på sin stol og sætte sig til bords, når det er spisetid, så det ikke er jer, der løfter hende op og gør hende parat. Og det vil være rigtig godt, hvis I fjerner hendes stol fra bordenden og sætter hende ned langs siden af bordet i stedet for. Når hun sidder for bordenden med mor og far på hver side, så er fokus naturligt på hende hele tiden. Hvis hun sidder ved siden af den ene jer jer og den anden overfor, så kikker I ikke på hende på samme måde.

Og så skal I øve jer i at give hende madro. Prøve ikke at kommentere på hvad og hvordan hun spiser, ikke rette på hende, ikke kommentere på i hvilken rækkefølge hun spiser sin mad. Hvis hun beder om mere pasta, så må I naturligvis godt sige "du må gerne få mere pasta, spis lige lidt af din frikadelle også", så I på den måde holder lidt fast i, at hun også skal spise lidt kød, men lad være med at gøre et større nummer ud af det. Hvis der glider mere pasta ned en kød og grøntsager, fred være med det. I skal bare sørge for, at hun tilbydes varieret kost hele dagen igennem og hvis hun så har været med til at skære grøntsager og gøre aftensmaden klar, så har hun måske spist lidt grønt undervejs og så kan I tage det mere roligt, når I sidder ved middagsbordet.

Det skal være hyggeligt at spise og det er ikke hyggeligt, hvis I snakker hen over hovedet på hende, så er det sjovere at se tv... Det er derfor vigtigt, at I også inddrager hende og prøver at tale lidt med hende undervejs, taler lidt om dagen, hvad I har oplevet osv. som hun nu kan være med til, når hun ikke er ældre end hun er:)

I kan også tale om maden "hmme hvor smager det godt", "hvor er det dejligt mørt", "må jeg smage din..?", "vil du smage den her?" osv. Så fokus er på maden og det at spise, men på en naturlig og positiv måde. Nogle børn synes det er sjovt, hvis man taler om f.eks. "prinsesse ærter" eller giver maden navne efter ting i film, som de synes er sjove eller seje "Frost-pasta", "Shrek-kartofler" osv.

Og ja - det er en dårlig idé, hvis tv eller iPad altid er en del af måltidet, for det er vigtigt, at jeres datter også fornemmer mæthed og sult - og der er en stor risiko for, at hun spiser til filmen er slut og ikke til hun rent faktisk føler sig mæt. Ligesom hun også kan glemme at spise, fordi det er mere spændende det, der foregår på skærmen...

Derfor er det godt, hvis I kan forsøge at skabe nogle rutiner, hvor I spiser først og ser tv eller spiller iPad bagefter - og ja, hun bliver naturligt frustreret, når hun mærker, at I vil noget andet end hun vil. Det hører alderen til og det er vigtigt, at I kan rumme den frustration og fortvivlelse som opstår, når hun mærker at verden går hende imod.

I 2 års alderen sker der rigtig meget med barnet, både fysisk ...

---

---

... og mentalt. Jeres datter gennemgår lige nu en rivende udvikling og netop 2 års alderen er for mange forældre rigtig svær. For børn i denne alder vil naturligt udforske verden. De vil finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen, og de vil naturligt derfor nogle gange afprøve grænser - og samtidig er de utroligt følsomme og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt.

Hun har rigtig meget brug for ros, det gør hende glad og stolt, når hun mærker at I tror på hende, tror på at hun kan, og at I synes godt om det hun gør. Det er derfor vigtigt, at I netop medinddrager hende i f.eks. borddækning osv. Og hun bliver rigtig rigtig ked af det, når hun mærker at I ikke vil som hun vil, hvis I irettesætter hende eller stopper hende i noget, som hun gerne vil. F.eks. når I holder fast i at der ikke er fjernsyn imens I spiser.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder, og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt ,og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til og det er rigtig vigtigt at lytte efter, hvad det egentlig er, hun prøver at fortælle og så forsøge at handle lidt forskelligt, alt efter hvad det er der foregår.

Når jeres datter får et nej til Tv og iPad, så vil hendes verden sandsynligvis bryde sammen, og hun vil reagere fysisk. Hun vil falde sammen på gulvet, græde, vride sig selv rundt, sparke og være helt ulykkelig imens hun måske råber "vil se tv, vil se tv" eller lignende. Det er rigtig vigtigt, at I holder fast i at den mulighed ikke er der lige nu, fordi I lige nu skal spise. I kan godt vise hende, at I forstår hende ved at sætte ord på og f.eks. sige "det er også dumt, at du ikke kan se tv". I kan også give hende håb "når du har spist din mad, så skal vi se tv", men I må stadig gerne holde fast i at det er spisetid nu.

---

---

Hvis hun så ikke spiser noget, så må det være sådan. I skal her sørge for, at hun tilbydes mange små måltider hele dagen igennem, så hun ikke kommer til at mangle mad. Spiser hun ikke så meget til det ene måltid, så går der kun 1-2 timer, så tilbydes hun mad igen og så spiser hun sandsynligvis lidt mere der. I må også gerne gøre det hyggeligt at spise og f.eks. tilbyde, at hun kan sidde lidt på skødet hos jer, så I viser hende, at I stadig rigtig gerne vil hende. I signalerer derfor også, at selvom hun er i oprør, så formår I at bevare roen:) I skælder ikke ud, I forstår godt, at det er svært, men nogle gange så er ting svære - og det er jo okay, vi kommer igennem det.

Når hun er faldet til ro, så inviteres hun naturligvis op til bordet, hjælpes med at få mad på sin tallerken og kan stille og roligt spise sin mad. Går hun fra bordet, og I bliver færdige med at spise, så melder hun sig sikkert og er sulten senere - og så må hun naturligvis gerne sætte sig ved bordet og får så sin mad tilbudt der. Alt sammen stille og roligt og uden stor ståhej fra jeres side...

Det er naturligvis ærgerligt, at hun har lært at mad og tv/iPad hører sammen. Det er jo noget I har lært hende, som I nu vil ændre - og det vil hun naturligvis ikke sådan lige med det samme acceptere, hvilket jo egentlig kan ses som et sundhedstegn - det er sundt at hun protesterer. Men I fornemmer, at det ikke fungerer og derfor er I nødt til at ændre vaner og rutiner, og når hun mærker, at I er rolige omkring det, så vil hun naturligt også blive mere rolig omkring det... men det er ikke let, jeg ved det godt.

Håber I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke med hende:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---