Svar: Svært at være far

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse :) Jeg kan godt forstå, hvis far synes det er hårdt at blive afvist, for det lyder som om, at det sker ofte, og det er naturligvis ikke særlig rart at mærke, når far faktisk gerne vil hjælpe.

Det er vigtigt at finde ud af, hvorfor jeres dreng pludselig reagerer som han gør. Du nævner, at han er begyndt at springe middagsluren over, og det kan naturligvis godt betyde, at hans overskud ikke altid er så stort. Hans alder og behov for at føle sig selvstændig og at have sin egen mening spiller naturligt også ind. Det er dejligt, at han trives i børnehaven, men det skal naturligvis overvejes om han nogle gange prøver nogle ting af hjemme - fordi han oplever det i børnehaven, sammen med de andre børn og savner redskaber til at tackle det.

Det kan f.eks. være andre børn der siger "du er dum!" eller "vi gider ikke lege med dig!" eller "du må ikke være med!" - og når jeres dreng oplever dette i børnehaven, så ved han ikke, hvordan han skal reagere - og derfor afprøver han det på jer derhjemme. Derfor er det et eller andet sted vigtigt, at I prøver at give ham nogle redskaber til at håndtere sådanne situationer og f.eks. ikke skælder ud over, at han siger det han siger.

Det kan f.eks. være en idé at sige "jeg bliver ked af det, når ud siger, jeg er dum" eller "alle må være med til at lege" eller "far må gerne være med". Det er i den forbindelse vigtigt at han oplever, at du bakker op om at far naturligvis er sammen med jer og at ingen holdes udenfor.

Derudover tænker jeg også, at I skal overveje, hvordan I generelt kommunikerer med ham og hvad krav I stiller til ham. Måske er der noget i måden I møder ham på i hverdagen, som gør at han lige nu bliver så frustreret.

Det er helt naturligt, at børn der er 3.5 år gamle begynder at protesterer, de vil ikke "adlyde", men vil bestemme selv og de viser stor egen vilje. At skulle tage tøj på, at skulle spise, at skulle gå på toilettet, at skulle i seng - det giver ofte konflikter i denne alder. Og nogle af de "tricks" som I måske tidligere har haft held med at bruge, virker pludselig ikke. Han bliver stille og roligt mere og mere verbal, siger mere og mere fra og vil selv styre, hvad han skal hvornår og hvordan.

Det er vigtigt, at I her forsøger at møde ham, give ham medbestemmelse. Det betyder ikke, at I skal give ham store valg som "hvad vil du have at spise?", for det kan han slet ikke overskue. Men hvis I f.eks. er oppe at handle og har besluttet at I skal have yoghurt, så kan I godt spørge ham "vil du have yoghurt med jordbær eller banan?", så han oplever, at hans mening også tæller.

Det kan også være en god idé, at I nogle gange direkte siger til ham "det bestemmer du" eller "vil du bestemme om...", så han direkte hører, at hans mening også tæller.

Med hensyn til konflikter om ...

---

---

... morgenen, hvor jeres dreng vil blive ved med at lege, ikke vil have sko på eller lignende, så er det vigtigt at huske på, at han ikke ved hvad klokken er, han kender ikke ugedagene, han ved ikke hvorfor I skal på arbejde, og hvorfor han skal i børnehave - han "følger bare med" og det har han naturligvis ikke altid lyst til og protesterer så imod. Det kan her nogle gange hjælpe at forklare ham rækkefølgen i tingene - "først skal du op, så skal du have morgenmad, så skal du have tøj på og så skal vi køre" - og hvis han så siger, at han gerne vil lege, så må I se om der er tid til det - hvis han skynder sig i tøjet og skynder sig at spise, så er der måske tid til at lege...

Med hensyn til konflikter omkring middagsbordet, så er det vigtigt, at det er hyggeligt at spise. Stemningen omkring bordet skal være rar. Det er helt okay, at I beder ham om at blive siddende, til han er færdig med at spise. Det vil også være rigtig fint, hvis I begynder at tage ham med i madlavningen, inddrager ham, lader ham være med til at dække bord, og lader ham give besked, når maden er klar, og det er spisetid. Hvis han har været med i forberedelserne og det er ham der siger "vi skal spise", så vil han naturligt have mere lyst til, at I nu sidder ved bordet sammen.

Når det så er sagt, så behøver han ikke blive siddende til alle er færdige med at spise, hvis I bruger lang tid ved middagsbordet, så synes jeg det er helt okay, hvis han siger tak for mad og får lov til at rejse sig, for så at gå hen at lege.

---

---

Før han skal i seng, må han gerne få et godnatmåltid, det kan være et stykke rugbrød evt. serveret med lidt rester fra aftensmaden. Det kan også være en havregrød, hvis han kan lide dette.

Og så tilbage til far og afvisningen af far - hvis jeres dreng f.eks. afviser far til aftensmaden, kræver at mor skal komme hans mad på tallerkenen, mor skal hælde vand i glasset osv. Så skal I overveje, hvornår det er okay, at mor hjælper og hvornår far naturligt skal kunne gøre disse ting. Og når far gør det, så er det vigtigt, at mor bakker op. Det er vigtigt, at mor f.eks. siger "nu hjælper far dig", så jeres dreng hører, at han ikke kan skille jer, at I støtter hinanden, bakker hinanden op.

Det er også vigtigt, at far lytter til ham, samtidig med at far holder fast i at nu hjælper han. Far kan f.eks. sige "nu hjælper jeg dig, så kommer mor bagefter" eller lignende. Det er vigtigt, at far ikke trækker sig og bliver ked af det - for den reaktion er naturligt også interessant for jeres dreng at undersøge. Derfor kan far nogle gange, hvis jeres dreng giver udtryk for ikke at ville far, sige "okay, men jeg vil stadig rigtig gerne være sammen med dig". Så jeres dreng ikke opnår en særlig reaktion ved at afvise far.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre og vil også anbefale jer min bog "Helens bog om børn og opdragelse":)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---