Svar: Vil ikke puttes af mor, frustration og gråd

---

Kære L

Tak for dit åbne og ærlige brev og alle dine tanker:)

Først - du er bestemt ikke "skod til din rolle!". Du er en rigtig god mor, - og du skal prøve at se din datters reaktioner, som noget positivt netop ud fra dette. Hun ved, at du elsker hende så højt, at uanset hvad hun gør, uanset hvordan hun opfører sig, så vil du altid være der for hende og altid elske hende højt. Derfor tør hun vise dig alle sider af sig selv, derfor prøver hun lidt flere grænser overfor dig:)

Hun er stadig en meget lille pige og hun får det, som kaldes fortvivlelsesanfald. Hendes hjerne gennemgår en meget stor udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at hun vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra jer forældre.

Når hun har anfald af fortvivlelse, så bryder verden sammen for hende. Hun bliver frustreret, ked af det, fortvivlet. Hun er ikke uartig, men oprigtigt ked af det - og nogle gange ved hun ikke, hvad hun vil eller ikke vil. Hun er bare skuffet over, at noget ikke er ligesom hun gerne vil. Det kan være små ting, ofte ting, der for dig virker som bagateller, men for hende betyder det bare alt - det kan være at du f.eks. giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at hun synes skoene driller, eller at du f.eks. ikke vil åbne vinduet...

Når dette sker, så har hun brug for, at du viser hende forståelse, hun har brug for at høre, at du godt forstår, at det er svært at være hende og at du godt forstår, at det er rigtigt irriterende, at vinduet ikke kan åbnes osv. Og nogle gange virker afledning - med den alder hun har, vil du nogle gange godt kunne aflede hende. Det kan være at vise hende noget andet, som hun så synes er interessant, det kan være at give hende lidt mad eller drikke. Det kan også være afledning ved at du pludselig fjoller eller lavet noget skørt og uventet - så hun glemmer og på den måde kommer videre.

Hun er så lille, at hun ikke kan sætte ord på sine følelser, men det kan hjælpe hende, hvis du sætter ord på. Du kan f.eks. sige ...

---

---

... "sååå lille ven, bliver du bare så ked af det, sååå skatterpige" eller lignende, så hun hører, at du forstår, at hun er ked af det.

Du vil ofte opleve, at når hun har anfald af fortvivlelse, så har hun brug for, at du sætter dig med hende, holder om hende, beroliger med nærhed og tæt fysisk kontakt. Hvis du rejser dig og går, så vil hun ofte blive endnu mere fortvivlet og ofte også rejse sig og forsøge at gå efter dig, simpelthen for at vise dig, at hun netop har brug for din nærhed og tætte fysiske kontakt.

Men andre gange, vil du også kunne opleve, at du ikke kan få lov til at røre hende og holde om hende med det samme. Hun er fysisk i så stort oprør, at hun slet ikke kan mærke, at du er der, og at du vil hjælpe hende. Her er det en god idé, at du sætter dig i nærheden, taler beroligende til hende, prøver at sætte dig på gulvet tæt ved hende, lokker hende hen til dig "kom skat, kom skatterpige, sååå, lille ven" eller lignende, så hun ved at lytte til roen i din stemme får så meget ro på sig selv, at hun til sidst kravler op på sit skød og lader sig blive holdt om, vugget, beroliget.

Du har fuldstændig ret i, at hun lige nu reagerer på, at hendes verden er blevet langt mere kompleks, at hun bliver fysisk træt og at alle hendes indtryk skal bearbejdes - og ja "det sikreste sted at ventilere er hos mor" - det er lige præcis sådan det er. Så ro på, du lyder ikke til at gøre noget forkert :)

---

---

Med hensyn til at skulle puttes, hvis det lige nu går bedst, når far gør det, så lad far gøre det. Gør så alt det du kan op til putning - hjælp hende med maden, med badet, læs godnathistorie osv. men lad far tage over, der hvor han bedst kan. Det er helt okay, at I lige nu ikke kæmper om dette.

At dagplejer kan putte - og det er sværere end dig - det er helt naturligt. Selvom jeres datter er glad for sin dagplejer, så er forholdet til dagplejer ikke nær det samme, som forholdet mellem mor og datter. Det er helt normalt, at det derfor er lettere for dagplejer end det er for dig - det er et eller andet sted et sundhedstegn, selvom det kan være svært helt at se det:)

Håber jeg har givet dig lidt ro med på vejen:)

Fortsat held og lykke med hende!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---