Svar: Besteforeldre

---

Kære søde du

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Først - nej, du er bestemt ikke urimelig! Og jeg synes, det er rigtig synd, at din kæreste ikke bakker dig op.

Der er flere ting, som ikke er i orden:

Det er ikke okay, at farmor går med jeres dreng, uden at fortælle dig det. Det er fint, at hun fortæller det nu - men det er så ikke i orden, at hun ikke kommer hjem til den tid, I har aftalt.

Det er ikke okay, at farmor nægter at give ham til dig, hvis hun holder ham, og han græder. Og det er helt uacceptabelt, hvis hun drejer sig væk fra dig, holder fast på ham og direkte siger "Nej!" - hvad bilder hun sig ind!

Det er ikke okay, at din kæreste tager sin mors parti. Han har sandsynligvis ret i, at hun godt kan passe på babyen, og at hun gør tingene på sin måde - men det er ikke det, som der er tale om her. Der er tale om en grænseoverskridende opførsel og en manglende respekt for dig som mor og en manglende respekt for jeres drengs behov.

Som udgangspunkt har jeres dreng IKKE behov for sin farmor - han har behov for sin MOR. Det er rigtig dejligt, at farmor gerne vil ham, og det er guld værd, hvis de to kan opbygge et godt forhold, det er vigtigt at kende sin historie, kende sine rødder. MEN så længe jeres dreng er så lille, som han er, så er det farmors behov og ikke hans behov, at farmor passer ham.

Det betyder ikke, at farmor ikke gerne må - for naturligvis kan hun komme til, og naturligvis er det super dejligt, hvis du kan hvile dig og farmor så triller en tur med ham imens. MEN du skal jo kunne stole på de aftaler, I laver. Du skal kunne have tillid til, at aftaler overholdes, og at hun f.eks. bringer ham tilbage, når han skal ammes - eller når I blot har været adskilt længe nok. Når han er ked af det, så skal han kunne komme tilbage til sin mor, være i den trygge base, hvorfra han så tør observere og lære farmor bedre at kende.

Børn har brug for tilknytning til vigtige voksne, det er vigtigt for barnets udvikling. Barnet vil fra fødslen knytte sig særligt til en person, som vil være den der fungerer som barnets sikre base, altså den som barnet altid vil søge og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Man kalder dette for primære omsorgspersoner, og barnet kan godt have flere primære omsorgspersoner - oftest mor og far.

Barnet har også sekundære omsorgspersoner, som det vil gå til, når den primære omsorgsperson ikke er til stede. Det kan f.eks. være en bedsteforælder, en dagplejer, en pædagog i en vuggestue osv. Det er altså en person barnet søger, når den primære omsorgsperson ikke er der.

I nogle familier deltager bedsteforældre næsten på lige fod med forældrene, man bor sammen eller ses flere gange om ugen, og her vil bedsteforældrene derfor godt kunne have en rolle som primæromsorgsperson. Hos jer er dette ikke tilfældet. I ses med måneders mellemrum, hvilket er helt okay - men det betyder naturligt, at jeres ...

---

---

... dreng ikke er knyttet til sin farmor, som han er til sin mor - og det skal han heller ikke være. Derfor er det ikke okay, hvis farmor træder ind som om hun er primær omsorgsperson og overtager din rolle - for det er hun ikke. Og det er ikke rigtigt, at du skal tage dig sammen, eller at det er bedst for jeres dreng.

Det bedste for jeres dreng er, at han hele tiden føler sig tryg. Og det gør han, hvis hans mor (eller far) er der, og han kan sidde på jeres skød, være i jeres favn, og studere verden derfra. Når han sidder hos jer, vil han naturligt fornemme, hvordan I reagerer, han vil spejle sig i jer, aflæse jeres signaler, og hvis I smiler er glade for farmor osv. så vil han naturligt stille og roligt blive tryg og glad ved hende.

Når I sidder og spiser sammen, vil han fint kunne sidde i den høje stol, vil være med ved bordet, deltage - igen kikke fra den ene til den anden, forsøge at finde ud af, hvordan du reagerer, når farmor snakker med ham eller forsøger at give ham mad - hvis du signalerer, at det er okay, så vil han stille og roligt begynde at føle, at farmor er okay og måske acceptere, at hun hjælper ham - men det kommer ikke fra den ene dag til den anden, det er en langsom proces, hvor der hele tiden skal være tillid og tryghed.

---

---

Når han bliver ældre og de lærer hinanden bedre og bedre at kende, så vil han naturligt kunne begynde at bruge sin farmor mere - og det vil være helt naturligt, hvis du som mor nogle gange bliver usikker, hvis du mærker, at han søger farmor. Nogle gange vil han måske skubbe dig væk og gå hen til hende - og det kan godt give et stik i hjertet. Men det er ikke dette, som der er tale om lige nu - og man kan altså ikke "hærde jeres dreng" ved at sende ham i favnen på farmor og lade hende "spille mor". Hun har haft sin egen søn, som hun har taget sig af - det her er din (jeres) søn - det er dig, der er mor nu og det er en helt anden rolle end at være farmor.

Jeg synes, det er rigtig synd, hvis din kæreste ikke bakker dig op, og synes det er okay, at hans mor opfører sig, som du beskriver - især det med at nægte at give dig jeres dreng, hvis han græder og tydeligt har brug for dig... I er simpelthen nødt til at tale sammen om det - og også tale med farmor. Der er jo ingen tvivl om, at hun rigtig gerne vil jeres lille dreng, og det er super dejligt, det skal du/I naturligvis være glade for og også fortælle hende, at I er glade for. Men det er vigtigt, at du kan have tillid til, at jeres aftaler overholdes, og at der er tid til, at jeres dreng stille og roligt lærer sin farmor at kende - i takt med at du mærker den tillid, og jeres dreng bliver mere tryg ved farmor, så vil du naturligt også bedre kunne give slip. Derfor tænke jeg, at du er nødt til at sætte lidt ord på netop dette, når I taler sammen.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke! Og ja - de bedste bedsteforældre kan bestemt godt læses af bedsteforældre...:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---