Annonce

Annonce

Svar: Kort amning


15. februar 2016

Kategori:
Alder:
3 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Amning.

Kære Sofie

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din amning.

Det lyder ikke som om, at du mangler mælk og din dreng lyder til at være glad for brystet. Det lyder også som om, at du fornemmer at din mælk løber, og jeg går ud fra, at du kan mærke om dit bryst er fyldt eller mere eftergiveligt, fordi han har spist hos dig.

Han tager også fint på og jeg går ud fra, at han tisser godt. Der er intet i hans trivsel, der tyder på, at han ikke får mælk nok. Du skriver, at han generelt virker glad, men at søvnen giver jer lidt udfordringer.

Du fortæller, at du har "splittet din amning op" og at du ammer ham, når han skal sove. Du fortæller, at der om dagen ofte går 1.5-2 timer imellem hver amning og at han ofte spiser 3-10 minutter. Det er vigtigt, at du lader ham spise så længe han vil ved brystet. Du må ikke tage ham fra, før han selv er færdig. Det er naturligt, at han vil holde lidt pauser undervejs i amningen, her venter han på at nedløbsrefleksen skal gå i gang og mælken begynde at løbe igen. Han dier derfor ikke lige effektivt hele tiden, men vil have en rytme, hvor han sutter, sutter, holder pause, synker, sutter, sutter, holder pause, synker, sutter, holder pause. Og det er ret vigtigt, at du ikke tager ham fra, når han holder pause, fordi du tror, at han er færdig med at spise. Lad ham selv slippe brystet.

Det vil også ofte være sådan, at han til det ene måltid f.eks. når han vågner, spiser et hovedmåltid ved brystet. Og her måske spise 10 minutter. Så leger I, pludrer I lidt, tumler lidt osv. og så bliver han skiftet og får så en lille tår ved brystet at falde til ro på, her dier han så måske 3 minutter. Og det er fint, hvis det er hans behov. Så når han dier hos dig, så skal du altså prøve at vurdere, om han "slatspiser" lidt hele tiden, eller om der er tale om at han hver anden gang spiser et hovedmåltid og hver anden gang tager en beroligende tørstslukker.

Det kan sagtens tænkes, at han er en hurtig spiser. Nogle børn spiser meget effektivt og hvis du samtidig har en hurtig nedløbsrefleks, så kan han sagtens få 150-200 ml i løbet af få minutter hos dig. Andre børn spiser langsommere, mors mælk flyder ikke så hurtigt og så tager det længere tid. Der er forskel på sutteteknik og nedløbsrefleks.

Man skal naturligvis altid tjekke at barnet dier med korrekt teknik, har nok bryst i munden, ikke har for kort tungebånd eller andet, som kan gøre det svært for barnet at die optimalt. Men hvis din dreng diede forkert, for yderligt, ikke kunne få rigtigt fat, så ville du få sår på brystvorterne og din amning ville sandsynligvis gøre ondt - og det lyder ikke som om, at du har sådanne problemer.

Du spørger, om der kan være tale om overproduktion. Hvis du producerer for meget mælk, vil din dreng reagere med at græde og virke meget vågen. Han vil have svært ved at falde til ro ved brystet, han kan have tendens til at gylpe. Han vil die hele tiden og du vil have fornemmelse af, at du har masser af mælk, men det vil virke som om, at han ikke bliver mæt af mælken. Han vil have ondt i maven, vil have meget tynde afføringer - og han tager ...


Annonce

... ikke rigtigt på - hvilket din dreng jo gør...

Det bedste du kan gøre er at forsøge at få din dreng til at die så lang tid på et bryst af gangen som muligt. Du skal hjælpe ham med at "tømme" det ene bryst før han tilbydes det andet. Det kan være en god idé, at du her forsøger at skifte mellem forskellige ammestillinger. Du kan f.eks. starte med at lægge ham til i den traditionelle stilling og lade ham spise så længe han vil her. Derefter tager du ham op, lader ham bøvse, og så lægger du ham til samme bryst igen, men i tvillingestillingen. Du snyder ham på den måde til at tro, at han er lagt til modsatte bryst, hvorefter han så spiser lidt mere og "tømmer" brystet bedre. Dette tæller som en amning, pausen imellem er ikke ret lang.

Hvis du gør det, at du ammer ham, når han vågner af en lur og der så går 1.5-2 timer og du ammer ham igen, før han skal puttes til næste lur - så skal du ikke amme ham fra samme bryst, men i stedet fra modsatte bryst. Her vil han så måske kun die i få minutter og tage den vandholdige mælk. Når han så vågner af sin lur næste gang, så starter du med at lægge ham til det bryst, hvor han tog toppen sidst, lader ham spise godt i bund der og inden han så skal spise igen, så tilbyder du ham toppen (eller hvor meget han nu vil have) fra modsatte bryst. Hvis han spiser rigtig meget fra det ene bryst, før han puttes, så ammer du fra modsatte bryst, når han vågner igen, så han på den måde får spist ligeligt og godt fra både venstre og højre bryst.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ: "Helens bog om gråd og trøst" med masser af råd om bl.a. børn med kolik, high need babies, mareridt, raserianfald og separationsangst.

Du fortæller, at du har forsøgt med en flaske og det kan jeg godt forstå. Modermælkserstatning mætter ofte lidt mere end modermælk og børn der får fuld flaske, spiser ofte færre gange i døgnet, end børn der ammes. Men hvordan oplevede du effekten af modermælkserstatningen - var der nogen forskel? Hvis det kan hjælpe ham til at sove et længere søvnstræk og du kan få en velfortjent pause ind i mellem, så forstår jeg godt, hvis du vælger at supplere med en flaske. Men du skal naturligvis være opmærksom på, at jo mere flaske du giver, jo større sandsynlighed vil der være for, at din mælkeproduktion nedsættes og din amning derfor stopper. Nogle børn vil også begynde at foretrække flasken, fordi det er lettere at spise af en flaske end af et bryst. Der er ikke noget i vejen for at vælge flasken, men du skal naturligvis være klar over, det valg du træffer... Jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om amning og flaske".

Du kan godt prøve at malke ud, men du kan ikke regne med, at den mælk du får ud, svarer til den mælk du har i brystet. Mange kvinder vil ikke kunne pumpe helt så meget mælk ud, nogen får næsten ikke noget ud, fordi der er en psykisk blokering overfor brystpumpen, som naturligt ikke er der, når det er barnet, som ligger ved brystet. Derudover så stimulerer en brystpumpe ikke brystet på samme måde, som et barn gør. Der arbejdes ikke med brystet på samme måde, og derfor vil et barn ofte få mere mælk ud og stimulere brystet bedre end brystpumpen vil kunne.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke med ham fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.

Amning før og efter fødsel

Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...

Læs hele brevet og Helens svar


24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Flaske og Nestlé

Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...

Læs hele brevet og Helens svar


20. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder

Kære Helen Dette er mit første brev til dig, hvorfor du også får lidt...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Svangerskabsforgiftning

Svangerskabsforgiftning kaldes også for Preeklampsi og eklampsi. Man ved ikke præcist, hvorfor svangerskabsforgiftning opstår.

Sygdommen medfører at væskemængden i kroppen forøges, at der udskilles protein med urinen og at blodtrykket stiger. Det kan være lette symptomer, som opdages ved en rutinekontrol hos egen læge eller ved jordemoder, men der kan også være svære tilfælde, hvor kvinden oplever hovedpine, flimren for øjnene, overfølsomhed for lys, kvalme, opkastninger og...

Læs mere i Babylex

Tvillingefødsel

Det er altid noget ganske særligt at få et barn, men at få to på en gang er noget helt specielt.

En tvillingefødsel skal helst foregå på en specialafdeling, fordi der ved fødsel af to børn er større risiko for komplikationer. Cirka halvdelen af alle tvillingegraviditeter bliver afsluttet med planlagt kejsersnit, og når du er i 36. graviditetsuge, vil du ofte få svar på, hvorvidt du kan føde vaginalt, eller om det anbefales, at du føder ved planlagt kejsersnit.

Man...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens babydagbog som er en praktisk og lækker kalender smækfyldt med konkret information og gode idéer.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tusind tak for dine meget brugbare råd og ikke mindst for din omsorgsfulde respekt for børnene.

Tak fra Pernille
Sophus´ mor


Annonce