Svar: Sove i egen seng. Hvordan griber vi det an?

---

Kære Villads mor

Tak for dit brev og ærlige tanker:)

Det lyder som om, at du et eller andet sted godt fornemmer, hvor en del af problemet ligger - nemligt, at du synes det er super hyggeligt at sove sammen med Villads, og derfor er det blevet, som det nu engang er blevet.

Det lyder dog som en rigtig god idé, at I får skabt nogle nye rutiner. Det lyder som om, at det tærer lidt på parforholdet, at I ikke har sovet sammen de sidste 2 år - og det er I derfor nødt til at lave om på. Det er dog vigtigt, at du er indstillet på det, for hvis du ikke har hjertet med, så vil Villads naturligvis kunne mærke dette og protestere endnu mere, fordi du så sender uklare signaler. Det går altså ikke, at du siger, at han skal sove for sig selv, hvis du med dit kropsprog signalerer, at du egentlig synes det er hyggeligt, hvis I sover sammen.

Du fortæller, at du og din kæreste ikke har sovet sammen side Villads blev født, men at det er Villads og dig som ligger i dobbeltsengen. Du fortæller også, at Villads har sin egen seng i soveværelset og ikke har sit eget værelse - så hvor sover far? I Villads seng eller på et andet værelse?

I kan putte Villads på eget værelse i egen seng, eller I kan putte ham i egen seng i soveværelset. Det er vigtigt, at han nu lærer at falde i søvn i egen seng og forbinder sin seng med stedet, hvor han skal sove. Måske er det tid til at give ham en åben seng? Hvis han har en tremmeseng og aldrig har sovet i den, så vil han naturligt protestere ekstra meget, hvis I putter ham der - han kan jo ikke komme ud og søge jer, som han er vant til. Han er ikke vant til at sove "bag tremmer".

En åben seng, der er stor nok og stærk nok til, at I kan sidde på sengekanten kunne være en god idé. På den måde, kan du stadig læse godnathistorie for ham, vise ham billeder, han kan mærke, at du er der, måske lægge benene op på dig, du kan nusse hans fødder lidt osv. Så han fornemmer, at du stadig prioriterer ham osv. Men så han nu lærer at falde i søvn ved siden af dig - og i sin egen seng. Det kan I gøre uanset om det er på det ene eller det andet værelse. Og så er det sådan putteritualet er. Samtidig med at han får en ny seng, så indfører I også et nyt ritual. Og far flytter naturligt tilbage til dobbeltsengen.

Når han protesterer, så må du naturilgvis lytte til dette. Anerkende, at han bliver sur, vred, ked af det, fordi I nu laver om i det han hidtil har kendt og føler sig tryg ved. Forklare igen og igen, at du er der, passer på ham, at han trygt kan sove osv. Så han hele tiden hører og fornemmer, at han kan være lige så tryg ved at sove i egen seng, som I din seng og det er lige så dejligt, at falde i søvn i egen seng.

Med hensyn til når og hvis han slår eller kaster med tingene, så skyldes dette, at han stadig mangler ord. Når tingene ikke går helt som han gerne vil have dem, så reagerer han naturligt fysisk. Han får anfald af fortvivlelse og verden bryder sammen for ham. Det vil ofte være over ting, der i dine øjne kan virke som bagateller. Det kan være, at du giver ham den røde kop i stedet for den blå, eller at du giver ham æblet skåret ud i både, i stedet for at skrælle det... Når det sker, så bryder hans verden sammen.

Som udgangspunkt er det vigtigt, at du forstår det og viser ham, at du netop forstår det. At du sætter de ord på, som han mangler "sååå, lille ven bliver du bare så ked af det" eller "nååå, det var også dumt ...

---

---

... at jeg kom til at ..." eller lignende. Det betyder ikke, at han skal have sin vilje, men det er vigtigt, at han føler sig mødt.

Når han gør nogle ting, hvor du er nødt til at sige "Nej!", så er det vigtigt, at du for det første overvejer dit nej. En dag kan hurtigt blive fyldt med "nej, nej, nej" og det er opslidende for jer alle. Men hvis han f.eks. kaster med ting eller slår dig, så er det naturligvis okay, at du siger nej og viser ham, at det bryder du dig ikke om. Ofte hjælper det at lade en handling følge med dit nej. Det vil sige, at hvis han f.eks. slår dig, så kan du sætte dig fra ham. På den måde signalerer du, at han ikke kan sidde hos dig, hvis han slår, for det synes du ikke om.

Time-out betyder at barnet sendes på værelset med besked om, at "nu kan du sidde her, til du kan finde ud af at opføre dig ordentligt" eller lignende. Når man gør det, så vil barnet ofte protestere højlydt "nej, nej, nej" - nægte at gå på værelset, rent fysisk være i oprør, og barnet vil ofte også gå efter den forældre, som fjerner sig fra barnet. Alt sammen udtryk for, at barnet bestemt ikke har brug for at blive sendt væk. Det anbefales normalt ikke til børn under 5 år og det bruges kun, når en advarsel ikke har vist sig at være nok. Det bruges også kun, når barnet bevidst gør en anden ondt. Hvis han f.eks. bevidst sparker dig, så kan du sige "jeg sætter dig her, fordi du sparker mig, du må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre" eller lignende. Og man skal være ret gammel før man kan forstå aftaler og en sådan forklaring.

Time-in er noget andet - det er at sætte sig ned, prøve at finde ud af, hvad der ligger bag barnets handlinger, hvad der udløser hans reaktion, hvorfor han gør, som han gør. Det betyder ikke, at man giver hans dårlige opførsel opmærksomhed, men at man derimod giver de følelser der ligger bag hans opførsel opmærksomhed. Det er rigtig vigtigt at finde årsagen og ikke kun behandle symptomerne.

---

---

Du skriver, at du oplever problemerne, når han ikke får sin vilje - og nogle gange skal du måske medtænke, om der sker noget ved, at det bliver som han gerne vil. Hvis han nogle gange oplever, at hans mening tæller, vil han andre gange bedre kunne acceptere et nej. Nogle gange vil det også være godt at finde et alternativ. Hvis han f.eks. bliver frustreret over ikke at måtte spise kiks fra skabet - så kan du godt sige nej til kiks, men anerkende at han er sulten og sige "se her, du kan få lidt frugt i stedet for".

Med børn i 2.5-3 års alderen kan man også nogle gange komme langt med lidt humor og fjolleri - hvis I f.eks. har konflikter omkring tøjet, så kan du sætte skoene på hænderne i stedet for på fødderne. Frustreret sige: "Nej altså jeg kan slet ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" og på den måde inddrages han og det bliver pludselig sjovt selv at tage sko på.

Nogle gange kan det også hjælpe at huske på, at når han er allermest umuligt, så har han allermest brug for dig. Derfor kan det nogle gange hjælpe, at du reagerer med et "din lille bølle, skal du være fræk - her i huset kilder vi de frække børn!" og så fanger du ham og giver ham en stor kildetur. Her oplever han at få masser af fysisk kontakt og nærhed, det er sjovt og du afleder ham - og efterfølgende vil han sandsynligvis bedre kunne høre, hvad det er du gerne vil have ham til:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---