Svar: Hidsig - 2 år

---

Kære frustrerede og bekymrede mor

Stort tillykke med de 2 år, håber at I havde en rigtig dejlig dag!

2 års alderen er en rigtig dejlig alder, det er dog også en alder, som mange forældre oplever særligt svær. I udlandet taler man blandt andet om "the terrible twos"… Helt forfærdeligt er det dog ikke! Men det handler simpelthen om, at jeres datter netop nu udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt.

Jeres datter er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen. Hun vil derfor naturligt nogle gange afprøve grænser - og samtidig er hun utroligt følsom og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt. Hun er lige nu godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder, at hun nu og de næste mange måneder frem, vil forsøge at finde ud af, hvem hun selv er og hvordan hun påvirker andre. Dette vil I opleve ved, at hun f.eks. begynder at sige "Nej!" eller sige "Min!" eller "Det er min!" og hun vil godt kunne begynde at sige "min, min, miiiin!" om ting, som ikke er hendes…

Hun finder ud af, hvordan verden fungerer, når hun er sammen med dig, sin far og andre voksne. Hun har rigtig meget brug for ros, det gør hende glad og stolt, når hun mærker, at du/I tror på hende, tror på at hun kan, og at du/I synes godt om det hun gør. Og hun bliver rigtig rigtig ked af det, når hun mærker at du eller I ikke vil som hun vil, hvis I f.eks. ikke vil gå fra bordet og med ind i stuen. Ligesom hun også kan blive rigtigt ked af det, hvis I irettesætter hende eller stopper hende i noget hun gerne vil. Hun vil naturligt i 2 års alderen godt kunne føle stor skam, hvis hun får at vide, at hun gør noget forkert. Og derfor er hun naturligt særligt følsom og sårbar overfor, hvordan du/I reagerer på det hun siger og det hun gør.

Når det så er sagt, så betyder det ikke, at hun "bare skal have lov". Der er jo visse regler, som hun skal lære og det er helt okay, at I nogle gange siger nej. Når I siger nej, så er det vigtigt, at der er en sammenhæng mellem det, I siger, og det I gør, og ofte vil det hjælpe hende at huske jeres nej, hvis I lader en handling følge med. Det betyder, at hvis hun f.eks. sidder på jeres skød og bliver vred og slår ud efter jer, så kan I sige nej og sætte hende fra jer. På den måde forstår hun og husker hun bedre, at hvis hun skal sidde på skødet, så skal hun ikke slå.

Konflikter kan desværre ikke undgås i denne alder, men det er vigtigt, at I forsøger at komme igennem konflikterne så roligt som muligt. Hun vil naturligt kunne blive meget vred, frustreret og ked af det - der er mange følelser i spil i denne alder.

Jeres datter får det der kaldes fortvivlelsesanfald. Det sker fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Samtidig har hun ikke så meget sprog endnu, så hun har svært ved at sætte ord på, hvad det er hun føler, hvad det er hun bliver ked af, hvad det lige er, der sker.

Når jeres datter mærker modstand, når I f.eks. ikke vil rejse jer fra bordet og gå med ind i stuen, fordi I ikke er færdige med at spise - eller hvis hun mærker, at skoene driller, eller når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi I skal køre, når I giver hende æble i stedet for banan osv. Så vil hun reagere fysisk. Så bryder hendes verden sammen, hun bryder fysisk sammen. Hun smider sig på gulvet, kaster sig rundt, river i sit hår, slår, sparker, græder, skriger osv. Dette sker på grund af hendes hjernemæssige umodenhed, og her er I nødt til at forholde jer roligt. I skal vise hende, at I kan bevare roen, når hun ikke kan og hjælpe hende med at håndtere de store følelser, for på den måde skabes forbindelserne i hendes hjerne, så hun på sigt lærer at håndterer ting, som er ...

---

---

... svære.

Når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "hold op med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer...

Det er helt okay, at hun får lov til at gå fra bordet, når hun er færdig med at spise, men I skal naturligvis have lov til at spise jeres mad færdig, før I rejser jer. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvorfor I ikke kan gå med. Hun forstår ikke, hvorfor I vil blive siddende ved bordet. Hun synes det er dejligt at have jer med ind i stuen, og hun beder jer om at gå med sig. Når I så bliver siddende, siger nej til at gå med, så får hun et anfald af fortvivlelse - hendes verden bryder sammen.

Hun er ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over, at I siger nej, at I ikke går med hende, og hun har her brug for, at I viser hende forståelse. Hun har brug for at høre, at I forstår det, at det er rigtigt irriterende. Derfor vil det være godt at I f.eks. siger "sååå skat, bliver du bare så ked af det", "det er dumt, vi sidder og spiser" eller lignende. Og I må gerne gå ind til hende, trøste og berolige, give hende fysisk kontakt og nærhed - og invitere hende med ud i køkkenet. Måske lade hende sidde på skødet af en af jer, imens I spiser færdig. Så hun får nærheden og den tætte kontakt, samtidig med at I holder fast i, at I stadig sidder ved bordet. Og hun kan se, at det passer, når I siger, at I stadig spiser.

Nogle gange kan løsningen også være, at tilbyde hende legetøj eller lignede ved siden af middagsbordet, så hun kan lege på gulvet tæt ved jer, imens i spiser færdig, hvis hun vil være interesseret i dette… "se du kan lege med dukken og vognen her, imens vi spiser".

---

---

Når hun har anfald af fortvivlelse, så vil hun have brug for at I tager hende op, holder om hende, sidder med hende og beroliger hende. Hvis I forsøger at gå fra hende, så vil I ofte opleve, at hun går efter jer - det gør hun fordi hun netop har brug for, at I er der, beroliger og betrygger, giver hende fysisk kontakt og nærhed. Hun har brug for jeres fysiske kontakt, for at hun kan få samling på sig selv igen. Det er som du så fint skriver "så voldsomt, at hun ikke kan få hold på det". Hun kan ikke holde sammen på sig selv, og I skal derfor holde hende:)

Nogle gange kan man dog også opleve, at hun ikke er parat til fysisk kontakt med det samme. Når I prøver at tage hende op, så sparker hun, slår ud efter jer eller råber måske "NEJ!" eller "GÅ!". Her kan det være en god idé, at I sætter jer i nærheden, så hun mærker, at hun ikke kan sende jer helt væk, og at I stadig gerne vil hende. Tale beroligende til hende og invitere hende op til jer "sååå skatter, kom her, kom op til mig, kom ven" eller lignende. Nogle gange kan I få lov til at røre ved hendes fødder, stille og roligt slapper hun af og bliver så klar til at krybe op på skødet, blive holdt om osv.

Og andre gange, kan det også være nødvendigt, at I går tilbage til middagsbordet, spiser færdig - men ikke ignorerer hende, kalder på hende, går tilbage til hende osv. når I mærker, at hun er klar til kontakt. Denne type anfald kræver kontakt og nærhed og bør ikke ignoreres:) De anfald du taler om, hvor hun som ældre "bare skriger til hun får sin vilje" er noget helt andet, og her er der tale om 4-6 årige børn. Lige nu skal hun have nærhed, ro, tæt fysisk kontakt, når verden bryder sammen:)

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Fortsat god sommer!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---