Svar: Pludseligt stort behov for fysisk nærvær
Kære Mette
Tak for dit brev og velkommen til :)
Det er rigtig dejligt at høre, hvor godt jeres dreng trives og så fint han udvikler sig. Han lyder til at være rigtig godt igang både motorisk og mentalt og det er skønt, at hans sprog nu begynder at tage form. Dejligt!
Det er helt normalt at børn i perioder klynger sig lidt ekstra og har brug for mere nærhed og tæt fysisk kontakt - og det er derfor rigtig godt, at du skriver, at han naturligvis må få al den tryghed og al den nærvær, han har brug for:) Jeg kan dog godt forstå, at du undrer dig, og det er rigtig fint, at du lige overvejer, om noget særligt spiller ind. Det er altid rigtig svært, hvis man oplever at ens barn er ked af det, virker påvirket af noget, og man ikke kan finde ud af, hvad det er … Der er jo ike noget du ønsker mere end at tale om det og hjælpe - og det er rigtig svært med en toårig, som jo mangler ord til at fortælle, hvad han tænker på, hvad der rør sig lige nu…
Jeres dreng er stadig så lille, at han ikke kan sætte ord på sine følelser. Han kan ikke fortælle jer, hvad han går og tænker på og kan ikke verbalt give udtryk for, hvis noget bekymrer ham. I stedet vil han ofte reagere mere fysisk - han kan begynde at bide, sparke, slå ud efter jer eller andre børn. Hans verden kan også bryde sammen over ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for ham er det voldsomt. Og han kan også blive mere stille, virke mere indesluttet og klynge sig mere til jer. Alle reaktioner er i princippet normale…
Han har en alder nu, hvor verden opleves meget stor og nogle gange godt kan være lidt skræmmende. Han møder rigtig meget modstand. Det kan være andre børn, som skubber til ham, bider ham, tager legetøjet fra ham eller måske siger "vi gider ikke lege med dig" eller lignende. Det kan være utrolig hårdt. Han møder også modstand fra jer voksne, I siger mere nej i løbet af dagen, holder fast i ham, fordi han ikke må gå ud på vejen osv. Og i det hele taget oplever han lige nu, at verden ikke er sjov og ballade, der sker også nogle ting, som er svære at håndtere…
Og det kan godt være dette I oplever lige nu, hvorfor han så klynger sig lidt ekstra. Han har brug for at sidde lidt mere på skødet, brug for at mærke, at I stadig er der, elsker ham og passer på ham. At I ikke forsvinder fra ham osv. Netop den fysiske kontakt, det at blive holdt om, mærke hinanden tæt, er med til at forstærke hans følelse af at I er der og at I er sammen. Jeg plejer at sige, at hans mor-depot (eller far-depot) skal fyldes lidt op, så der er noget at tære af, når I ikke er sammen. Så det at sidde mere på skødet, få en krammer, mærke jer derhjemme er vigtigt ...
... for at han kan klare den modstand og den store verden, som han møder om dagen, hvor I er adskilt.
Nogle gange har han brug for at sidde hos jer i længere tid, andre gange vil det være nok, at du bare lige bøjer dig ned, giver ham en krammer, og så er han klar til at lege videre igen. Det er dog vigtigt, at du lytter til hans behov for fysisk kontakt og ikke afviser ham eller siger "nu må du lige vente lidt". Giv ham lov til at mærke, at du er der for ham:)
Du skal naturligvis også være opmærksom på hans indtag af mad. Du fortæller at hans appetit om aftenen ikke er særlig stor - og I skal naturligvis lave familiemad, hvor du sørger for, at der altid er mindst en ting, som han kan lide. Det er lige meget om han så spiser mest brød, pasta, kartofler, frikadelle den aften - bare han spiser lidt og spiser mad, der tager udgangspunkt i jeres mad.
Det er også helt okay, hvis han hellere vil spise lidt af den mad, som du har på din tallerken, ligesom han også gerne må siddet på skødet om aftenen. Nogle gange skal han bare lige have lov til at sidde lidt hos jer forældre og så bliver han klar til at flytte over på sin stol igen. I kan f.eks. godt sige til ham "du må gerne få mere pasta, men du skal lige sætte dig på din stol", og så flytter han over på sin egen stol, hvor han så spiser lidt mere. Andre gange vil det være nok for ham, hvis I kan holde lidt i hånden, så han stadig kan mærke at du er der, selvom han sidder på sin stol og du sidder på din stol:)
Godnatgrød må han også stadig gerne få, så du sikrer dig, at han ikke går sulten i seng. Men det er vigtigt, at grøden ikke serveres som dessert til aftensmaden eller som alternativ. Det betyder, at der skal gå tid imellem de to ting. Han kan altså ikke afvise sin aftensmad og få grød i stedet. Men I kan f.eks. spise til aften kl 18, så kan han komme i bad, få nattøj på og først derefter få en portion grød, hvorefter han så får børstet tænder og bliver puttet.
Og så skal du naturligvis være opmærksom på hans indtag af mad hele dagen igennem. Det er vigtigt at han stadig tilbydes mange små måltider og får sund og nærende mad. Ikke for mange søde snacks, tørrede frugter, saft osv. Men gryn, brød, kød, fisk, grøntsager, frisk frugt osv. Det er vigtigt for hans blodsukker og dermed hans humør. Hvis hans blodsukker falder, så falder humøret og overskuddet tilsvarende.
Til sidst vil jeg også lige nævne, at han naturligvis også kan være ved at blive syg - det kan være mellemørebetændelse eller andet. Så du skal naturligvis også holde øje med om der kan være noget sådan på spil…
Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke med ham:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.
Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen
Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...
19. februar 2026 | Udvikling | 16 mdr.
Hej Helen. Min søn har aldrig været meget glad for sin far. Min søn elsker...
28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.
Svære afleveringer i vuggestuen
Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...
6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.
Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...
15. december 2025 | Udvikling | 1 mdr.
Hej Helen Tak for sidste svar! Min dreng på 5 uger er pludselig begyndt...
Viden om børn:
Barnepige
Hvis du har brug for at få dit barn passet, så vælg altid en person som barnet kender og en person du har tillid til.
Det skal være en person, som kan overskue situationen og bevare roen, hvis noget uforudset skulle ske.
Generelt bør man ikke lade sit barn passe af en under 12-13 år - men det afhænger naturligt af vedkommendes modenhed. Nogle piger er meget modne i denne alder, hvor andre er for umodne til at kunne tage det ansvar, det er at passe et lille barn....
Flaskegivning
Når du giver dit barn flaske, så er det vigtigt, at du gør det til en hyggestund for jer begge. Det er vigtigt, at du sidder godt, og det er vigtigt, at dit barn har kropskontakt, når det spiser. Derfor er det rigtig godt, hvis du kan sidde med dit barn i din favn og ikke lader barnet ligge alene med flasken.
Når du sidder med dit barn i dine arme og giver barnet flaske, så sørg for, at barnet en gang imellem får en pause, hvor det har mulighed for at komme af med en bøvs. Sid...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dit svar sidst. Jeg sprang ned og købte din bog "Sådan får du dit barn til at sove!" Den har virkelig hjulpet mig på rette vej. Det er en fantastisk bog.
Jeg kan virkelig mærke et meget større overskud ved at have forstået, at min søn bare mangler den tryghed i at være tæt på mig og mærke de vuggende bevægelser. Det hang mig langt ud af halsen før bare at tænke på det var puttetid. Nu glæder jeg mig faktisk, ved tanken om at min søn jo elsker at lægge i mine arme og putte, og at jeg kan lægge ham fra mig UDEN han sover, og han bare falder i søvn :)
Elias har trods kolik aldrig haft en nat hvor han ikke har sovet, så det gik lige op for mig at de søvnproblemer jeg troede han havde, slet ikke er så slemme. Hvis der da overhovedet er et problem!
Hilsen mor til Elias, 4 måneder.









