Svar: Amning, søvn og flaske - 2 mdr.
Kære Idas mor
Tak for dit brev :)
Det er dejligt at høre, at lille Ida er begyndt at kunne sove i barnevognen om dagen, uden at du skal trille hende hele tiden - det giver lidt mere tid og overskud til dig:)
Med hensyn til sutten, så kan du prøve at bruge en sut, hvor du kan trække en stofble igennem sutteringen. Når stofbleen ligger sammen med sutten, kan den være med til at holde sutten lidt ved munden, så hun ikke så let får den spyttet ud. Når det er sagt, så er det dog helt naturligt, at hun undervejs i sin søvn taber sutten, og du behøver ikke give hende sutten i munden hver gang hun taber den - det er fint, hvis hun kan lære at komme videre i søvnen uden...
At hun søger brystet hyppigt om natten kan godt være tegn på, at hun har brug for lidt ekstra mælk - og måske skal fyldes lidt ekstra op hele dagen igennem. Da du ammer med brik, så skal du naturligvis være opmærksom på om hun her ikke altid får indtaget helt nok mælk. Hun skal bruge lidt ekstra kræfter på at spise gennem brikken og kan godt risikere at blive for træt og derfor falde i søvn, før hun egentlig har fået mælk nok.
Prøv om du kan starte med at lægge hende til med brikken, men så undervejs i amningen, når brystvorten er kommet frem og mælken er begyndt at løbe - kan få hende lagt til brystet uden brikken, så kan hun bedre arbejde med brystet og får på den måde lidt ekstra. Du behøver således ikke droppe ammebrikkerne helt, men kan bruge dem i begyndelsen af hver amning og så prøve om du kan undvære dem hen af vejen. Hvis ikke du kan og det hele så går i hårdknude, så skal du naturligvis amme med brikkerne på!
Hvis du er i tvivl, om hun får mælk nok i løbet af dagen, kan du også prøve at supplere hende med en flaske i dagtimerne. Og det kan også være, at amningen efterhånden hos jer giver så mange udfordringer, at du synes flasken er bedre - det er helt okay, det er reelt nok hvis du har det sådan og du må gerne gå over til at give flaske, hvis du gerne vil det. Det skal være hyggeligt for din datter at spise og hyggeligt for dig at give hende mad.
Der er ikke nogen faste regler omkring ammebrikker - for nogen fungerer det rigtig godt og for andre dur det ikke. Det kan sagtens være, at det lykkes for jer. Din datter bliver også fysisk større og vil naturligt få flere kræfter til at die og derfor kan amningen stadig komme til at fungere. Hun har naturligt også godt af at få din mælk, men det skal ikke være for enhver pris, du skal gøre det, som du fornemmer vil være bedst for jeres lille familie.
Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min nyeste bog "Helens bog om Amning & Flaske".
Med hensyn til at putte hende om aftenen, så er det helt naturligt, at hun søger ekstra nærhed og tæt fysisk kontakt. Hun sover allerbedst i din favn. Når hun ligger der, så kan hun mærke din varme, din vejrtrækning, fornemme din hjertelyd osv. ligesom da hun lå i din mave og derfor er det trygt og dejligt for hende at sove der.
Hun må også meget gerne ligge hos far, på fars ...
... brystkasse. Her får hun samme fornemmelse af varme, vejrtrækning og hjertelyd, og far kan meget fint sidde med hende om aftenen, når hun har spist hos dig eller har fået flaske. Når hun ligger hos far, vil hun nogle gange sove bedre og slappe mere af - far dufter ikke af mælk, som du gør. Når hun er hos dig, dufter din mælk, så tror hun, at hun skal die og vil naturligt søge brystet - også selvom hun måske ikke er rigtig sulten, og det gør, at det naturligt er svært for hende at slappe af. Men hvis hun ligger hos far, vil roen nogle gange bedre kunne komme over hende - og derfor kan det være rigtig fint, at I er sammen om aftenen, sidder i sofaen alle tre og hun så ligger hos far og sover...
Hun skal naturligvis også stille og roligt lære at blive puttet i liften og for at hjælpe hende med at sove her, vil det være rigtig godt, at du/I svøber hende. Det at være svøbt vil give hende følelsen af at være omsluttet, men det vil være af et klæde og ikke af dine arme, og det vil gøre det lettere for hende at blive flyttet fra din favn og ned i liften, fordi skiftet så ikke føles så voldsomt. Samtidig har mange små børn en livlig moro-refleks (faldrefleks), som gør at de spjætter, når de er ved at falde i søvn og derved får vækket sig selv. Og her hjælper svøbet til at holde barnet roligt og sovende.
Du kan amme, skifte hende, svøbe hende, amme igen eller supplere med en flaske, og her skal du så se på hendes øjne, lyt til hendes vejrtrækning. Prøv at lægge hende fra dig, når du kan se at hun næsten sover, men ikke sover helt. Øjnene har svært ved at fokusere, hun trækker vejret dybt. Put hende fra din favn og ned i liften, hun er stadig svøbt. Hun har evt. en sut og læg hende stille og roligt fra dig. Hold dine hænder på hendes krop, så hun kan mærke, at du stadig er der. Sving gerne liften frem og tilbage, så du på den måde luller hende ind i søvnen.
Og ja - så kan det også være en god idé, at du stiller liften afsides, så der er lidt ro og lidt mørke, hvor hun sover. Hun er stadig så lille, at hun har svært ved at lukke lyde ude. Hun kan derfor godt blive forstyrret af fjernsyn, jeres gode humør, snak, grin osv. Det betyder ikke, at I skal være stille og skal slukke for alt og gå "på listefødder". Det er vigtigt, at hun kan høre jer, men det vil være fint, at I stiller hende i soveværelset lidt væk fra lys og lyd.
Om natten kan hun godt ligge og sige lyde, smaske, småklynke, ligge og virre med hovedet osv. Nogle gange fordi hun er sulten og har brug for brystet, andre gange fordi hun måske har lidt mavekneb, atter andre gange, fordi hun drømmer. Som du selv skriver, så er det svært at vurdere i mørket og når man selv er rigtig træt.. Det vil være naturligt, at hun om natten også ammes hver 3-4 time som om dagen (eller får flaske), derimellem må du gerne forsøge, om hun kan komme videre i søvnen med lidt kærtegn, stillingsskift, beroligende hænder osv.
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke - og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...
24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...
20. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder
Kære Helen Dette er mit første brev til dig, hvorfor du også får lidt...
Viden om børn:
Vitaminer børn
Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:
- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.
- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...
Vedligeholdelse af barnevogn
Med det danske vejr skal en barnevogn kunne tåle lidt af hvert, men hvis man vil have at den skal kunne holde længe, så er man nødt til at gøre sig nogle tanker om vedligeholdelse og også medtænke at bruge tid på vedligeholdelse.
For eksempel kan kalecherne ikke tåle stærkt sollys, så vognen skal ind i skyggen, hvis man vil undgå, at den falmer. Stellet kan heller ikke tåle salt fra snesjappet og skal derfor skylles af, når man kommer hjem, hvis man vil undgå rust. Og kassen...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...







