Svar: Svære morgener og eftermiddage
Kære tvillingernes mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse, jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:)
Det gennemsnitlige søvnbehov for børn omkring halvandet år er ca. 13-13.5 times søvn i døgnet. Ofte fordelt sådan, at børnene sover 11-11.5 time om natten og 2-2.5 times middagslur. Hvis børnene sover en længere middagslur, vil natten naturligt være kortere og omvendt. Der er også tale om et gennemsnit, så nogle børn har det fint med lidt mindre søvn, og andre børn har brug for lidt mere søvn. Det kan dog bruges som pejlemærke for jeres børns behov...
Når børn pylrer, protesterer, brokker sig, mangler overskud i løbet af dagen osv. så kan det være en god idé at se på børnenes indtag af mad. Det er vigtigt at spise sundt og godt for at gøre humøret stabilt.
Serotonin er et af de stoffer, som er med til at holde vores humør stabilt og forbedre vores søvnkvalitet. Serontonin bliver produceret, når vi indtager tryptofanholdige fødevarer og dette sikres blandt andet, når vi indtager bananer, brød, pasta, fede fisk som laks og makrel, kylling og kalkun, en bagt kartoffel og forskellige grøntsager er også vigtigt.
Jeres børn har brug for en god morgenmad, det vil sige en protein- og fiberrig morgenmad. Det kan være f.eks. havregrød eller havregryn med letmælk. Det får blodsukkeret til at stige langsomt hen over nogle timer, hvilket vil give vedvarende energi og stabilisere humøret.
Som mellemmåltid kan de tilbydes havregrynsboller eller grahamsboller. Det er også med til at stabilisere blodsukkeret og dermed humøret - og gør, at barnet føler sig godt tilpas.
Til frokost og aftensmad, er det vigtigt at børnene får rugbrød, kartofler, grøntsager, kød, fisk, ris, pasta osv. Det er vigtigt, at de spiser varieret og sundt - og med udgangspunkt i familiemaden. Almindelige børnevenlige retter.
I skal så vidt muligt undgå saftevand og unødigt søde fødevarer. Vand bør som udgangspunkt vælges som drikkelse og derudover kan de tilbydes letmælk.
Det er godt at bruge frisk frugt - som f.eks. mellemmåltid - og I kan også med den alder de har lave f.eks. en fint revet råkost. Det kan være fint revet gulerod blandet med revet æble, lidt appelsinstykker, lidt rosiner eller lignende. På den måde kan de få "lidt sødt", som samtidig er sundt.
De har brug for mange hyppige måltider hele dagen igennem - tre hovedmåltider morgenmad, frokost og aftensmad. Derudover mellemmåltider formiddag, eftermiddag og også gerne før sengetid. Hele dagens rytme, deres indtag af mad, sammensætningen af mad osv. spiller altså ind på deres humør:)
Med hensyn til at vågne tidlig morgen, så tænker jeg, at her kan madindtaget også spille ind. Og I må meget gerne tilbyde dem en godnatgrød, som en fast del af putteritualet. Det kan være en havregrød, øllebrød, flerkornsgrød, mysligrød. Evt. serveret sammen med en kop lun letmælk. Derefter kan de få børstet tænder og så blive puttet. Grøden serveres adskilt fra aftensmaden, gerne med et bad imellem.
Så er der det med, at de ikke vil sidde selv og spise.. Nu ved jeg ikke, hvordan I sidder hos jer, og hvilke muligheder I har. Men det vil være godt, hvis børnene har en åben højstol. I må gerne prøve at fjerne bøjlen nu og opfordre dem til selv at klatre op og sætte sig - når børn er omkring halvandet år, vil de ofte gerne selv have lidt medbestemmelse og har brug for at vise egen vilje - og lade dem selv komme til bordet, klatre op og sætte sig til bords, når det er spisetid er et vigtigt led i dette.
Det er også vigtigt, at de tilbydes mad, når de virker sultne. Det er ...
... en forudsætning for at ville sidde ved bordet og spise, at de føler sig parate til at spise. Derfor skal dagsplanen og dermed spisetiderne følges. Det betyder også, at hvis børnene nogle gange beder om mad 20 minutter før maden er klar, så kan det være nødvendigt at se på om de har brug for et andet og større mellemmåltid eller om deres/jeres spisetidspunkter skal rykkes.
Det kan nogle gange være en løsning, at den af jer, som ikke laver maden, går udenfor med børnene. Det behøver ikke være en længere tur, at besøge legeplads eller lignende - det kan sagtens være at gå ud i haven, løfte en sten og kikke på, hvad der er af biller, snegle og regnorme. Ligesom de hver især kan få en lille vandkande at gå rundt med. Det giver den der laver mad mere ro til at få lavet maden og når de har været ude, så vil de ofte være mere parate til at sætte sig til bordet, når de så kommer ind.
At appellere til deres selvhjulpenhed ved bordet kan også være godt. Giv dem gerne en tallerken inddelt i rum og lad dem selv styre måltidet, hvad de spiser og i hvilken rækkefølge. Og også hvordan de spiser. De kan nu fint spise med gaffel og ske, men nogle gange er fingrene alligevel bedst, og andre gange har de stadig brug for jeres hjælp - og det er helt okay. Prøv at guide og hjælpe, samtidig med at I også lader dem styre maden og måltidet lidt selv.
De kan også være en idé at lade dem hjælpe til med borddækningen nu. De kan godt bære en tallerken af gangen hen på bordet osv. så de på den måde føler sig inddraget. Det kan også gøre lysten og paratheden til at skulle spise større.
Det lyder også som om, at de begge har svært ved det skift der er mellem hjem og vuggestue. Det er helt normalt for alderen og det er vigtigt, at I hjælper dem med både at komme hjemmefra, komme ind i institutionen, blive hentet der og komme hjem igen. Man kan sige, at de skal hjælpes i mødet mellem de to verdener.
Mange børn protesterer over at skulle væk hjemmefra. Det er jo hyggeligt at være derhjemme, så hvorfor skal I pludselig af sted? Det samme, når I henter dem - så har det været så dejligt at være i institutionen, lege med de andre osv. og så skal I pludselig hjem og hvorfor nu det? Det er rigtig svært at forholde sig til, når man er 17 måneder gammel... Derfor er det vigtigt, at I hjælper dem med at skifte situation og når I f.eks. kommer hjem kl 15.30, så kan det være en god idé, at I lige sætter jer ved middagsbordet, får 1/2 bolle med smør, ost og en fint revet råkostsalat - sidder stille, får lov til at lande derhjemme, måske læser lidt højt af en bog - og bagefter kan de så lege lidt eller hvad de nu viser behov for.
Og når alt dette er sagt, så skal I naturligvis også sikre jer, at de ikke græder, mangler overskud og generelt går og virker kede af det, fordi de har ondt, smerter eller andet.
Du spørger, hvad I kan tale med vuggestuen omkring - jeg tænker, at det vil være relevant at spørge ind til, hvordan de oplever børnene i løbet af dagen, om de har nogle gode legerelationer og virker til at trives og være glade, når de er der. Det vil naturligt også påvirke dem derhjemme, hvis de oplever, at det er svært at være i vuggestuen... I kan også tale med vuggestuen om, hvordan de spiser - hvor meget og hvor varieret de spiser, så I sikrer jer, at de ikke har lavt blodsukker og mangler overskud, fordi de reelt er sultne. Ligesom I naturligvis kan tale med pædagogerne om, hvordan de oplever aflevering og hentning - skift mellem de to verdener og om I her kan gøre noget, for at gøre dette skift lettere for jeres børn:)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med dem begge:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
26. januar 2026 | Diverse | 6 mdr.
Påvirkning af trist mor på baby
Hej Helen Jeg har to overordnede spørgsmål, som jeg brændende ønsker svar og...
11. december 2025 | Diverse | 1 mdr.
Kære Helen. Jeg er blevet mor til en lille dreng for knap 5 uger siden. Det...
27. november 2025 | Diverse | 7 mdr.
Kære Helen, Da min barsel snart slutter, tænker jeg meget over, om vi skal...
Viden om børn:
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Gluten til baby
De fleste børn kan tåle gluten, og gluten kan introduceres til barnet i 4-6 måneders alderen under hensyntagen til de anbefalinger, der i øvrigt gælder om variation i kosten, når skemad gives til småbørn.
Hidtil sagde man, at spædbørn ikke måtte introduceres til gluten før efter 6 måneders alderen, men disse anbefalinger blev i 2015 lavet om, da der ikke er fundet videnskabelig dokumentation for at vente med at introducere gluten.
Gluten findes især i hvede, mens...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







