Svar: Følsom pige på 4,5 år

---

Kære Karina

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres datter, og hvordan I forsøger at støtte og guide hende i hverdagen:)

Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer og giver jer lidt råd og overvejelser med på vejen.

Du fortæller, at hun altid har været en pige, som skulle skærmes. Som meget lidt blev påvirket af nye situationer, uro, lys og lyd, dufte osv. Og det gælder på mange måder stadig. Når dagen har været alt for fyldt med indtryk, så reagerer hun voldsomt, når hun kommer hjem og roen skal falde over hende. Og faktisk er det helt normalt, at reaktionen først kommer, når I er hjemme igen...

Derfor ligger der hos jer en vigtig opgave i at få sagt fra på hendes vegne, før I måske oplever, at det er blevet for meget. Belært af erfaring, så har I efterhånden en ret god idé om, hvad hun magter og hvad der ikke fungerer. Det er derfor rigtig godt, at I ikke tager legekammerater med hjem til hverdag, men holder disse aftaler til at være i weekenden. Det vil på samme måde være rigtig godt, at I fremover overveje, hvor mange forskellige ting I beder hende deltage i. Nogle gange vil det måske være for meget, hvis hun både har været i børnehave, skal med op at handle og I så også skal have gæster - det vil hun sansynligvis have rigtig svært ved at klare.

Det betyder at I nu og i tiden fremover skal medtænke, hvor mange timer hun er i institution, hvad I laver efterfølgende, hvor mange aktiviteter - svømning, spejder, gymnastik osv. hun skal gå til og hvad der mon vil passe bedst til hendes temperament - netop for at det hele ikke bliver for meget for hende. Og det lyder som om, at I er rigtig gode til dette og støtter hende rigtig godt. Det må og skal I naturligvis blive ved med.

Når I hjælper hende med at sige fra, så er det vigtigt, at I ikke får hende til at føle sig forkert. Det er vigtigt, at I ikke siger "det kan du ikke holde til" eller "du bliver alt for træt og umulig" eller lignende. Men i stedet forsøger at give hende fornemmelsen af, at det er helt okay at sige fra overfor leg til hverdag. Det er vigtigt at have tid til at slappe af hjemme, koble fra og finde ro - og det er faktisk en styrke, man er særligt sej, når man kan mærke efter, at man har brug for ro. At I siger nej til leg i hverdagene betyder ikke, at hun ikke kan lege i weekenden. Det ene udelukker ikke det andet, for naturligvis vil hun gerne lege, og det er rigtig godt og vigtigt med den alder, hun har nu, også at lege med andre privat.

Jeg tænker også, at det et eller andet sted vigtigt, at I forsøger at finde ud af, hvad hendes reaktion handler om:

1) Hun kan være særligt sensitiv. Det betyder, at hun oplever og bearbejder indtryk med større dybde. Hun er meget modtagelig for sanseindtryk og kan meget let blive overstimuleret. Hun har brug for forudsigelighed, brug for struktur og viden om, hvad der skal ske. Hun går meget op i at tingene skal være korrekte, hun har en stor retfærdighedssans, hun kan glæde sig enormt til noget og blive så skuffet, når forventningens glæde ikke opfyldes...

2) Hun kan have en introvert personlighed. Det betyder, at hun af natur er mere tilbageholdende, helst skal se tingene lidt an. Hun er reflekterende, tænker meget over tingene og har brug for at tænke før hun taler. Hun har få men nære venner, hun er ikke asocial, hun kan godt lide selskab, men foretrække nære relationer. Hun har brug for tid alene, hun har brug for pauser og ro for at kunne lade op og få energi.

3) Hun kan også have det, der kaldes for sanseintegrationsproblemer. Det betyder at hendes nervesystem kan være lidt umodent, hvilket giver sig udslag i at hun f.eks. reagerer voldsomt på lys, lyd, berøring, smag. Hun kan ikke lide tøj, der strammer, hun er bange for højder, har dårlig balance, vil helst sidde stille og observere andre på afstand. Hun har svært ved at sortere sanseindtryk fra og synes generelt, at der er "for meget larm", "berøring gør ondt", "der lugter dårligt" eller lignende.

4) Hun kan naturligvis også være genert i en grad, som hæmmer hende. Det er helt naturligt, at børn nogle gange trækker sig bag os, gemmer sig, har brug for at se tingene eller situationen an. Det er også normalt, at vores børn har brug for at vi guider, viser dem hvordan og at de, når de skal prøve noget nyt, har brug for at få os med, brug for at vi svarer eller spørger for dem. Men nogle gange bliver genertheden hæmmende. Man kan sige, at vi måske nogle gange skal prøve at skelne imellem, hvad der er usikkerhed, og hvad der er hæmmende generthed. Det er helt okay, hvis hun er usikker i starten, har brug for ...

---

---

... lidt tid. Men stille og roligt skal hun gerne "tø op", opleve at alt er okay og være tryg ved at lege, nyde de ting der sker omkring jer.

En hæmmende generthed påvirker hendes leg med andre børn og hendes lyst til at være sammen med andre. De andre børn holder måske op med at spørge, om hun vil lege eller bliver irriterede på hende, fordi hun ikke svarer. Eller voksne bliver irriterede, begynder at presse hende "se de andre, du kunne da også...". Det er meget vigtigt ikke at presse hende til noget, hun ikke kan klare og det er også meget vigtigt ikke at give hende følelsen af, at hun er forkert.

5) Så kan hun naturligvis også have en form for social angst. Det vil sige at hendes usikkerhed overfor andre og overfor nye situationer kommer til at fylde så meget, at hun begynder at trække sig. Hun holder op med at deltage i fødselsdage, protesterer voldsomt og kan gå helt i panik, når I f.eks. skal i byen. Hvis hun har social angst, vil hun kunne være anspændt i timer eller dage ved tanken om det I skal. Bare tanken om det, hvad der skal ske, hvad andre kan tænke, at hun ikke kan finde ud af at opføre sig som det forventes osv. kan gøre at hun går i panik.

Der kan naturligvis være andre ting, som spiller ind - og faktisk tænker jeg også, at hun sagtens kan være påvirket af flere ting. Hun kan f.eks. godt være særligt sensitiv med en introvert personlighed. Faktisk er de fleste særligt sensitive også introverte... Hvis I skønner, at hun kan have problemer med sin sanseintegration, så kan hun hjælpes af en ergoterapeut med speciale i dette. Hvis I tænker, at hun kan være ved at udvikle en form for social angst, så vil det være godt, at I taler med en børnepsykolog.

Jeg synes dog, at det lyder så fint, det I allerede gør. Giver hende tid, hjælper hende med at sige fra overfor familie og andre børn - forsøger at undgå at der bliver sat etikette på hende, og at hun ikke kaldes hverken genert, sensitiv eller andet. Det er vigtigt og rigtig godt. Og det er også vigtigt, præcist som I skriver, at I prøver at finde balancen mellem at respektere hendes grænser og dog alligevel udfordre hende.

---

---

At udfordre hende kan måske være, at I nu begynder at tale om muligheden for at lege hos andre børn - bare starte med en time og så hen af vejen øge tiden, hvor hun er der. At I forklarer hende, at I vil tale med det andet barns forældre om, at I lige nu prøver at have korte legeperioder, så hun ved at det er en gensidig aftale og ikke føler sig forkert, når hun skal "hurtigt" hjem. Måske kan børnene starte med at være en time hos vennen og når du så henter, så kan de være hos jer en time. Det er fair og børn i jeres datters alder og med hendes personlighed vil ofte have en stor retfærdighedssans:)

At udfordre hende kan også være, at I forklarer hende, hvordan det foregår, når man skal til fest. Der vil være mange mennesker, nogen hun kender (I kan betrygge hende i at f.eks. farmor kommer:)). Der vil også være mennesker hun ikke kender. Det forventes, at man går rundt og giver hånd og siger goddag, så det vil I gøre. Hun behøver ikke sige goddag, hun behøver ikke røre ved de andre, hun behøver ikke svare, når de spørger - I skal nok svare for hende - men I forventer, at hun går med ind, holder jer i hånden og går med rundt, imens I hilser. Hun skal altså ikke hænge i jeres favn, men skal gå selv med jer i hånden.

En tredje udfordring kan være at tage kontakt til andre børn. Hvis I kan se, at nogle af de andre børn leger sammen, men hun holder sig til jer, så gå med hende hen til de andre. Sig til hende, at I vil hen og hilse, at I følges derhen - I ved godt, at det er svært, men I vil hen og sige hej. Så går I hen til de andre børn, taler lidt med dem, spørger, hvad de hedder, hvad de leger osv. Og når I har gjort det, så går I tilbage. Jeres datter behøver ikke tale med de andre. Hvis de spørger "hvad hedder du?", så kan du svare for hende "du hedder X ikk`?", så hun på den måde inddrages i samtalen. Og når I har hilst og snakket lidt, så følges I tilbage, hvor hun så naturligt kan være tæt ved mor eller far, fordi hun så igen er helt tryg.

At lillesøster har en anden personlighed - sådan er det. Det er vigtigt, at I ikke sammenligner de to og især ikke når hun hører det. Hun kan meget hurtigt komme til at føle sig forkert, når lillesøster mestrer noget, som hun ikke mestrer. Det er vigtigt, at I prøver at fortælle storesøster alt det, som hun kan og som hun gør rigtig godt. Så hun hører, hvad det er der gør hende til noget særligt og noget helt specielt:)

Jeg håber, I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---