Svar: Bevidsthed om at mor ikke forsvinder

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

De fleste børn er faktisk omkring 16 måneder, før de begynder at have lidt hjernemæssig forståelse af, at vi ikke forsvinder helt, selvom barnet ikke kan se os. Indtil den alder, vil de fleste børn opleve, at vi er væk, når vi er ude af syne. De kan ikke forholde sig til, at vi er lige inde på den anden side af væggen, at vi sidder i stuen, når de er på deres værelse, ligesom de ikke kan forholde sig til tid og derfor ikke ved, om vi kommer igen om 5 minutter eller om 5 timer - når vi er ude af syne, så er vi væk...

Man fornemmer ofte dette særlig meget i 8-10 måneders alderen, hvor barnet er i separationsfasen og hvor barnet kan protestere højlydt over at "blive forladt". Din datter bliver måske ked af det, græder frustreret og ulykkeligt, hvis du går på toilettet eller hvis du putter hende og går fra hende - og hun viser stor gensynsglæde, løfter måske armene op og signalerer "tag mig op", når hun ser dig igen. Det er ikke udspekuleret men en oprigtig glæde over "åh, der var min mor, hun har ikke forladt mig" :)

Det samme ser man ofte i 13-14 måneders alderen, ofte sammenhængende med at barnet her begynder at gå mere selvstændigt og bevæger sig mere og mere rundt i verden på egen hånd - så kommer der en slags "separations-gentilnærmelses-fase", hvor barnet på den ene side vil op, skal have et kram og mærke, at man er der, og på den anden side skubber en væk, vil selv og ikke vil holdes eller være på skødet. Det kan være rigtig svært i den alder at finde balancen mellem at være der og at give slip...

Det kan være en god idé at øve "jeg er lige her" - for et barn i 8-9 måneders alderen kan borte tit lege være rigtig sjove. Du kan også gemme dig bag en sofa eller en stol og kikke frem og sige "bøh!" eller lignende, så barnet på den måde oplever, at du forsvinder kortvarigt og det er sjovt, når du kikker ...

---

---

... frem igen. Du kan også med fordel snakke med din datter, når du f.eks. går ud i køkkenet og lader hende være i stuen, så hun hele tiden kan høre at du er der, at du ikke er forsvundet. Du kan kikke ind til hende gennem døren og sige "hej skat, jeg er lige her", så hun ser dig, ser at du ikke er væk, og du kan opfordre hende til at søge dig "kom herud, kom jeg er her, kom ud til mig", så hun stille og roligt lærer, at hun kan bevæge sig efter dig, måske lede efter dig...

Dette kan stille og roligt udvides mere og mere, så hun i 13-14 måneders alderen måske begynder at synes det er sjovt med lidt gemmeleg. At I f.eks. skal lede efter hinanden.
Sig små lyde, så din datter får en fornemmelse af at du er der, selvom hun ikke kan se dig, og at I kan gå efter lydene. I forældre kan skiftes til at gemme jer og så sammen med jeres datter finde den anden - en slags lyt og søg. I kan også i hverdagen være opmærksomme på at spørge efter den anden f.eks. "hvor er far henne? Skal vi finde far?" eller lignende og så tage hende med ind i rummet, hvor far er - I kan kalde på ham osv. så hun på den måde får en bevidsthed om at far er der selvom han er ude af syne. Og får en fornemmelse for at man kan bevæge sig mellem rummene og derfor stadig kan være der.

---

---

Og stille og roligt kan hun så også lærer at bevæge sig selv igennem rummene - når hun bliver 16-18 måneder, kan I måske begynde at give hende små opfordringer, som "kan du finde din sut?" eller "Hvor er dine sko?" og hun begynder her at kunne huske, at sutten ligger på bordet i stuen, eller at skoene står i gangen, og hun går efter dem - og kan måske så småt huske, hvad det er hun skal hente...

I min bog "Helens bog om dit barns udvikling", kan du læse meget mere om, hvad din datter kan hvornår, og hvordan hun oplever verden :)

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---